Af Erik Refner, senior.
SPIRITUALITET
[Klummer på NewSpeek er udelukkende udtryk for skribentens mening. NewSpeek er ikke nødvendigvis enig med skribenten]
***
I Del 3 fortalte jeg kort om min åbenbaring. På det tidspunkt i mit liv var jeg erklæret ateist af den militante orden. Mange år tidligere havde jeg kørt Gud og Jesus ud på et sidespor til evig forglemmelse som et par uanvendelige julenisser.
Umiddelbart skulle man vel tro, at en åbenbaring var langt nede på listen over forventelige livsoplevelser for en person med den indstilling. Men som jeg vist har sagt: Ingen er fortabt, end ikke mordere.
Ateist eller ej, var min åbenbaring imidlertid en så totalt livsomvæltende oplevelse, at jeg følte mig nødsaget til at se nærmere på min ungdommelige beslutning som dengang og nu havde ”aftvunget” mig løftet altid at ”tro på Gud”. Jeg havde som tidligere nævnt en skelsættende religiøs oplevelse i 8-9 års-alderen.
Min ateistiske tro voksede i takt med at jeg som barn ikke forstod, at tros-propagandisterne talte om guden, de troede på: Egoets straffende og konstant overvågende gud som intet havde at gøre med min Kærlige Hjælper. Ved at afvise denne ”gud”, overholdt jeg mit løfte til den Kærlige, den sande Gud.
Jeg havde ”overgivet” mig
Mange har spurgt mig, hvorfor netop jeg fik denne åbenbaring. Måske af ovennævnte grund, at jeg ”instinktivt” følte, at noget var helt forkert med julenisse-guden. Desuden havde jeg, så langt jeg husker tilbage, øje for hvem der farer med løgn. Løgnerne holdt jeg på lang afstand, uanset det var familiemedlemmer, præster eller skolelærere.
Da jeg nu igen erindrede min barndoms-oplevelse, som havde ligget underdrejet i mere end 30 år, slog det mig, at disse to skelsættende begivenheder havde samme ”udløser”: Jeg havde ”overgivet” mig.
At overgive sig til Gud betyder ikke at lægge sig, blive overkørt og mishandlet efter Hans forgodtbefindende. Det betyder derimod, at vi (for en stund) opgiver vores tro, som vi overmodigt anser for skinbarlig ”sandhed”.
Dette til trods for det burde være indlysende, at ingen i resten af verden tror som vi. ”I overgivelsen” åbner vi vort sind, således at vores ”spirituelle del” kan komme ”til orde”.
Dette er umuligt, så længe vi har fuldproppet vores sind med tankegrød og som småbørn stædigt fastholder, at vi sidder inde med sandheden. Denne ”tilstand” er imidlertid meget vanskelig at frembringe bevidst, hvilket er årsagen til, at langt de fleste ”mirakler” og åbenbaringer indtræffer, når personen er overbevist om, at han eller hun kun har to muligheder tilbage i sit liv: Død eller overgivelse.
De, som har kasseret deres åndelige halvpart, fordi de ikke fik respons, da de for tiende gang forsøgte at råbe Gud op, har glemt – eller ved måske ikke – at Kærlighed ikke kan tvinge os til noget. Gud/Kærlighed bryder ikke igennem vores forsvarsværker, vores forkvaklede trossystem, for at tvinge os ind på ret spor. Gjorde Han det, ville Han ganske enkelt ikke være Kærlighed.
Vi skal tage det første skridt, og blot for en stund ”glemme”, hvad vi opfatter som og tror er sandheden.
Forkerte præmisser resulterer i forkerte konklusioner
Måske er det her på sin plads at minde dig om din skolelærdom: Forkerte præmisser resulterer i forkerte konklusioner. Når præmisserne desuden er uigennemtænkte – hvilket ofte er tilfældet – bliver vores konklusioner ren pandekage. Pandekager leder os ikke til et bedre og mere fredfyldt liv, men fastholder os derimod i kaos, uvidenhed og opgivenhed, som ingen bevidst stræber efter – formentlig. Alle menneskers højeste ønske er at finde og leve i fred.
Metoden hedder sand tilgivelse
Den gode nyhed er: Det kan læres af alle og kræver ikke meget andet end lidt af din tid og din vilje til at lære. Metoden hedder sand tilgivelse, som vil blive udførligt omtalt i en senere artikel.
Og nej, det er ikke tilgivelse, sådan som præsten har lært os. Denne misforståede tilgivelse går i store træk ud på at undskylde eller se igennem fingrene med, at andre gør os fortræd, sårer eller angriber os. Den form for tilgivelse er et angreb og vil undgåeligt give os skyld.
Intet menneske kommer til denne verden uden troen på synd og den heraf affødte skyld. Var vi uden tro på synd, kom vi ikke her, men ville dvæle lykkeligt og i fuldkommen fred i Guds Kærlige Favn. Dette betyder også, at vi ikke kommer Hjem – med mindre vi frigør os for al skyld. Denne ”frigørelse” sker i små skridt i løbet af indlærings-processen: ”Sand tilgivelse”.
Og nej, børn er ikke synd- eller uskylds-frie, hvilket let kan eftervises. Selv små børn kan ”skammes ud”, blive flove, få røde ører – alle tegn på, at de føler skyld. Det er ikke en reaktion de har lært sig, men en overbevisning de bringer med sig ind i denne verden. Dette bringer os til årsagen til alle vores problemer:
Synd, skyld og frygt
Inden vi lærer og praktiserer sand tilgivelse, vil alle vi jordbundne mennesker reagerer helt automatisk ifølge formlen ”synd, skyld, frygt”. Forløbet er nogenlunde, som følger.
1. Synd
Ifølge egoets fortolkning er synd en uoprettelig skade, vi som mennesker kan og vil begå.
Begrebet synd røg ud med badevandet i takt med kristendommens afskaffelse. De fleste mennesker af i dag vil derfor hårdnakket benægte, at synd skulle være en indgroet/indbygget del i deres sind. Det er helt ligegyldigt, for reagerer du som beskrevet her, ja så ikke alene tror, du er overbevist om, at synd er virkelig.
At ”synde” betyder, at vi siger eller gør noget, vi er overbeviste om er ”forkert”, vi ”angriber” dermed en anden eller noget andet, med ord eller handling.
Det er tilstrækkeligt, at vi blot tænker på at angribe nogen eller noget. I begge tilfælde er det psykologisk set uundgåeligt, at vi føler skyld over det, vi har gjort.
Har naboen generet dig, og du om aftenen ligger i sengen og tænker på, hvordan du skal ”gi’ ham tilbage” – ridse hans bil for eksempel – vil du uundgåeligt føle skyld over det. Rækker du tunge ad ham, eller stikker du ham en blodtud næste gang, I mødes, vil du føle skyld over det.
De, som er ekstremt gode til at fortrænge deres følelser, kan imidlertid på et split-sekund fortrænge skylden og tilsyneladende leve videre helt uberørte. Spørg bare den nordeuropæiske mester i fortrængning: Mig.
De, som ikke er gode til at fortrænge ubehagelighederne, bruger andre metoder såsom sprut & drugs og forfalder til alle former for overdrevet misbrug: Shopping, sex, frimærke-samlinger, sportsudøvelse, TV- eller smartphone-afhængighed etc. etc.
En følge af egoets/vores påstand, at ”synd” er evig og uforanderlig, er, at egoet/vi anvender denne tro som det ufejlbarlige ”bevis” på, at det/vi kan skabe ligesom Gud og derfor selv er Gud.
Du har sikkert hørt om psykopatiske ”videnskabsmænd”, der ligesom en Yuval Harari i fulde alvor mener, at de har lagt Gud i graven og nu har indtaget Hans plads?
Egoets hovmod kender ingen grænser.
Når vi lærer at praktisere sand tilgivelse, lægger vi vores påstand om selv at være gud i ruiner, vi frigør os for egoets voldsherredømme over os og indser, at synd blot er en tro, en overbevisning, der enkelt ”omgøres” eller ”aflæres”.
På vores vej Hjem kæmper vi aldrig imod vores ego – vi omgør det med sand tilgivelse – og freden indtager pladsen, som inden var fyldt med vores falske tro. Alt, hvad vi kæmper imod, gør vi til virkelighed for os selv. Men inden da:
2. Skyld
Når vi nu engang er overbeviste om, at synd er virkelig, så vil vi uundgåeligt føle skyld hver eneste gang, vi ”synder”. Skyld forsvinder ikke ved blot at glemme, gemme eller fortrænge den.
Skylden forbliver i vores sind, nager og plager os liv efter liv. Om ikke vi inden har fundet midlet til at omgøre skyld – sand tilgivelse – gør vi, helt ved egen kraft og uvidenhed, vores liv til et helvede.
3. Frygt
Hvad enten vores skyld er bevidst eller fortrængt, er det uundgåelige resultat, at vi føler angst. Der er ingen vej udenom. Vi kan forsøge at undertrykke vores angst. Den mest almindelige metode hertil er at give ”de andre” skylden, hvilket selvfølgelig er et angreb som giver os endnu mere skyld.
Det er aldrig mig, altid ”de andre”, ”noget andet” udenfor mig, der er årsagen: Krigen, pandemien, skolelæreren, forældrene, regeringen, russerne, amerikanerne, alle er de helt galt afmarcheret.
Det er deres skyld jeg er så bange, at jeg har det så elendigt.
Ser du stadig TV, kan du blot betragte en politiker – helt ligegyldigt hvilken – de gør alle det samme. Det er aldrig hans, hendes eller ”partiets” skyld, når de personligt træder i spinaten.
Er det dit ønske at blive ”Homeward bound”, er dette et godt sted at begynde, for først når du med gru erkender, at du selv reagerer og handler på præcis samme måde som fru Frederiksen og hr. Rasmussen, vil du finde motivationen til at lære sand tilgivelse.
Grunden til, at vi bliver bange, er, at vi frygter at den, det, ham eller hende vi har syndet imod (har angrebet) vil hævne sig på os. Vi ikke alene frygter dette – vi forventer det. Hver time i døgnet, venter vi på hævnen, det grusomme hævn-angreb, som vil ramme os.
Det får os imidlertid ikke til at stoppe vanviddet. Vi fortsætter i en uendelighed uden at ane, hvorfor vi er så bange, uden at kende til den grundlæggende årsag til vores angst: Synd, skyld og frygt.
Vi tror endog, at vi synder, hvis vi angriber en ting. Det er måske lidt enklere at forstå, hvis vi ødelægger et maleri af Michelangelo eller vælter en statue af dronning Margrethe. Selv det, at du sparker på din bil, hvis ”den nægter” at transportere dig fra A til B, vil give dig skyld.
Ikke ualmindeligt giver vi ting menneskelige egenskaber.
Erkendelsen at jeg gjorde præcis som alle andre
Forståelsen af ”den uhellige treenighed”, erkendelsen at jeg gjorde præcis som alle andre (næsten) i denne verden, var en af mine største og mest ubehagelige aha-oplevelser på min spirituelle rejse Hjem.
Jeg tror også, at det vil blive en af dine både store og ubehagelige opdagelse, den dag du vælger, at nu er tiden inden.
Det kræver mod at vende Hjem.
Har du modet, der skal til for at afsløre dig selv og gøre en ende på egoets herrevælde?
Bliver du i tvivl, så spørg En der ved bedre end du. Hans svar vil blive: ”Ja, det har du. Du har modet end ikke din mor troede muligt”.
***
Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig via email om ting, du ikke forstår eller gerne vil have uddybet. Den eneste betingelse er, at dine spørgsmål og mine svar kan offentliggøres i NewSpeek, hvis red. finder, at de har almen interesse.
Mailadressen kommer her: QAnewspeek@vivaldi.net og vil fremover være at finde under de tekster, jeg skriver om spiritualitet.