Af Karsten Pultz.
Sammen med min hustru deltog jeg i den forgangne lørdags ‘Facts matter Conference’ i København [2.9.23], hvor nogle af de fremmeste corona- og vaccinekritikere var inviteret til at tale. Cadeau til arrangørerne for et sublimt arbejde!
Et tiltrængt boost
Fruen og jeg deltog primært for at opleve at være sammen med andre, der er klar over, at noget er helt galt i denne verden. Og vi blev ikke skuffede! Når man ikke har et eneste menneske i sin nærmeste omgangskreds, der deler ens fortvivlelse over verdens sørgelige tilstand, er det tiltrængt boost til ens forstandsbevarelse at være sammen med de omkring 300 andre publikummer, der var mødt op for at lytte til videnskabskoryfæernes 100% evidensbaserede corona- og vaccinekritik.
Opløftet stemning
Efter konferencen befandt jeg mig således i en ganske opløftet stemning – en stemning præcis som den, de engelske soldater ifølge Shakespeare oplevede før slaget ved Agincourt efter deres konge og hærfører Henrik V’s tale til dem:
We few, we happy few, we band of brothers.
Parallellen er ikke skudt ved siden af. Der er i sandhed tale om “vi få”, der ligesom Henrik V’s hær har kæmpet sig vej gennem fjendtligt territorium og nu, mødt af en tilsyneladende overvældende overmagt, står over for det endelige slag.
Mørke tanker
Det var rart for en gangs skyld at opleve følelsen af at være blandt “we happy few”, når dagligdagen for mit vedkommende ikke rummer lejlighed til at være sammen med ligesindede. Mørke tanker sniger sig uvægerligt ind, når man dag ud og dag ind overvældes af den konstante strøm af dårlige nyheder om, hvad de af Satan vildledte globalister nu har på bedding.
I de stunder er det, for nu at blive i Shakespears mentale univers, mere Macbeths følelse af meningsløshed, man lider under, når han i den berømte monolog definerer livet som:
It is a tale told by an idiot, full of sound and fury,
signifying nothing.
Det største indtryk
Det, der gjorde det største indtryk på mig på konferencen, var ikke koryfæernes bidrag, som jo i høj grad var informationer, jeg allerede kendte, og som jeg har skrevet om her på Newspeek. Men det gjorde et kæmpe indtryk på mig, da dr. Anastasia Loupis grådkvalt kæmpede sig igennem sin beretning om den perverse og ondskabsfulde hetz, hun som skeptiker af de officielle narrativer har været udsat for.
Da jeg siden 2008 har holdt mig fra at konsumere danske nyheder og aldrig færdes på de sociale medier, var sagen om dr. Loupis totalt ukendt for mig, hvilket nok er en god ting. Mit overfølsomme kunstnersind havde ikke på daværende tidspunkt kaperet at være vidne til et ondskabsfuldt overgreb af den kaliber på dansk grund. Jeg bukker mig i støvet for dr. Loupis, som med sin modstand mod statsmagtens kriminelle corona- og indsprøjtningspolitik er blevet påført langt mere lidelse end en svag tastaturkriger som mig selv.
Frihedskæmpere
Når vi en dag, efter at det onde har lidt Macbeths skæbne, står tilbage som “we few, we happy few, we band of brothers”, vil dr. Anastasia Loupis være en af dem, der bliver rejst statuer af, og hun vil gå over i historien, præcis som de danske frihedskæmpere, der for 80 år siden blev sendt til Dachau, fordi de satte sig op imod et fascistisk tyranni – et tyranni, som det nuværende corona- og indsprøjtningsdiktatur på ingen måde står tilbage for.