DANSKERNE ER BANGE FOR MUSLIMERNE

Af Peter Qvistgaard, journalist

Et af symptomerne på en nations kulturelle undergang er frygt. Her er der kun to alternativer: ”At kæmp for alt, hvad du har kært” eller at vælge at bøje hovedet og tie. Danskerne har valgt sidstnævnte.

Danmark er et af verdens mest gæstfrie og gavmilde lande. Vi elsker at hjælpe andre, og vi elsker især at hjælpe dem, der kommer med den muslimske kultur, der er modsat det, som vi selv står for. Uagtet, at vi ikke får tak for vores hjælp fra disse fremmede, bliver vi ved med at invitere flere af dem herop til os. Denne naive menneskekærlighed bliver ikke mindre besynderlig, når det er et faktum, at de fleste af os faktisk er bange for dem.

En psykiater vil formentlig karakterisere vor adfærd som noget, der nærmer sig Stockholm-syndromet. Altså en tilstand, hvor vi begynder at acceptere og identificere os med dem, der udnytter os. Den dominerende årsag til dette er ganske enkelt – frygt.

Dette symptom har bredt sig over alt. Til politikere, myndigheder, medier og borgere.

Når vi ser flere tusinde af disse skæggede mænd i lange kjoler gå i demonstrationsoptog gennem byen, kigger vi den anden vej.

De få politikere, der tør tage kampen op mod disse fremmede, kan ikke færdes trygt i visse geografiske områder. De heldigste af dem får dog tildelt livvagter. Kommunernes sagsbehandlere har gennem årtier sendt tusindvis af de fremmede på førtidspension eller evig kontanthjælp. Det er nemmere her at lukke en sag på den måde, så man undgår trusler eller det, der er værre fra de fremmede. Politi og brandvæsen er ikke mindre bange. Så de undgår helst de kvarterer, hvor de fremmede holder til. Udlændingestyrelsen ændrer gerne en beslutning om udvisning, hvis den fremmede og hans venner tager ophold ude foran dennes bygning og begynder at ”sultestrejke”. De førende medier tør ikke skrive sandheden om konsekvenserne af danskernes gavmildhed over for de fremmede. Selv forfattere og kunstnere vælger at tie. Det samme gør lærerne i landets skoler, uagtet, at det ikke er nogen hemmelighed, at det er de unge fremmede, der i den grad chikanerer undervisningen, kammeraterne og ikke mindst de kvindelige lærere. Til gengæld belønnes disse lømler med udlandsrejser, og på visse uddannelsessteder med bederum.

Endelig er der os borgere. Vi bøjer også vore hoveder og går over på det andet fortov, når der kommer en 3-4 af de unge fremmede gående mod os. Og sidder der fire af dem i deres BMW og spiser pizza, hvor resterne og emballagen efterfølgende bliver kastet ud af sidevinduerne – påtaler vi det ikke. Når bare én enkelt fremmed familie kommer til byen, og begynder at dominere området med vold og trusler, er der ingen af os, der siger fra. Når 500 af de fremmede (rockere) kører gennem Odense på deres motorcykler, tænker vi bare: “Hvordan har de råd til disse køretøjer?” Når danskere i et boligområde bliver chikaneret grundet deres seksualitet, taler vi om det med vennerne, men ingen foreslår at vi går i protestoptog gennem gaderne. Apropos protestoptog: Når vi ser flere tusinde af disse skæggede mænd i lange kjoler gå i demonstrationsoptog gennem byen, kigger vi den anden vej og tænker: Hvordan har de tid til at gøre det på en onsdag eftermiddag. Nå, ja, ingen har dem har jo arbejde.

Naturligvis kender vi alle nogle fremmede, som positivt har valgt at leve på vore præmisser. De er bare så få. Til gengæld er de ikke særligt synlige. Og hvis der virkelig var flere af dem, hvorfor er danskerne så stadigt bange? Det positive er dog, at vi ikke frygter folk fra Asien, Amerika, Europa, Australien og Østeuropa. Hvorfor skulle vi også det, når disse mennesker opfører sig på samme civiliserede måde som os selv?

Men frygten for lige præcis en ganske bestemt gruppe af fremmede er overalt. Alene det, at jeg skriver denne her tekst, bevirker – udover at jeg får en masse positive tilkendegivelser fra folk over hele landet – at der også er nogle af dem, der bekymret spørger mig:

– Jamen, er du ikke bange for at rette kritik mod de fremmede?

– Måske, men jeg har altså valgt at tage kampen op af hensyn til vore børn og børnebørn, svarer jeg.

For dem, der skal beskytte os, har valgt at bøje hovederne – af frygt. Selv vor justitsminister, som forleden udtalte til pressen, at han ikke turde gå hånd i hånd med sin kæreste gennem Voldsmose. Her taler altså en af de bange danskere, som tilfældigvis er den øverste leder af politiet, kriminalforsorgen og civilstyrelsen.

Gud bevare Danmark – for selv justitsministeren har givet op.

Comments

comments