Af Jette Anne-Marie Hansen, mag.art, forfatter.
[NewSpeek har fået tilladelse til at bringe nedenstående tekst oprindeligt bragt på Facebook i foråret 2022. Her et år senere opfatter vi stadig opslaget som relevant at få bredt ud til et bredere publikum. NewSpeek har indsat mellemrubrikker og afsnit for at lette læsningen på skærmen]
***
– Når verdens beståen afhænger af individuelle personers psykologi
Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg for nylig hørte økonomen Michael Hudson give sin analyse, hvoraf fremgik, at USA’s dage som hegemoni var endegyldigt forbi.
Hudson afsluttede nemlig med at sige: “Hvad der kommer til at ske nu, afhænger af nogle individuelle personers psykologi. Vil de kunne leve med en verden, USA ikke har kontrol over, eller vil de hellere destruere den med atomvåben”?
Individuelle personers psykologi….? Dette sagt af en marxistisk økonom, der normalt tror på, at verdens gang styres af de incitamenter, som skabes af dynamikker i økonomien og produktionen.
Men nej. Lige nu, i denne situation midt i sammenbruddet af USA’s hegemoni, vurderer han, at det afhænger af psykologien hos individuelle personer, hvad der kommer til at ske. I sandhed GYSENDE!
Mindre gysende bliver det ikke af, at de fleste mennesker ser ud til at være helt ude af kontakt med den realitet, som vokser frem for øjnene af dem, men nærmest danser syngende rundt på deres kommende grave. De synes, det er så skønt, hvis det lykkes af få Finland ind i NATO og ser det som aldeles pragtfuldt, at våben og penge og friske tropper af lejesoldater strømmer ind i det vestlige Ukraine, så landet kan blive ved med at mobilisere imod Rusland i øst.
Dette er IKKE en krig, men en speciel militær operation
Ingen synes at have forstået, at Rusland lige fra begyndelsen tydeligt har sagt, at dette IKKE er en krig, men en speciel militær operation, der har til hensigt at beskytte indbyggerne i de selvstændige republikker Donetsk og Lugansk (tidligere Donbas) imod den hær, som stod opmarcheret for at angribe, og at demilitarisere og afnazificere Ukraine.
Det har aldrig været hensigten at føre en krig og heller ikke hverken at erobre Ukraine eller at udvide det russiske territorie. INGEN har forstået det. ALLE har reageret som om Rusland ville føre krig imod Ukraine og overtage det for at indlemme det i Rusland. Og at dette kun var begyndelsen for at komme til at erobre endnu flere lande.
INGEN har forstået at Rusland KUN reagerede militært for at beskytte sig selv og indbyggerne i Donbas imod den tydelige aggression, som udgik og stadig udgår fra USA, NATO og Vesten. [Bortset fra i hvert fald en John Mearsheimer fra første færd]
Vi handler SOM OM Rusland fører krig med disse formål. Begriber vi hvor unødvendigt og samtidig absolut fatalt og destruktivt for os alle, dette er?
Der er noget, jeg tror, at folk trænger til at forstå. Og det er fordi, det også kun for nylig gik rigtigt op for mig selv: Vi taler jo om indbyggerne i Donbas-regionen som “separatisterne” eller “de russisktalende ukrainere”. Okay. Lad os skrue tiden tilbage.
Som vi alle sammen godt ved fandtes nationen Rusland, før der kom et Sovjetunionen. Sovjetunionen blev en enhed, der tillige indeholdt en masse andre lande end Rusland.
Fra Rusland til Sovjetunionen til Rusland igen
Da Sovjetunionen blev opløst, skete der imidlertid nogle grænsedragninger, der betød, at områder, der oprindeligt havde været Rusland, kom til at tilhøre en anden nation. Således med Donbas og Krim, som oprindeligt var dele af Rusland, og dets indbyggere indtil den dag, russere.
Faktisk betød disse grænsedragninger, at 30 millioner russere kom til at leve udenfor Rusland. Og det er grunden til, at Putin kalder opløsningen af Sovjetunionen for den største tragedie i det tyvende århundrede – og ikke fordi han ville have de tidligere territorier tilbage og drømte om et Storrusland, sådan som det er blevet udlagt. Nej. Putin anså det for en tragedie, at 30 millioner russere var blevet berøvet muligheden for at tilhøre deres eget land.
Hvis nu disse mennesker var blevet optaget i den nye nation på lige fod med alle andre, havde dette måske været acceptabelt. Men for Donbas og Krim blev det fatalt.
Formålet med Maidan-kuppet i 2014
Et af USA’s formål med at overtage magten i Ukraine ved Maidan-kuppet i 2014, var bl.a. at smide russerne ud af deres flådebase på Krim og selv overtage den. Enhver bør kunne se, hvor uacceptabelt på ethvert niveau, dette var for Rusland.
Rent sikkerhedspolitisk ville det sætte Rusland skakmat, hvis USA overtog dets eneste direkte adgang til havet. Også derfor såkaldt “annekterede” Rusland Krim og genindlemmede det i Rusland. Men tillige fordi den oprindeligt russiske befolkning på Krim kunne se frem til at blive forfulgt af det nye styre, fordi den ikke blev anset for ukrainere. Men for russere. Så heldige var befolkningen i Donbas ikke, kan man sige.
Man bør vide, at da Porosjenko trådte til som præsident, var hans første handlinger at fratage alle indbyggere i Donbas deres borgerrettigheder og forbyde dem at tale deres sprog (russisk).
Ja, I læste rigtigt.
De blev frataget deres borgerrettigheder! Og samtidig begyndte styrets hær at føre krig imod dem. Det blev sagt ligeud, at Ukraine skulle være for ukrainere, og at befolkningen i Donbas, der oprindeligt havde være Rusland, ikke var ukrainere og derfor skulle udryddes og fjernes fra territoriet.
Dette var det åbent erklærede mål med den militære aggression. At udrydde dem! FORDI de ikke var ukrainere. Men russere.
De kaldes til og med for “orkere”, dvs undermennesker. Det er, hvad vi normalt kalder “racisme”. Har folk forstået det?
NATO trænede og bevæbnede nazister og lejesoldater
Den hær på over 100.000 NATO trænede og bevæbnede nazister og lejesoldater, der stod opmarcheret den 23. februar 2022 for invadere Donbas-regionen, var der for at udrydde befolkningen, således at Ukraine kunne blive for ukrainere.
Det her bør jo gå op for folk! Der har endda være 10 mand fra det danske forsvar nede i Ukraine for at hjælpe med træningen af denne hær. Er vi stolte af, hvad vi har været med til?
Putin ser mennesker i Donbas-området som russere
Nu forholder det sig sådan, at Putin ser på disse mennesker i Donbas-området som russere! Ikke ud fra et imperialt perspektiv for at kunne besidde dem på en eller anden måde, men ud fra et humanistisk perspektiv, som mennesker, der har krav på statens beskyttelse!
Dét, Putin som Ruslands præsident har forpligtet sig til at give sit folk. Hvis nogen synes det lyder fuldkommen latterligt, at en statsleder kan have det sådan, skyldes det, at de har vænnet sig til forholdene i de vestlige samfund, hvor INGEN statsledere bekymrer sig om folkets ve og vel og i stedet fører politik efter globalisternes interesser.
Men det er altså ikke sådan det egentlig skal være, mine damer og herrer!
For Putin er disse mennesker, der ved Porosjenkos tiltræden blev officielt frakendt alle borgerrettigheder og siden igennem otte år bekriget af regimets hær, russere!
Derfor var det også med kendelig bevægelse, at Putin i sin tale forud for den militære operation i Ukraine bl.a., sagde, at denne hjælp til befolkningen i Donbas burde være kommet for længe siden. Bemærkede I det? Men sådan er det altså og det sagde han.
Jeg hørte Scott Ritter [foråret 22] give sin vurdering af situationen. Og han var kommet til at se ganske dystert på det. Ingen kunne nærmest på forhånd have forestillet sig, hvor destruktiv og selvdestruktiv Vesten ville være.
Rusland har ikke ønsket at besætte hele Ukraine
Det store problem for Rusland er, at det NETOP ikke har ønsket at besætte hele Ukraine. Kun at befri det østlige område for styrets militære aggression og at knuse den hær, der stod parat til at angribe.
Det lykkes rent faktisk for Rusland at opfylde dets eget erklærede mål med den specielle militære operation: at nedkæmpe den hær af nazister og lejesoldater, som NATO havde sendte russerne i Donbas på halsen.
Det er bare propagandisterne i de vestlige medier, der prøver at få det til at se anderledes ud og give indtrykket af at ukrainerne er ved at vinde. Som vi så forleden, har Azov, der havde forskanset sig i stålværket i Mariupul, måttet overgive sig. Og denne enhed regnes for eliten og rygraden i regimets hær.
Men demilitariseringen lykkes ikke! FORDI Rusland har afstået fra at besætte det øvrige Ukraine, betyder det ifølge Scott Ritter, at der er fred og ro i Vestukraine til at organisere nye tropper og forsyne dem med våbenleverancer fra Vesten. Og derfor kan Rusland ikke komme til at bruge deres sejr til at få fred i området.
Så længe Vesten nægter at acceptere udfaldet, vil de to uafhængige republikker Lugansk og Donetsk vedblivende være under angreb fra nye friske tropper bevæbnet med Vestens våbenleverancer.
Jeg ved heller ikke, hvordan russerne kunne forestille sig, at dette IKKE ville ske. Det forekommer mig også ubegribeligt, hvorfor de ikke bare giver våbenleverancerne en bombe, straks de identificerer dem på deres overvågningsradarer.
Det kan også være, at jeg har misforstået noget. Men for mig lød det som om Scott Ritter sagde, at dette fik lov til at foregå, fordi Russerne ønskede at fastholde interventionen som en speciel og begrænset militær operation. Ikke en krig.
Herved ekspanderes konflikten helt uendeligt, fordi nu alle Vestens lande har engageret sig i den og gjort det muligt, at den kan trækkes i langdrag og måske ende med at Rusland bliver presset til at ændre operationen til en krigserklæring imod Ukraine. Og med hvilket fornuftigt formål for NOGEN? Med hvilket realistisk tænkeligt positivt udfald? Her er det, at Michael Hudsons foruroligede ord dukker op i bevidstheden.
HVORFOR hader USA russerne så meget?
HVORFOR hader USA russerne så meget? For at forstå det, skal man se på USAs forretningsmodel. Hvordan bærer USA sig ad med at akkumulere rigdom?
Dette er egentlig også først for nylig gået op for mig i sit sande omfang. USA akkumulerer rigdom ved at invadere andre lande på ukonventionelle måder, enten ved gældsætning til IMF og/eller destabilisering af dem indefra, ved at skabe “regime change”, krig og kaos og herved skaffe sig adgang til at udplyndre landets naturressourcer og råstoffer.
Det er afhængigt af denne forretningsmodel, for efter at USA flyttede sin industrielle base til Kina for at bruge befolkningen dér som slavearbejdskraft, har det ingen interne værdiskabende kapaciteter, der er værd at tale om.
Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, havde kapitalisterne en fest derovre. De såkaldte “oligarker” var reelt Vestens økonomiske agenter, og det gik strygende med at eksploitere Ruslands ressourcer.
Den russiske nation blev enormt fattig og var ved at falde fra hinanden i en balkanisering – og det var også planen, for så ville det stå helt åbent for den økonomiske udnyttelse.
Men så var det, at en vis hr Vladimir Putin kom til magten i 1999. Han så med rædsel, hvad der var ved at ske med den russiske nation.
Putin gik i gang med at få kontrol over oligarkerne
Som den besindige mand Putin er, indså han i første omgang, at oligarkerne var for integreret i den russiske økonomi, til at han kunne føre politisk atomkrig imod dem, men han gik i gang med langsomt og metodisk at få kontrol over dem, fratage dem mere og mere af deres politiske magt, inddæmme dem økonomisk med skatter og få udnyttelsen af Ruslands gas og olie ind under staten (Gazprom), hvor indtægterne ville komme befolkningen til gode.
Da John McCain i sin tid hånligt kaldte Rusland for intet andet end en “tankstation”, tog han meget fejl – både i forhold til, at Rusland er en stor kulturnation. Men også fordi han fuldstændigt fejlvurderede værdien af at sidde på disse enorme energiforekomster.
Det oplever vi jo i dag, hvor de render rundt som hovedløse høns nede i EU, fordi landene i Europa helt enkelt ikke ved, hvad de skal stille op, hvis de ikke kan købe gas af Rusland. For ikke at tale om alle Ruslands metaller og mineraler, som heller ikke kan undværes i Europas industrielle produktion.
Det lykkedes for Putin at konsolidere Rusland som nation
Det lykkedes for Putin at konsolidere Rusland som nation og på trods af – eller måske netop på grund af – sanktioner, at skabe selvberoenhed. I dag er Rusland f.eks. verdens største eksportør af hvede.
Dette er USA’s virkelige problem med Rusland! Dets autonomi og suverænitet og dermed “russere” er dem en torn i øjet, fordi det er et angreb på selve USAs forretningsmodel.
Når man ikke via “colour revolutions” og “regime change” kan skaffe sig adgang til at plyndre et lands ressourcer, er USA intet andet end en tom skal, der ingenting kan. Det har intet andet tilbage end sit militær og sin våbenindustri.
Den kæmpestore bekymring, Scott Ritter gav udtryk for, handlede netop om de rationaler, han så folk i den amerikanske administration tage i brug:
Hele verden ser, at vi ingenting kan – andet end at vi har vores våben og vores militær. Derfor må vi sætte alt ind på at ekspandere denne konflikt militært. Og det er, hvad vi oplever lige nu, med forsøget på at indlemme Finland [og senere Sverige] i NATO og strømmen af våben og lejesoldater til Vest-Ukraine. Dette er hegemonens dødskramper.
Vil de hellere ødelægge verden end at leve med, at USA ikke kan kontrollere den?
Og så er vi tilbage ved Michael Hudson: Vil de hellere ødelægge verden end at leve med, at USA ikke kan kontrollere den? Det afhænger af nogle individuelle menneskers psykologi i den amerikanske administration.
Men det afhænger naturligvis også af vores egen evne til at gennemskue, hvad der foregår, og forstå, at det er destruktivt og selvdestruktivt og intet andet. Det handler om, at befolkningerne evner at se igennem mediernes intense propagandisering af dem og rejse sig i protest imod deres egen undergang.
Så længe de stadig fester og synger ved tanken om at få Finland ind i NATO, samler ind til våben til Ukraine og vifter med de blå/gule flag uden at forstå, at det er nazistiske symboler, danser de i sandhed på deres egne kommende grave.