Af Lars Hedegaard.
Netop som det forlød, at udbruddet var under kontrol, meddeltes det forleden [12.02.20], at antallet af smittede var øget med 15.000 på et døgn og nu omfatter 60.000 på verdensplan. 1.300 er døde. Det var som sagt forleden.
Centralledelsen i Beijing har sendt et større tæskehold til Wuhan for at komme efter de lokale kommunister, der enten har været korrupte eller sovet i timen.
Begivenhedsforløbet er karakteristisk for totalitære regimer. Man begynder med at benægte, at der er noget galt. Flere uger senere, når sandheden ikke længere lader sig skjule, går man til bekendelse. I mellemtiden er journalister “forsvundet”, og en læge, der først gjorde opmærksom på problemet, er pludselig død.
Kinas kommunistparti bilder sig sikkert ind, at den bryske optræden vil signalere styrke, mens sandheden er, at den gør det modsatte. Et regime, der stolede på sin overlevelsesevne, ville have slået alarm med det samme og bedt om international hjælp, hvis det ikke mente selv at kunne komme uvæsenet til livs.
Men diktaturer er permanent ustabile og derfor tilbøjelige til at lave fejl, der gør dem endnu mere ustabile.
Et stort antal lande har indstillet al flytrafik til og fra Kina. Millioner af kinesere er spærret inde i deres egne hjem. En del af den vitale industriproduktion er gået i stå, hvilket kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for de lande, hvis egen produktion er afhængig af kinesisk-fremstillede komponenter.
Det er ikke længe siden, eksperter sad på dansk fjernsyn og rystede på hovedet over bondeknolden Trump, der ikke kunne forstå, at det var til alles fordel at flytte industriarbejdspladser til Kina i stedet for, at Vesten selv skulle trækkes med dem.
Ræsonnementet byggede naturligvis på den forudsætning, at Kina ville vedblive at være en pålidelig leverandør.
Hvilket man nu må så alvorlig tvivl om.