CIVILISATIONERNES SAMMENSTØD

Samuel-P-Huntington

Af Helle Andersen. 

Bogen ”Civilisationernes sammenstød” er skrevet af politolog Samuel P. Huntington, der var professor ved Harvard University.

Huntington beskriver staternes relationer i verden efter den kolde krig som ’civilisationernes sammenstød’. Han opdeler verden i 8 civilisationer:

  1. En vestlig civilisation (USA, Europa, Australien og Canada)
  2. En ortodoks civilisation omfattende Rusland og Østeuropa
  3. En kinesisk eller konfuciansk civilisation bestående af Kina, Korea og Vietnam
  4. En japansk civilisation bestående af Japan
  5. Et islamisk område med hele Mellemøsten og henover Nordafrika samt bæltet over Midt-afrika
  6. En hinduistisk civilisation bestående af Indien
  7. En latinamerikansk civilisation omfattende Mellemamerika og Sydamerika
  8. En afrikansk civilisation

Huntington oplister, at nogle politologer, journalister og politikere ser verden som ”Vesten og de andre”, mens andre beskriver verden  som ”I-landene versus U-landene” eller ”Nord mod Syd”. Professor Huntington mener, det er mest hensigtsmæssigt at se den globaliserede verden som bestående af  de oplistede civilisationer. De enkelte civilisationer definerer sig som nationalstater tilhørende deres civilisation – dog med visse undtagelser fx i Afrika, hvor grænserne er tilfældige og ikke afsat efter de enkelte klaner/befolkningsgrupper.

Efter den kolde krig måtte Vesten indse, at alle andre civilisationer ikke ønskede at adoptere den vestlige civilisation og levevis. De andre civilisationer begyndte at gøre sig gældende på verdensscenen og i verdenshandlen – uden at de derfor adopterede de vestlige demokratiske styreformer, retsstats-principper samt menneskerettighederne – eller humane styreformer.

Huntington ser selv sin model med ”civilisationer”, som en forenkling af en kompleks verden. Men alle måder at se verden på kan siges at være forenklet. Som forklaringsmodel for interesser og forklaring på ageren er det brugbart at have en forenklet model.

Hvilke opgør er særligt farlige?

Huntington nævner, at klanopgør lokalt i Afrika kan ikke ryste verdensfreden. Men militante opgør langs de tektoniske plader, der udgøres af de nævnte civilisationer, kan true verdensfreden og derfor bør FN hhv. Nato koncentrere sig om at løse konflikterne mellem civilisationerne snarere end lokale opgør.

Huntington gennemgår også, om de enkelte civilisationer kan forventes at kunne organisere sig og true de andre civilisationer. Huntington mener ikke, at de islamiske lande kan forventes at kunne blive enige om, at der er ét land, som leder deres område, og på den måde kan organisere en fælles enhed og forsøge at true andre civilisationer. Dertil er de islamiske samfund for forskellige, fx nævnes konflikten mellem sunnier og shia-muslimer.

Huntington er af den opfattelse, at der er en større fare fra Kina end fra andre civilisationer.

På trods af at Huntington på sigt ser Kina som den største fare, så gennemgår Huntington flere opgørelser, der viser, at muslimer – uanset hvor man vender sig hen i den muslimske verden – har svært ved at leve fredeligt med deres naboer (side 356, i kapitlet ”Fra overgangskrige til brudlinjekrige”). Videre skrives, at muslimerne udgør ca. 1/5 af verdens befolkning, men i 1990´erne var de langt mere indblandet i vold end folk i nogen anden civilisation og derefter oplistes konflikterne. New York Times havde fx opgjort 48 konflikter i 1993 og i 2/3 af tilfældene var der tale om kampe mellem muslimer og andre civilisationer. 10 af konflikterne var mellem stammer i Afrika og dermed stod muslimerne for stort set resten af konflikterne. Huntington skriver, at beviserne for muslimernes konflikter med ”alle” er overvældende.

En universel kultur afvises
Huntington diskuterer også, om der kan tænkes at opstå en ”universel kultur”. Han beskriver ”Davos-kulturen” og de meget indflydelsesrige erhvervsfolk og politikere, der mødes i Davos. De har alle universitetsgrader og går ind for handel og struktur, og ”ser meget ens ud”, men sådan ser resten af verden ikke ud.

Heller ikke eksporten af film og popmusik, er en sejr for Vesten. De øvrige kulturer adopterer ikke de vestlige ideer ved at lytte til musik eller se vestlige film.

Opsummering og kommentarer
Huntingtons bog, som udkom i 1. udgave i 1996, er meget læseværdig, men Huntington kommer ikke så meget ind på de globale problemer, som civilisationerne står over for i dag med befolkningseksplosioner og indsivning af andre civilisationers befolkningsgrupper i demokratiske stater. Denne tilvandring er sket uden demokratisk beslutning herom, uagtet en viden om at en indsivende anden stor befolkningsgruppe historisk ALTID betyder borgerkrig og udslettelse. 

De sidste 2000 år har vist, at civilisationer nok er den stærkeste form for definering af tilhørsforhold, som mennesker over hele verden fastholder – uanset hvor de måtte komme hen. Assimilering er ikke hovedreglen – det er undtagelsen*.

Der sker dog en interaktion mellem civilisationerne fx giftermål mellem civilisationerne, og om fx 50 generationer er mennesket måske én race, men hvilken civilisation vil så være fremherskende?

Vil verden ”plunge into darkness and chaos” med Leonard Cohoens ord? Eller vil vi ”plunge into darkness and not chaos” under et konfuciansk regime? Eller vil retsstatsprincippet og demokrati og mindretalsrettigheder vinde?

Med den nuværende befolkningseksplosion i fejlslagne stater og deraf  følgende indsivning i de få lande, der opretholder demokrati og retsstaten, ser det meget kedeligt ud. Se Economics demokrati indeks her .

Der er meget få demokratier i verden.

Men man kan håbe, at Afrika og Mellemøsten /Nordafrika får styr på deres befolkningseksplosion, og at EU finder ud af en effektiv grænsebevogtning for at beskytte den vestlige civilisation. Man kan som vestlig civilisation også håbe, at olien slipper op i Mellemøsten og de olieafhængige stater finder alternative energikilder, så man ikke er nødsaget at intervenere i regimerne i Mellemøsten.

Det haster mere og mere.

Bogen ”Civilisationernes sammenstød” udkom i 1. udgave 1996 og 3. udgave 2006, People’s Press. Trods 1. udgaven udkom i 1996,  er den stadig meget aktuel og anbefalelsesværdig.

____________

*Note vedr. assimilering:

77 procent i dag mener, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Læs her og 

her og her.