Af journalist Peter Qvistgaard.
En bombesprængt skolebus midt i København. Mens skrigene endnu lyder fra de få overlevende børn, har danskerne fået nok. 40 års dominans, ydmygelser, kriminalitet, voldtægter, drab og særkrav fra en gruppe fremmede, der støttes af naive, danske politikere samt milliarder og atter milliarder af danske skattekroner, bliver nu afløst af den længe ventede konsekvens.
For denne grusomme aktion skaber den naturlige reaktion.
Og reaktionen udebliver ikke. Tusindvis af danskerne over hele landet går amok, og smadrer muslimske butikker og moskeer. Tilhyllede kvinder får revet deres tøj af, mænd med fuldskæg iført ”hvide kjoler” bliver tæsket, og virksomheder, der producerer halal-certificerede fødevarer bliver raseret.
Som modsvar mobiliserer muslimerne støttet af store dele af den danske venstrefløj øjeblikkeligt hundredevis af våbenføre grupper, der drager hærgende gennem danske byer, mens andre mobile enheder kører rundt i gaderne og skyder tilfældige folk – også de politifolk, der modigt tør gå op mod dem.
Den ventede, men frygtede borgerkrig er i gang.
Politiet, og ikke mindst politikerne er handlingslammede. Først efter flere dage erklæres landet i undtagelsestilstand. Men de få militære styrker er kun i stand til at forsvare landets vigtigste instanser, såsom fx regeringsbygninger, Amalienborg, lufthavne, broer, færgeforbindelser, energiselskaber, vandforsyninger og telekommunikation. Og naturligvis politikerne, der med deres familier har forskanset sig på Christiansborg, mens de fortvivlet forsøger at finde forklaringen på det anarki og kaos, de selv har skabt.
Luftbilleder af Danmark viser overalt et brændende land. I gaderne ligger udbrændte biler og forkullede lig, og på landevejene ses horder af flygtninge, der forsøger at nå en af de få byer, der endnu er sikre.
Efter flere ugers guerillakrig trækker muslimerne sig tilbage for at befæste deres traditionelle levesteder, nemlig ghettoerne. Et træk, der giver håb for danskerne, der nu kan begynde at genopbygge deres egne, geografiske områder.
USA går ind
Den danske hær støttet af enheder fra naturligvis det aldrig svigtende USA omringer nu de muslimske ghettoer. Men statsministeren forbyder soldaterne at gå ind i disse områder eller sønderbombe dem – af hensyn til den verdensomspændende opinion. Regeringen satser på, at den muslimernes vil overgive sig, når deres forsyninger slipper op. En naiv strategi. For venstreorienterede humanister fra hele verden støtter moralsk det islamiske. Så resultatet bliver, at der dagligt leveres fødevarer og andre fornødenheder til de fremmedes befæstningsbyer.
De mange ”antifascister”, der er i ledtog med muslimerne, har splittet sig op. Nogle grupper befinder sig i ghettoerne, mens andre er gået under jorden, hvorfra de konstant foretager overraskelsesangreb mod hæren, civilbefolkningen og infrastrukturen. En effektiv udryddelsesmaskine, for ingen kan længere genkende ven fra fjende.
Tre år senere bliver en våbenhvile officielt indgået.
Nu, 30 år efter krigens opståen, fortsætter våbenhvilen. For konflikten er endnu ikke løst. For den kan ikke løses. Danskerne ønsker af frygt ikke muslimerne ud af deres ghettoer. Og muslimerne vil heller ikke forlade dem, da de her uden indblanding fra den danske stat nu lever efter religiøse, islamiske love.
– Danske politikere har jo givet os et dansk statsborgerskab, så vi forsvinder aldrig, fortæller de til verdenspressen.
Tilbage står et nedslidt og ødelagt land, der trods genopbygningen af de danske territorier ikke har været i stand til at genopbygge den samhørighed og tillid, der tidligere kendetegnede det danske folk. En ufattelig nedbrydelse af én af verdens fineste kulturer, der nu er afløst af had, mistænksomhed, foragt og splittelse. Så meget, at også de etniske danske borgere nu kun bosætter sig i byer og områder, der politisk har den samme holdning som dem.
Med andre ord: ét Danmark bestående af tre befolkningsgrupper, der for evigt vil strides om det samme lille, stykke land.
Et måske realistisk billede af fremtidens Danmark, hvis tidligere politikere naivt troede, at islam og demokrati kunne forenes?