Lars Hedegaard tegner et skræmmebillede af et islamisk Danmark – og han gør det godt.
Kommentar af Jeffrey Luz Ishøy
Har man læst Houllebecqs underkastelse, vil man være godt forberedt på Lars Hedegaards Fragmenter af Danmarks historie, der omhandler Danmarks undergang i årene 2020 – 2031. I modsætning til Houllebecqs værk, findes her dog håb at hente. Historien får nemlig en utopisk drejning, idet Danmark genvindes efter at være gået under. Men lad os se på det egentlige interessante i bogen, nemlig Danmarks islamistiske undergang.
Danmark er i borgerkrig og befinder sig i en glidende overgang til at blive islamisk-teokratisk. De, som ikke vil underkaste sig islamiseringen, beskyldes systematisk for ”racisme”, ”fascisme” og ”islamofobi”. I stil med George Orwells, 1984, censureres alt som måtte være islamkritisk, herunder fagene, historie og religion, i skolen. “Tre år senere – i 2021 – havde Bæk Simonsen-gruppen udarbejdet nye retningslinjer for folkeskolens og gymnasiets undervisning i historie og religion. Heri fremgik, at islam er en fredelig religion, der har bragt meget godt ind i verden.”
På lignende vis, tilskrives den død og ødelæggelse, som følger med islamismen, ”højre ekstremisterne” og ikke islamisterne selv. Bomben som sprænger på Merkels Torv, som før hed Kongens Nytorv, må følgelig skyldes de fascister ”der havde drevet svage og forfulgte svage sjæle ud i ‘uhensigtsmæssig’ adfærd.” Masochismen er ikke til at tage fejl af. Danmark er skyld i sin egen undergang – den ligefrem ønsker den.
Men selvom islamismen er knudepunktet i bogen, er den egentlige kritik rettet mod den danske, vattede regering, som på alle tænkelige måder svigter sit folk. Dette ser vi i slutningen af bogen, hvor den ældre højremand og teolog, Anders Rasmussen, med svækket stemme kommenterer på ”Danmarks undergang”.
”Men jeg anklager de skiftende danske regeringer, der gennem årtier har holdt porten åben for denne indvandring af fremmede, der savner sidestykke i Danmarks historie. Jeg anklager den presse og kulturelite, der har vidst bedre – må have vidst bedre – men kynisk har udleveret deres landmænd til trællekår.”
Lars Hedegaard formår at portrættere et dystopisk, islamistisk Danmark, der hader sig selv og sine værdier – og hellere end gerne vil bytte dem væk for noget andet. Et emne som lægger sig lineært ad den politiske debat, som føres i dag, hvor spørgsmål om identitet og værdi, er større end nogensinde før. Dermed knytter han en til virkeligheden på en måde, som er let genkendelig og endnu ligger dugfrisk i hukommelsen. Det er interessant at se, hvorledes censuren i hans dystopi, får en afgørende rolle for Danmarks undergang. Når man ikke kan have en ærlig samtale om tingene, (uden at man risikerer at blive forfulgt), må det unægteligt gå galt. Således må der også først gøres op med begrebet ”racisme” (som et skældsord, der er blevet (mis)brugt af magthaverne), førend Danmark kan genvindes.
Afstanden til romanens karakterer kan imidlertid gøre det svært for læseren at identificere sig med dem. Man får således en fragmentarisk forståelse af historien (hvilket jo egentlig passer meget godt til titlen ”Fragmenter af Danmarks historie”). Der mangler et perspektiv, som er mere centralt.