Af Jens Ellekær.
Med beslutningen om, at Socialdemokratiet går imod et forbud mod omskæring af drengespædbørn, har Mette Frederiksen i realiteten bragt den hidsige debat om omskæring til en afslutning – i denne omgang.
Når jeg hævder, at debatten har været hidsig, beror det på, at nok er argumenterne mod omskæring blevet fremført af medicinsk sagkundskab eller med henvisning til denne, men at den næppe har været fri for religionsfjendskab og antisemitisme.
Modstanderne af et forbud
Hos modstanderne af et forbud har argumentationen – måske som følge af sagens natur – ikke været speciel rationel. Statsminister Frederiksens argument for at afvise et forbud synes ikke særlig holdbart. Vi skal beskytte de jødiske ofre efter især holocaust. Men hvis nu det nazistiske Tyskland ikke havde myrdet to tredjedele af Europas jøder, ville det så være korrekt at forbyde omskæring? Hvis der fortsat havde været flere millioner jøder i Europa, ville det så have været i orden at sige: Der vil rejse en hel del jøder, hvis vi forbyder omskæring, men vi har jo nok af dem?
Blandt debattørerne for omskæring er argumenterne baseret på teologi, eller de er følelsesladede. I en samtale med Berlingskes Jens Rebensdorff 4. september argumenterer Jonatan Møller Sousa eksempelvis således: ”Der er meget få jøder, der er imod omskæring. Vi reflekterer meget over det og mærker, hvor vigtigt det er at deltage i den pagt, som Abraham lavede med Gud. Min tissemand ligner kong Davids og kong Salomons, den ligner Abrahams og Isaks og Jakobs.”
Såvel patriarkerne som de to navnkundige konger hører imidlertid mytologien til; der er intet historisk belæg for deres eksistens. Jonatan Møller Sousa kan altså tro på, at hans tissemand – for nu at fastholde hans sprogbrug – ligner deres, men han kan ikke vide det. Også begrundelsen for omskæring fortaber sig i mytologien.
Teologisk forekommer omskæring en gåde
Teologisk forekommer omskæring en gåde. Gud skabte vel Adam – med intakt forhud – som det perfekte menneske. Hvorfor skulle Jahve så som tegnet på pagten mellem Ham og Israel kræve en omdannelse af sin perfekte skabning? Og hvorfor netop en fjernelse af det, der beskytter den følsomste del af den mandlige krop? Er det smerten og ubehaget, der udgør en central del af pagten? Den smerte der påføres spædbarnet, og det ubehag, der hele livet vil følge den omskårne mand, og som vil minde ham om pagten mellem Jahve og Israel? Hvis ikke det vedvarende ubehag skulle være en begrundelse, kunne man jo fjerne en mindre betydningsfuld del af legemet – det yderste led af en lillefinger?
For Jahve er jo en streng gud. Tænk blot på de utallige dyreofringer, der er forordnet i Toraen. Det er aldrig blevet klart for mig, hvorfor jøder ikke ofrer dyr ved de påbudte anledninger, men jeg formoder, at det skyldes, at der intet Tempel er af ofre i. Men hvis romerne ikke havde ødelagt Templet i 70, så ville det jo have været de rettroende jøder pålagt at ofre dyr i et omfang, som ville ruinere de fleste jødiske familier. Toraens dyreofringer knytter sig således til et hyrdefolk i forhistorisk tid – ligesom omskæringen.
Påfaldende at pagten kun omfatter mandlige jøder
Set fra et moderne synspunkt er det påfaldende, at pagten – eller i hvert fald tegnet på pagten – kun omfatter mandlige jøder. Omskæringen bidrager således i høj grad til at manifestere den mosaiske tro som en mandscentreret religion.
Når omskæring kun lejlighedsvis dukker op i den danske debat, skyldes det, at det i grunden kan være den danske majoritetsbefolkning uvedkommende, at det er noget meget privat – og at det i sidste ende er et fænomen, der holdes skjult i underbukserne.
Pagten fremstår ikke som et synligt stigma
I dele af Afrika har det tidligere været meget almindeligt, at markere stammetilhørsforhold i fremkaldelse af ardannelse i ansigtet (se foto). Havde pagten mellem Jahve og Israel fremstået som et synligt stigma, er jeg ikke i tvivl om, at et forbud for længst ville være blevet vedtaget. Som det er nu, er fænomenet gemt bort for majoritetsbefolkningen, og kun vi uomskårne mænd kan lejlighedsvis fundere over ubehaget ved konstant at have en ubeskyttet glans.
Flere fortalere for omskæring har sammenlignet ritualet med den kristne dåb. Og det er rigtigt, at der indholdsmæssigt er væsentlige paralleller. Men i formen er der store forskelle. Den kristne dåb foregår i et åbent forum; barnet fremstilles for menigheden. Det er ikke kun Gud, men også menighedsfællesskabet, som tager mod dåbsbarnet.
Den kristne dåb i dag versus et oldgammelt, halvbarbarisk ritual
Den kristne dåb er i sit udgangspunkt et renselsesritual. Den dåbssøgende neddykkes helt i vand og rejser sig renset. Da dåb af børn blev almindelig, blev også spædbørn neddykket i granitdøbefonde, hvilket formentlig bidrog til tidligere tiders høje spædbørnsdødelighed.
I dag hældes der symbolsk lidt lunket vand over barnets hoved, og kernen i ritualet er tilspørgelsen af fadderne, som på barnets vegne bekræfter trosbekendelsen. Dåben er det vigtigste sakramente i såvel de protestantiske som den katolske kirke, men det har ikke betydet, at ritualet ikke har undergået ændringer
Jeg har meget stor respekt for den lange række af jødiske videnskabsmænd og jødiske kulturpersonligheder, der har sat deres klare aftryk i den vestlige civilisations udvikling. Og jeg har meget stor respekt for den zionistiske bevægelse, som omkring forrige århundredeskifte indså, at Europas jøder ikke ville blive integreret i det daværende Europa, og derpå med en utrolig vilje realiserede deres vision om et jødisk hjemland og skabte det moderne Staten Israel.
Men jeg har svært ved at forstå, at jødiske teologer ikke har viljen til at udvikle et oldgammelt – og i mine øjne halvbarbarisk ritual – således, at det vil være i overensstemmelse med grundlæggende opfattelser i de omkringværende samfund. Helt parallelt med udviklingen af det kristne dåbsritual.