Af Lone Nørgaard.
D. 29. november er FNs internationale solidaritetsdag for det palæstinensiske folk (sic!). Det valgte DR-P1morgen at fejre med et mikrofonholderinterview med Margrethe Auken, der i en fremstilling af Palæstina-konflikten leverede en fremstilling placeret i trekanten manipulation-fortielser-vildledning. Intet nyt under solen.
Men slagsiden skal have modspil, og det kommer her i form af følgende artikel, der er en ultrakort indføring i Israel-Palæstina-konflikten, som lider under en stærk mytedannelse. Bag papiret står Geoffrey Cain, cand.mag. et art., Ole Groth-Andersen, direktør & selvstændig konsulent med speciale i sydøstasiatisk handel, Bernard Gilland, B.Sc. in civil engineering from University College London, Torben Hansen, historiker & Lone Nørgaard.
Artiklen har i forskellige (kortere) versioner været trykt i bl.a. Den Korte Avis og Altinget, men da gentagelse fremmer forståelsen, vælger NewSpeek at bringe den længere udgave i dag, d. 29. november 2019.
Efter Første Verdenskrig
Da det osmanniske rige (forgænger til vore dages Tyrkiet) gik i opløsning efter Første Verdenskrig blev dets besiddelser i det nordlige Mellemøsten delt mellem sejrsmagterne Storbritannien og Frankrig. Det skete ved San Remo Konferencen i 1920. Her fik Storbritannien og Frankrig tilkendt hver deres områder (kaldet mandatområder), som de skulle administrere, indtil den indfødte befolkning var i stand til at styre sig selv (hvad der ingen selvfølge var, hvis man ser på Irak efter Saddam Husseins afgang).
Frankrig fik Syrien plus Libanon, og Storbritannien fik Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil Storbritannien føjede Østjordanland året efter. Sammen udgjorde de ’det britiske mandatområde Palæstina’, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt I 1946. I håbet om at standse arabisk kritik – og arabisk vold – lukkede Storbritannien for jødisk indvandring øst for Jordanfloden allerede i 1922.
Det hjalp ikke, og Storbritannien overdrog resten af Palæstina-mandatet (dvs. Vestjordanland) til FN i 1947. I november 1947 vedtog FN en deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne accepterede, men araberne nægtede at acceptere resolutionen og angreb med våbenmagt.
En befolkningsudveksling
Araberne tabte, og mange af dem flygtede. Tallene er usikre. Ifølge FN-kommissær Folke Bernadotte var tallet 330.000 tusind, men der har også været langt højre tal på bordet – mellem en halv og en hel million – idet arabere fra nabolandene også meldte sig som flygtninge for at få del i hjælpeorganisationernes ydelser. Flugten begyndte allerede i december 1947 og et ofte nævnt og formodentlig troværdigt tal for årene 1947-48 er 538.000 arabiske flygtede. Resten af araberne i det område, der tilfaldt Israel – 160.000 – forblev, hvor de var. Efter seksdagskrigen i 1967 flygtede yderligere nogle arabere fra Vestbredden. Det var hovedsagelig jordanske tilflyttere, eller folk som allerede var noteret som flygtninge i Jordan.
I perioden 1948–57 flygtede der til sammenligning 567.000 jøder til Israel fra de arabiske lande, og yderligere 250.000 jøder flygtede til Israel i årene 1958-72. Hvilket giver 817.000 i alt. Myrderier i Irak under Anden Verdenskrig plus et antal fredelige emigrationer fra hovedsalig Marokko og Libanon bringer tallet op på 873.000. Af de oprindelige 880.000 jøder i de arabiske lande og Iran i 1945 er cirka 7.000 tilbage i dag.
Altså langt flere jødiske flygtninge fra arabiske lande end omvendt. Selvom tallene ikke helt går op, har der med andre ord været tale om en befolkningsudveksling a la den mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 og den mellem Indien og Pakistan i 1947, der begge skete som følge af krigshandlinger
Denne befolkningsudveksling (der sjældent eller aldrig nævnes i pressen) har imidlertid ikke bragt fred. En af hovedgrundene er FN, hvis Generalforsamling er styret af 48 muslimske lande plus deres olieafhængige klienter.
Flygtninge og fordrivelse
FN har vedtaget, at Gaza og Vestbredden er “besatte områder”. Men nøgternt set er Gaza og Vestbredden ikke mere besatte end de 210.000 kvadratkilometer, som Sovjetunionen erobrede under Anden Verdenskrig, hvoraf Rusland nu har arvet 108.000. Uden at blinke har FN besluttet, at disse områder er en del af Rusland, så de er ikke besat. Men hvorfor er de ikke det, når Vestbredden og Gaza er?
Der er tale om en himmelråbende forskelsbehandling, når man sammenligner Sovjetunionens fremfærd i 1945 med Israels i 1948. I begge tilfælde var der krig med en efterfølgende flygtningestrøm, som for arabernes vedkommende officielt nu tæller hele fire millioner. Dette skal ses på baggrund af, at Sovjetunionen i 1944-45 fordrev cirka 15 millioner tyskere, polakker og finner. Og det er blevet til… ja netop: Nul flygtninge, fordi alle er blevet optaget og integreret i de lande, som de flygtede til. Men det er ikke sket med araberne.
Hvorfor?
Svaret finder man hos FN-organisationen UNRWA – The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Selvom organisationen spiller en nøglerolle i konflikten, er den næsten ukendt for de fleste. Hvilket er ikke så lidt ironisk, fordi det er netop denne organisation, der har store aktier i at holde heksekedlen i Mellemøsten i kog.
Flygtninge og UNRWA
UNRWA blev oprettet i 1949 og var tænkt som en midlertidig foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge. Men organisationen består endnu, og i stedet for at få de flygtede arabere integrerede i andre arabiske lande dyrker UNRWA dem som martyrer med ganske særlig status – som oftest i tæt parløb med de arabiske lande.
Palæstinenserne har nemlig fået rettigheder, som ingen anden flygtningegruppe har, og derfor vokser deres antal, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre pga. naturlig afgang og assimilation.
Ingen anden flygtningegruppe udover palæstinenserne har fået en “right of return” (hjemvendelsesret), som ifølge araberne selv inkluderer tilgiftede og ikke kun flygtninge og deres fælles efterkommere. Der er absolut ingen “right of return” for de ovennævnte tyskere, finner og polakker, og heller ingen for de millioner af hinduer, der måtte flygte til Indien, da Pakistan blev til i 1947 et halvt år før Israels oprettelse.
Kun én gruppe flygtninge i verden har af medierne og politikerne fået blåstemplet deres ret til tilbagevenden, og det er palæstinenserne. “Hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-48 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv?” spurgte professor Bent Jensen engang, og her er han inde på noget, som medier af uransagelige grunde altid undlader at fortælle os. Hvorfor? Er de lige så interesseret i at forlænge krisen som UNRWA tydeligvis er det?
Hundredetusinder af palæstinensere og deres efterkommere har nu jordansk statsborgerskab, men UNRWA betragter dem stadig som flygtninge. Børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn af palæstinensiske flygtninge i Libanon kan ikke – selv efter næsten 60 års ophold – få libanesisk statsborgerskab, må ikke eje eller erhverve fast ejendom og må ikke arbejde i en række professioner. Alt sammen stik imod de konventioner, som bl.a. Danmark følger. Men i stedet for at arbejde for deres optagelse, tilpasning og integration i de nye værtslande dyrker UNRWA de palæstinensiske flygtninges forurettethed, så det nedarvede had kan holdes i kog.
Arabere fordriver palæstinensere
At palæstinensere løbende er blevet fordrevet fra de arabiske lande og endda i store antal, synes ingen at hæfte sig ved. I artiklen Kuwait Expels Thousands of Palestinians i Middle East Quarterly Fall 2012 (http://www.meforum.org/3391/kuwait-expels-palestinians) sætter Steven J. Rosen tal på. Det er tæt på antallet af arabere, der flygtede fra Israel.
”As early as the mid-1950s, Iraq, Saudi Arabia, and Libya expelled striking Palestinian workers. In 1970, Jordan expelled some 20,000 Palestinians and demolished their camps; in 1994-95, Libya expelled tens of thousands of long-term Palestinian residents in response to the Oslo process; and after the 2003 Iraq war, some 21,000 Palestinians fled the country in response to a systematic terror and persecution campaign.
As recently as 2007, Beirut effectively displaced 31,400 Palestinian refugees when the Lebanese army destroyed the Nahr el Bared refugee camp during fighting between the militant Fatal al-Islam group and the Lebanese army. But the largest forced displacement of Palestinians from an Arab state took place in 1991 when Kuwait expelled most of its Palestinian residents (…) From March to September 1991, about 200,000 Palestinians were expelled from the emirate in a systematic campaign of terror, violence, and economic pressure while another 200,000 who fled during the Iraqi occupation were denied return. By September 1991, Kuwait’s Palestinian community had dwindled to some 20,000.
(…) driving PLO chairman Yasser Arafat to declare that “what Kuwait did to the Palestinian people is worse than what has been done by Israel to Palestinians in the occupied territories (…)”. [This statement] was largely ignored by the international community with neither the U.N. Security Council nor the General Assembly doing anything to assist the newly displaced refugees and punish their ethnic cleanser.”
Situationen er blevet til en labyrint uden udgang og forværres konstant af FN via dens underorganisationer, først og fremmest UNWRA.
Organisation har mere end 30.000 ansatte (flere end nogen anden FN-organisation) og vokser stadig. “De fleste UNRWA-ansatte er selv flygtninge” har organisationen stolt forkyndt på sin hjemmeside, og det billede lader vi stå et øjeblik.
De fleste UNRWA-ansatte er altså selv palæstinensere, og i oktober 2004 indrømmede UNRWA- kommissær, den danske cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste – og ildevarslende nok især i undervisningssektoren. Men det mente han ikke var noget problem, fordi “ikke alle Hamas’ folk er militante”. Så samarbejdet fortsætter, og det er bestemt ikke uskyldigt.
UNWRA har ansat terrorister
Et godt eksempel på et ikke-uskyldigt samarbejde er en vis Awad al-Qiq, der var ansat som kemi- og fysiklærer på en UNRWA-skole. Efter mange års ansættelse blev han forfremmet til leder af Rafah-drengeskolen, altså en ikke uvigtig stilling. Ved siden af sin lærergerning var al-Qiq en førende bombemager for Islamisk Jihad, og han blev dræbt under en inspektionsrunde på en bombefabrik ikke langt fra skolen. Dvs. han byggede bomber tæt på en skole til anvendelse mod Israels civile befolkning, samtidig med at han indoktrinerede sine elever til at gøre det samme. Islamisk Jihad behøvede ikke at betale ham, for det gjorde FN via UNRWA.
Israel har således ikke blot Hamas og det meste af den muslimske verden imod sig. Landet har også en skjult og mægtig fjende i FN, der enten i Generalforsamlingen eller via underorganisationer jævnligt slår på Israels påståede brud på alle konventioner med anklager, der har meget lidt med virkeligheden at gøre.
NGO’erne og medierne
Men Israel har også andre fjender. Så godt som alle Non-Governmental Organisations (NGO’erne) i Mellemøsten er på konstant udkig efter overgreb begået af Israel, mens tilsvarende eller værre overgreb i den arabiske lejr ikke har deres opmærksomhed.
Medierne har som regel samme tilgang. De omformer virkelighed til en slags teatervirkelighed, den såkaldte “Pallywood”, hvor i de groveste tilfælde arabiske forbrydelser omskrives bevidst og gøres til israelske. Mange vil nok huske historien om faderen godt beskyttet af en mur og med sin dreng bag ryggen, som øjensynlig blev ramt af skud og dræbt. Historien om israelernes drab på Muhammad al-Durrah blev først serveret af France 2 journalisten Charles Enderlin, og gik verden over som et eksempel på israelsk brutalitet. Det blev dog senere afsløret, at hvis drengen i det hele taget blev dræbt, var det palæstinenserne selv, der dræbte ham.
I 8 år kæmpede to israelske organisationer for sandheden og fik i 2008 ret. Journalisten var slet ikke til stede, og kameramanden ville ikke mere udtale sig. Retten kendte France 2 og journalisten skyldige i grov manipulation med egne film- og lydoptagelser.
Men da havde historien allerede været ude i 8 år og var ligesom den påståede israelske massakre i Jenin gjort til eksempler på israelske forbrydelser. Under den sidste Gaza-aktion lykkedes det også Hamas igen at forfalske flere historier. Blandt andet det dræbte barn som den ægyptiske præsident Morsi kyssede under sit besøg i Gaza, og som alle lovede hævn for. Barnet var imidlertid dræbt af Hamas’ egne missiler og ikke af israelske.
Fremmest blandt disse Israel-kritiske – eller snarere anti-israelske – organisationer har man det israelske B’tselem, der forsyner sine medlemmer og sympatisører med digitalkameraer, der kan finde – undertiden også opfinde – israelske menneskerettighedsovertrædelser. En lignende NGO, The New Israel Fund, kolporterer disse anklager på nettet.
Human Rights Watch bruger tre gange flere ressourcer på Israel end på Iran, Saudiarabien og det palæstinensiske selvstyre, og seks gange mere end på Syrien og Libyen. Amnesty International har fremsat 255 anklager per million Israelere sammenlignet med 60 anklager mod Syrien, 23 mod Irak og Iran tilsammen og 9 mod Saudiarabien. Oxfam, Christian Aid og Save the Children Fund forfølger samme ensidige politik. Der er rigeligt med penge for NGO’er med den dagsorden og The New Israel Fund har givet $200 millioner til 800 NGO’ere i det lille Israel og Vestbredden. Villige bidragydere til denne ensidige kritik omfatter milliardæren George Soros, euro-landene, økonomiske pengetanke og rige arabiske lande.
(Kilde: http://www.israelnationalnews.com/Articles/Article.aspx/12334)
I Danmark er de fleste hjælpeorganisationer israelkritiske med Folkekirkens Nødhjælp som den allermest negative. Organisationen har ofte fremført utvetydige politiske meldinger, der ikke blot betvivler Israels ret til at eksistere, men også betvivler jødernes rolle i områdets historie med udtalelser som ”de første kristne var palæstinensere” og ”Jesus var en fattig araberdreng”.
Kritikken er altid skæv. Når Hamas bevidst affyrer skud fra skoler, hospitaler og moskéer, i håb om at Israels svar vil ramme civile, har NGO’erne en vane med at vende det blinde øje til, så disse menneskerettighedsovertrædelser sjældent bliver nævnt. Det samme gælder konfliktens egentlig årsag: Arabernes ønske om hævn på et folk, de gennem mere end 1000 år har betragtet:
1. som guds fjender (den religiøse grund)
2. som foragtelige undermennesker (den etniske grund)
“Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego.”
(Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh til Die Weltwoche, cit. af Thomas Friedman i NY Times)
Det er mao. ønsket om hævn, der er konfliktens egentlige drivkraft, og derfor kan den kun løses ved, at Israel besejres og opløses, og denne holdning deles ifølge meningsmålinger af hovedparten af arabere. Uanset hvor de kommer fra.