Af Lone Nørgaard.
I sommer hørte jeg Gavin Boby tale på Mosbjerg Folkefest – den engelske jurist, der går under kælenavnet the “Mosque Buster”, fordi han har forhindret opførelsen af en lang række moskeer i sit hjemland. Han er – som så mange andre – dybt bekymret over massetilvandringen fra fejlslagne muslimske lande og den islamisering, der så sikkert som amen i kirken følger med.
Boby gav udtryk for, at han er fuldstændigt desillusioneret i forhold til politikerne, som han opfatter som folkets fjender. Jeg kom til at tænke på ham her til morgen, da Jarl Cordua på P1 kommenterede på Marcus Knuths partiskifte fra Venstre til Det Konservative Folkeparti, og Erik Holstein var ude i samme ærinde i en kommentar på Altinget.
Begge er enige om, at det for Knuths vedkommende ikke mindst handler om personlige ambitioner efter Knuths degradering fra udlændingeordfører til – efter valget – Grønlandsordfører.
Nu har jeg støt og sikkert oparbejdet en sund skepsis mod besserwissere som Holstein, Cordua m.fl., der lever og agerer i politiske osteklokker med blikket stift rettet mod Christiansborg og tsunamien af politiske rænkespil, men hvad angår deres påpegning af personlige ambitioner som Knuths primære drivkraft har de fat i en lang ende. Desværre.
Der sker noget med folk, når de kommer i Folketinget
Jeg kan rigtigt godt lide Marcus Knuth, men der sker tilsyneladende noget med folk, når de kommer i Folketinget. Det lader til at være en naturlov, at de folkevalgte bliver så glade for al opmærksomheden (in-medias-res), virakken, invitationerne, rejserne, konferencerne, frynsegoderne, den gode løn, pensionerne, Snapstinget osv. osv., at det bliver svært at stå fast på principperne.
For man skal jo kunne tælle til 90, ik’? Som er yndlings’argumentet’, hver gang der bliver solgt ud.
Hvis Marcus Knuth virkeligt havde sat SAG FØR SIG (hvad skal Danmark gøre for ikke at ende som Sverige, hvor nedsmeltningen er i fuld gang?), havde han forladt Venstre med følgende forklaring: Jeg kan ikke være i et parti, som ikke vil gøre op med konventionerne, for gør vi ikke op med konventionerne – skabt i og til en hel anden epoke – går de (vest)europæiske stater til grunde, og dermed Danmark.
Se det ville have battet noget, fremfor at kaste slæverne ind i Det Konservative Folkeparti, som bare er mere af det samme.
Efter DF er faldet til patten mht klima-alarmismen, er det åbenbart kun Nye Borgerlige på tinge, der kan fæstes lidt lid til. Hvor man dog fortsat savner nogle klarere udmeldinger i forhold til EU alias Europas Undergang – hvis man altså ved Europa forstår et kludetæppe af suveræne nationalstater og for Danmarks vedkommende ’det danske folk’.
Så spørgsmålet er: ER det overhovedet muligt at bevare sin integritet som folketingsmedlem, eller bliver alle, ALLE, ofre for magtens korrumperende indflydelse? Og bliver politikerne dermed reelt vores fjender?
Spørgsmålet er ikke retorisk – jeg er ganske enkelt i tvivl!