Af Lone Nørgaard.
Mikael Busch er gymnasielærer og har begået en bog med titlen ”Bjarne Corydon og nødvendighedens politik”. Værket er blevet sablet ned af diverse anmeldere i de etablerede medier, herunder Jyllands-Posten, hvor Jette Elbæk Maressa gav bogen én stjerne ud af seks.
I Information skrev Gry Inger Reiter en anmeldelse i Jyllands-Postens ånd under følgende rubrik og manchet: ”Hvis man skal skrive en kritisk bog om Bjarne Corydon, skal man gøre det ordentligt” – ”Den nye Corydon-bog er guf for lærere, der er bitre over at være blevet kørt over i OK13. Men forfatterens antipati mod den tidligere finansminister og nonchalante tilgang til fakta og kilder forhindrer en i at blive klogere af at læse bogen”.
I første omgang sad jeg de to negative anmeldelser overhørig, men da så den politiske kommentator Kristian Madsen OGSÅ gav bogen et hjerte ud af seks i Politiken, og Lisbeth Knudsen på Altinget stak kniven i bogen under rubrikken ”Ny Corydon-bog er et karaktermord fyldt med konspirationsteorier”, så begyndte jeg at lugte en rotte.
En rotte, jeg gerne vil dele med Jyllands-Postens læsere, efter jeg selv har læst teksten grundigt: Min tese er, at Mikael Busch, der har et anerkendt forfatterskab bag sig, har ramt næsten plet med sin bog, og derfor skal den slagtes. Værket er simpelthen alt for farligt for Corydon, fordi det klæder ham af til skindet og viser ham som et enestående kynisk magtmenneske. Machiavelli har fået sig en værdig konkurrent.
Det afslørende debatskrift kan indimellem minde om en kriminalroman, når de mange sindrige tråde og aktører vikles ud af garnnøglet. Det er fuldt forståeligt, at Bjarne Corydon ikke selv har villet medvirke, for han har sikkert haft på fornemmelsen, at gymnasielæreren med speciale i Stasi-agenter, kunne vise sig at være en dygtig graverjournalist.
Vel er historien om Corydon og den såkaldt nødvendige politik (læs: alt er styret af økonomi og regnestokke) vinklet, men afsenderens varedeklarering bliver lagt åbent frem, og læseren overdænges i kapitlet ”Noter og kilder” med dokumentation og faktuelle oplysninger. Så nej, der er tale om en alt andet end en nonchalant tilgang til fakta og kilder. Hvilket da også bekræftes af lektørudtalelsen:
”MB [Mikael Busch] har skrevet en ganske medrivende og detaljeret bog, selv om de mest væsentlige personer, herunder BC [Bjarne Corydon] selv, ikke har bidraget med oplysninger. De kommer fra andre kilder og MB’s betragtninger er præget af en kritisk, men også informativ tilgang. Solid kilde- og noteoversigt bagest i bogen.”
Så hermed en opfordring til Jyllands-Postens læsere til at anskaffe sig bogen, så de kan dømme selv. Hvem har fat i en lang ende? Gravhunden Mikael Busch eller lidt for mange skøjtende anmeldere?
(Indlægget er i lidt forskellige versioner blevet afvist af først Information, siden Berlingske og til sidst Jyllands-Posten)