Af Sognepræst Lars Brinth, Bjergby-Mygdal.
En schweizisk afstemning vedtog tilbage i 2009 et byggeforbud for minareter – altså de tårne, hvorfra den muslimske leder af bønnen bekender Allahs storhed og eneherredømme og kalder til bøn for samme gud.
Tariq Ramadan, barnebarn til det muslimske broderskabs grundlægger, fortolker det som endnu et tegn på europæisk tvivl og usikkerhed på det fremmede, det ukendte, de ’nye hudfarver og nye symboler’, som europæere, efter hans mening, er uvante med.
Ramadan siger, at ’Ethvert europæisk land har sine særlige symboler eller emner, som bruges til at ramme de europæiske muslimer med: hovedtørklædet og burkaen i Frankrig, moskéerne i Tyskland, volden (!) i Storbritannien, nogle tegninger i Danmark, homoseksualitet i Holland.
Og han modstiller et Europa, som efter hans mening gennemgår en ’reel og dyb identitetskrise’, medens muslimernes nye synlighed er dem ’problematisk – og skræmmende’.
Danskernes falden på halen for alt hvad der ikke er dansk
Siden min studietid i København i 1970’erne, har jeg undret mig over danskernes, også min egen, både mod på, men også ofte falden på næsen for alt hvad der ikke var dansk. Tørsten efter det fremmede, det uvante, de nye hudfarver.
De mange piger, som fik børn med hele verden, mænd i sandaler og hennafarvede kjortler som ville være indere. Den inderligt globale ’Fjällräven’, som på ryggen af 18-20-årige skandinaver på jordomrejse har set den hele verden.
Undret mig over studieskolens tilbud i urdu, hebræisk, arabisk, tibetansk.. . senere som sømandspræst i Yokohama: Store og små globale danske firmaer, med danskere siddende som chefer for et kontor med måske et halvt hundrede lokale medarbejdere, ofte ene mand med kone og børn midt i det fremmede, og i årevis. Angst for det fremmede? – Danske matroser, maskinfolk, chiefer, som boede og havde boet i årevis i Yokohama, Kobe, Manila, Bangkok, sågar på Kyushu, – med japanske, thailandske, filippinske koner og børn.
Eller Herluf, som jeg begravede i Ræhr (ved Hanstholm) for nogle år siden, efter at han i et halvt liv havde arbejdet sammen med sin thailandske kone som murerfolk – på Grønland. Angst for det fremmede? Usikkerhed?
Og den europæiske historie, som ikke kan skrives uden at man må fortælle om begejstringen for Kina, Indien, Ægypten, ja Arabien, hvor vor berømte landsmand Niebuhr rejste, og som eneste mand overlevede og kom hjem igen, skrev bøger, som den dag i dag er uvurderlige kilder til Arabiens liv og historie dengang.
Og en dansk arkitekt, næsten glemt i Danmark, men som rejste Kina rundt i 1930’erne, skrev et lærd værk om Kinas Templer, som blev trukket frem af glemslen, da kineserne 50 år senere skulle til at reparere alt det de havde ødelagt under kulturrevolutionen, til ære for turister og de munke, som var tilbage.
Angst for det fremmede? Had til det ukendte?
Europæerne har aldrig været bange for noget som helst
Europæere har aldrig været bange for noget som helst. Identitetskrise? Jamen det er selveste vores kulturgrundlag: Krise! For interessen for alt det anderledes og så opgøret: Opgøret med alt, der spærrer inde, mener at kende hele sandheden og skærer verden til efter den, – ødelægger, – det er selve den europæiske identitet.
Luther med den katolske kirke, oplysningstiden med kirken, Tidehverv med præsteløgnene, senere med venstre-løgnene, Voltaire med retssystemet, kirken, Rousseau med kulturel skabagtighed.
Angst for det fremmede, uvante, det man ikke havde set før, det man ikke ved, hvad fører til? Nej: Angst for det vi kender alt for godt; nemlig dem som er angste for det de ikke kender, og som forskanser sig bag alt det man plejer, det som er ’naturligt’.
Angst for dem, som kalder sædvane, forstokkethed, tilbageståenhed, ’det vi plejer’, ’det normale’, for Guds lov, og som derfor, i angst for alt hvad de ikke kan forstå spærrer kvinder, børn, homoseksuelle, kunstnere, og alle vi andre, med alle vore særheder inde i et bur af angst for hinanden.
Skærer os til, så verden bliver forståelig som et vækkeur, der klikker derudaf – inderligt ligegyldigt. Islam er en global religion, for denne angst for det aldrig før sete, den er global og alment menneskelig. Den findes alle vegne, alle steder.
Også europæere kender den, har bekæmpet den i århundreder med alt hvad det har kostet. Men islam er ikke en europæisk religion, for i Europa har man aldrig haft nok i sig selv. Dér har man villet se nyt, se det anderledes, forstå det, lære af det, vælge og vrage mellem alverdens særheder, – og forsøgt igen og igen at give plads for det – og skrive hjem om det.