ÅRETS VIGTIGSTE BOG? ANMELDELSE AF “EUROPAS BESYNDERLIGE DØD”

(Foto: Douglas Murray og hans seneste bog The Strange Death of Europe)

Årets måske mest uro-vækkende, men måske også vigtigste bog, tegner et billede af et Europa, som ikke ønsker sig selv.

Boganmeldelse af Jeffrey Luz Ishøy

Douglas Murray’s Europas besynderlige død (The Strange death of Europe) er en skarp kritik af masseindvandringen og dens konsekvenser for det europæiske kontinent. Fordi nogen indvandring kan være god for vores europæiske samfund, betyder det ikke at mere af den, er bedre. Tværtimod ændrer masseindvandringen Europa. Der er ikke nogen ”blød landing” eller som det tydeligt udtrykkes i indledningen: ”Europa begår selvmord. Eller i det mindste har dets ledere besluttet sig for at begå selvmord.” Europa har bragt sig selv i forfald, og det sidste håb, afhænger stærkt af forståelsen af vores egen identitet og viljen til at kæmpe for den.

Eller mere præcist ligger problemet i hjertet af den europæiske identitet – den lider af en selvforskyldt skyldfølelse over dens fortid. For eksempel har velkomstgrupper i Tyskland eksplicit udtrykt, at deres modtagelse af migranter ”… på en måde var et opgør for det, som skete i 1930’erne og 1940’erne.” Og det fortsætter: “Flokkenes nærmest hysteriske adfærd udstrålede ikke blot en følelse af lettelse, men ekstase – at der var folk,der migrerede ind i Tyskland og ikke ud af det.” Europa er drevet af et skyld-narrativ, hvor det tager verdens problemer på sig selv. Om end det ønsker det, kan det ikke være skyld i alt i verden.

Se også: EUROPAS SELVMORD

I kapitlet “Skyldens tyranni” laver Douglas en smuk udlægning af offentlighedens misforståelse af, hvad skete med den tre årige dreng, som var skyllet op på en strand i Tyrkiet. Om end dette var tragisk, udløste det en ”skam” i Europa. Et længere stykke af Douglas forklarer dette (min oversættelse):

“Denne generelle følelse af skyld og skam spredte sig på tværs af Europa og Nordamerika, og skubbede alle de praktiske spørgsmål i forhold til, hvad kunne være blevet gjort for den kurdiske familie eller alle de andre familier, der måtte ønske at tage på den samme rejse, til side. Skyldfølelsen var så stor, at adskillige vigtige fakta gik helt og aldeles tabt. Ikke mindst var en af disse fakta, at den kurdiske familie var taget afsted fra et sikkert land – Tyrkiet. Faderen havde valgt at forlade landet, hvorfor han havde betalt for at få sin familie ind i Europa. Liget af hans unge søn var  ikke vasket op på en europæisk strand, men på en tyrkisk strand. Og selvom der blev sørget i de Tyrkiske medier over tragedien, var der ikke noget der, som var i nærheden af den selvransagelse og selvskyld, som de vestlige politikkere og medier udsatte sig selv for.” (faderen ønskede at komme til Europa, fordi han havde hørt, at han kunne få sine tænder repareret gratis i Sverige, red.).

Så igen er problemet Europas skyldfølelse, som ikke kun gennemtrænger Vesteuropa, men også tilslører fakta. Douglas påpeger således, hvad kan ske når følelser tager over (følelser over tanker). Han har ret i, at Europa ikke kan være skyldig i alt, som det gerne vil bebrejde sig selv for. Hvorfor er vi de eneste, som er ansvarlige? Hvorfor er Tyrkiet ikke ansvarlig? Drengen strandede trods alt på en tyrkisk kyst, og han var ikke flygtning. Han var migrant. Dette ændrer skyld-narrativet. Dersom man læser sig halvvejs gennem bogen, er det svært ikke at stille disse spørgsmål – hvad er fakta?

Europa vil ikke forblive Europa, hvis denne form for selv-flænsning fortsætter. Ud fra sit nærmest apokalyptiske syn, afbilleder Douglas et Europa, der ikke længere er Europa. En følelse kryber igennem en, som når man læser Houllebecqs Underkastelse (en dystopisk bog om en fremtid, hvor islamistiske politikere har overtaget magten i Frankrig, red.). Hvor Houllebecq giver læseren lidt eller intet håb i sin forudsigelse af et islamisk Frankrig, er Douglas mere usikker på, hvad kommer til at ske. Det eneste som er sikkert er, at Europa vil forandres (højst sandsynligt ikke til noget bedre). Folk vil reagere forskelligt på dette. Nogle vil ikke protestere. Andre vil. Der er ikke noget klart svar på Europas fremtid. ”Og således vil det fatale slag ramme.”

Læs også: MERKEL: INGEN ØVRE GRÆNSE FOR, HVOR MANGE FLYGTNINGE EUROPA SKAL TAGE

Comments

comments