En del danske politikere mangler at undskylde for deres partifælders samarbejde med nazisterne, og for den slappe beskyttelse af rigsarkivet, som førte til, at beviserne imod danske nazi-støtter er stjålet og borte.
Af Erik Høgh-Sørensen (DF) og Kristian Tørning (DF)
En af de ret ukendte danske frihedskæmpere, der blev henrettet som ung og i dag ligger begravet i Ryvangen i København, var allerede stålsat 9. april 1940: ”Tyskerne skal komme til at marchere hjem på deres flade konvolutter!”. Han fik ret, men kom aldrig selv til at opleve det. Den 4. maj tændes atter et levende lys på hans grav, og vi er nogle, der tænder lys i vinduerne hjemme.
Samtidig må vi erkende, at det i dag er næsten uvirkeligt længe siden, at Montgomery kunne oplyse, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.
Vi må ikke glemme fortiden, for den trænger sig på, og den former fremtiden. I den senere tid er det blevet afsløret, hvordan Rigsarkivet har ladet stå til med sikkerheden omkring vores fælles historie. Tyve med bånd til Hells Angels og den nazistiske undergrundsorganisation ”Sammenslutningen af 2. juli 1978” har holdt hof i Rigsarkivet. Det er sket uden videre opmærksomhed. Men det er på tide at placere et ansvar.
Kendsgerningen er, at de fire partier – Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative – som i tiden 1940-45 mestendels arbejdede sammen med Adolf Hitler, også er ansvarlige for, at det gik så galt i Rigsarkivet. I dag erkender justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ligeud, at der ikke er overblik over tabene. Men tabene er desværre reelle.
Det er velkendt, at selve chefarkitekten bag samarbejdspolitikken, den radikalt sindede stats- og udenrigsminister Erik Scavenius, bare tre måneder efter den tyske besættelse i 1940 udtalte: “Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland.”
Hans erklæring kan forklares ud fra samtiden, men det samme er ikke tilfældet med følgende mindre kendte faktum: At Scavenius’s kæreste, Alice Duvantier, havde meget nære og direkte forbindelser til Gestapo, nationalsocialisternes hemmelige statspoliti.
Derfor sad Duvantier i sommeren 1945 i varetægtsfængsel. Politiet efterforskede hende for spionage, og der var vitterlig tale om mistænkelige forhold som ulovlig våbenbesiddelse, skyderi og kontakt til både nazistiske overløbere og mistænkte stikkere. Men bortset fra et par avishenvisninger umiddelbart efter krigen var det et tilfælde, at spionagesagen kom ud i offentligheden i 2005. Faktisk var offentliggørelsen formentlig et brud på arkivloven.
Det forekommer naturligvis urimeligt, at V, S, R og K, som stod bag samarbejdet med Hitler og hans statholder Werner Best, efter 1945 lavede nogle unødigt restriktive arkivlove. Det gik så vidt i 1990’erne, at selv de traumatiserede pårørende til et af terroristen og nazisten Søren Kams drabsofre blev nægtet arkivadgang. Således tog Frank Jensen (S) og Lene Espersen (K) større hensyn til terrorister end til krigsofre.
Men det der samtidig foregik inde bag de ofte lukkede arkivdøre, var næsten værre. Allerede fra 1960’erne og frem var der forlydender om tyverier. Men arkivarerne sad disse oplysninger overhørig indtil 2013, da det organiserede tyveri af nazi-materiale fra Rigsarkivet førte til fængselsdomme.
Netop dette tyveri er formentlig årsag til, at den tidligere KZ-vagt Helmuth Leif Rasmussen i dag går fri af en sigtelse for drab på jøder. Netop dette tyveri er måske årsag til, at dele af Scavenius-spionagesagen er væk.
Mens almindelige mennesker blev holdt væk fra deres egne slægtshistorier, har fanatiske nazisamlere huseret bag statens lukkede døre. En enkelt samler, som i Peter Skaarups (DF) ubesvarede folketingsspørgsmål er kendt under initialerne MS, har sågar arbejdet i Frihedsmuseet.
Også denne 4.-5. maj må vi andre nok høre samarbejdspolitikernes efterkommere holde højtsvungne skåltaler om, at vi skal lære af historien, hvis vi vil undgå gentagelser.
Men på grund af årtiers fejlslagen arkivpolitik, på grund af de stadig uopgjorte tyverier, og på grund af samarbejdspolitikkens tabuer er der rigtig gode grunde til yderligere handling 4. maj. Vi foreslår, at de fire partier ved lovgivning sikrer komplet digitalisering af arkivmaterialet og derpå følgende offentliggørelse på internettet.
Og når de fire nutidige partiledere nu er ved sagen, så kunne de i al anstændighed også undskylde både for årtiers arkivlovgivning og for deres forgængeres lidt for villige samarbejde med Adolf Hitler.
Normalt er vi i DF ikke tilhængere af officielle undskyldninger. Men i denne sag er brøden mod danskerne så stor, at samarbejdspartiernes ledere burde tage det lille ord ”undskyld” i deres mund.