VILD MED PENGE – BLIV POLITIKER

christiansborg

Af Lars Hedegaard.

Som jeg tidligere har bemærket, kan man blive politiker, hvis man er blevet for tyk til Vild Med Dans. Der er imidlertid andre muligheder for at sikre udkommet uden at kunne noget. Man kan gå rundt i underbukser på en øde ø og spise ulækre dyr eller synge falsk og sige vittigheder for et tv-publikum, der er indkaldt til at klappe. Men det er næppe noget, man kan leve af på længere sigt.

Bliv derfor politiker.

Min anledning til at nævne det er, at mange på min facebook mener, at politikerne ikke har forstået, hvad de er ved at gøre ved Danmark med den muslimske masseindvandring. Kan de da ikke indse, at landet bliver sønderrevet, når det skal rumme uforenelige kulturer og retsopfattelser?

Det er et forkert spørgsmål. Om de kan se det eller ej, er ligegyldigt. Det eneste, de har øje for, er deres egen karriere og indtjening. Det indebærer, at de af og til må lægge ansigtet i alvorlige folder og tale om klimaet, ligestillingen, fattige børn og hjemløse katte. Det smelter mange danske hjerter, og derfor stemmer vi på dem gang på gang.

Deres bedstemor har de for længst solgt. Nu er det os andre, der står for tur.