Af Lone Nørgaard.
NewSpeek vælger at linke til en artikel, som Kåre Fog og jeg har fået bragt i netavisen Indblik. Vi forsøgte først at få trykt (dele af) teksten i en af de statsstøttede aviser, men der var selvfølgelig afslag fra både Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten.
Dog lykkedes det at få et indlæg i Nordjyske d. 29.12.22:
Sexisme bag skærmen
Denne kommentar handler om TV2-dokumentaren ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’. Altså beretningen om kulturen på TV2 for to årtier siden, der udkom efter MeToo-sagerne på TV2, hvor bl.a. Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen blev smidt ud af foretagendet.
Dokumentaren blev sendt i november 2021 på Discovery Channel. Den er nu efter endnu et års forløb indstillet til Cavling-prisen med den motivering, at den er et »danmarkshistorisk dokument over, hvordan magt kan misbruges, når den udnyttes seksuelt«.
Den motivering sætter vi et stort, fedt spørgsmålstegn ved.
Dokumentaren på Discovery præsenterer en række kvinder – især en enkelt – der fortalte tyve år gamle erindringer.
Der er ingen navne på mænd undervejs, bortset fra navnet på Jes Dorph-Petersen, som da også selv havde stillet sig frem og bekæmpet den proces, han havde været udsat for fra TV2’s side.
Hele præmissen hviler på, at der på en arbejdsplads ikke bør være en såkaldt ”ulige relation” mellem ansatte på forskellige niveauer i organisationen. Formålet med at rejse MeToo sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden. Der foreligger intet om, at de fyrede personer har haft forkerte affærer i de sidste mange år.
Der foreligger derimod noget om, at der på det seneste har været affærer af den uønskede art.
Hvis formålet virkelig havde været at gøre op med en ”kultur”, skulle man så ikke gribe ind mod de personer, som i dag overtræder den røde linje?
I dokumentaren fortæller den nuværende studievært på TV2 Karen-Helene Hjorth: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.
Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Hun har med andre ord gjort det samme, som Jes Dorph-Petersen er fyret for – og sidder stadig på skærmen. Det samme gør studieværten Cecilie Beck, der offentligt har erkendt et seksuelt forhold til samme mandlige elev.
Det ved TV2s Thomas Breinholt godt, og han er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Han VED, at TV2 har gennemført en forskelsbehandling mellem mand og kvinde i kvindernes favør og har valgt at se bort fra det.
Therese Philipsen er omdrejningspunktet i dokumentaren. Interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange sendetid.
I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne. Dokumentarens tilrettelæggere havde efter lang tids research erfaret, at Therese Philipsen i sin korte ansættelse på TV2 havde haft en hel række af forhold til især studieværter og chefer. Det udgjorde naturligvis et problem for hendes troværdighed som offer, så derfor lod man hende forklare, at hun i flere af disse situationer havde et crush på disse mænd (sic!).
Therese Philipsen kommer med mange saftige historier – problemet er, at vi alen har hendes version af det skete.
Therese Philipsen er i dag bosiddende i Florida og bestseller-forfatter til kulørte krimier. I sine bøger viser Therese Philipsen et stort talent for at fremstille en kvinde som et offer, der kalder på sympati, mens modparten, manden, er fascinerende – og ond! Det samme talent viser hun i dokumentaren. Hun bruger stærke virkemidler til at fremstille mænd som gemene. Modparten hører vi intet til.
Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. Hvad der er sket i denne sag er imidlertid, at mændene på forhånd er dømt som værende onde, og derfor er de ikke blevet afhørt med de samme rettigheder som i en retssag. Det har de involverede mænd tydeligt mærket, og derfor har de heller ikke villet medvirke i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.
Tilbage står så en såkaldt dokumentar, der nu er indstillet til Cavling-prisen, til trods for at den udelukkende giver ordet til Therese Philipsen og andre kvinder fra TV2-systemet. Vi hører undervejs ikke ét eneste kritisk spørgsmål. Ikke en eneste gang bliver der spurgt til kvindernes hukommelse efter tyve år.
For nogle af de ”dømte” mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har generelt intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig.
Vi andre kan så se, at vanviddet fortsætter, senest med en Cavling-nominering af et makværk, der ikke fortjener at blive kaldt en dokumentar.
***
MeToo-bevægelsen har Marianne Stidsen kaldt en terrorbevægelse. Jeg deler hendes opfattelse.