USA’S DEMOKRATER FORSØGER STATSKUP

Democrats

Af Lars Hedegaard. 

Hvis det skulle lykkes de demokratiske senatorer at få væltet præsident Trump i forbindelse med den igangværende rigsretssag, vil det medføre en total omvæltning af den amerikanske forfatning. Det vil næppe lykkes dem i denne omgang, men det er tanken, der tæller – og man kan altid prøve en anden gang.

Det var den republikanske repræsentant (altså medlem af Repræsentanternes Hus), Louie Gohmert fra Texas, der tydeligst sammenfattede de mulige konsekvenser: Hvis demokraterne får held med at fjerne Donald Trump, vil USA ikke længere have nogen præsident, men en premierminister efter europæisk forbillede. I Danmark og andre lande er det sådan, at statsoverhovedet – hvad enten han hedder konge eller præsident – har begrænset politisk indflydelse, mens magten tilhører statsministeren, som imidlertid må gå af eller udskrive valg, hvis man får et flertal i parlamentet mod sig. Vi oplever nu, at den amerikanske præsident bliver forsøgt væltet af sine politiske modstandere i Repræsentanternes Hus, fordi de hader ham og hans politik og ikke mener, at han skulle have været valgt.

Det var aldrig meningen med den amerikanske forfatning, som fastslår, at magten deles mellem tre ligeværdige (”co-equal”) og af hinanden uafhængige institutioner: præsidenten, Kongressen (Senatet og Repræsentanternes Hus) samt domstolene.

I modsætning til europæiske statsministre vælges præsidenten af befolkningen og kan kun afsættes ved valg – med mindre han har begået meget alvorlige forbrydelser – og de anklager, som demokraterne retter mod Trump, kommer – selv om de måtte være sande – ikke i nærheden af ”high crimes and misdemeanors”, som forfatningen kræver.

Der er altså tre ligeværdige institutioner, som enten må blive enige eller slås om magten. Det medfører fra tid til anden kaotiske forhold og endeløse tovtrækkerier, men som Louie Gohmert også sagde for nogle år tilbage, er den amerikanske forfatning bevidst udformet på en måde, der indbyder til kaos og konflikt. Meningen med magtens tredeling er at være et værn mod tyranni – hvad enten tyrannen er præsidenten, Kongressen eller Højesteret.

Det er også vigtigt at notere sig, at USA ikke er noget komplet demokrati i f.eks. dansk forstand. Det har aldrig været planen, at én stemme skulle tælle lige meget i store som i små delstater. USA er nemlig en føderation (eller som amerikanerne siger: en ”union”) af stater, der har vide interne beføjelser. Hvis alle stemmer skulle tælle lige meget, ville en håndfuld stater, som New York, Californien, Florida og Texas, kunne afgøre valgene, og indbyggerne i mindre folkerige stater som Wyoming, Rhode Island, Vermont eller Maine ville ikke få meget at skulle have sagt.

Som amerikanske forfatningseksperter plejer at sige: USA er en republik, før den er et demokrati. Det afspejler sig bl.a. i det forhold, at præsidenten ikke vælges direkte, men af valgmandsforsamlinger i de 50 enkeltstater, og at hver stat – stor eller lille – sender to repræsentanter til Senatet – uanset om den som Wyoming har 600.000 indbyggere eller 40 millioner som Californien.

Flere ledende demokrater er allerede begyndt at forlange, at præsidenten skal vælges direkte, hvilket i realiteten vil betyde, at valget bliver afgjort i Californien, Texas, Florida, New York, Illinois og Pennsylvania, der tilsammen rummer lidt over 41 pct. af USA’s befolkning.

Hvis den manøvre lykkes, bliver det næste uden tvivl et krav om, at Senatets 100 medlemmer også skal fremgå af landsdækkende valg – med det resultat, at adskillige stater slet ikke vil blive repræsenteret – og at USA ikke længere vil være en føderation.

Demokraternes planer indebærer en total tilsidesættelse af USA’s hidtidige forfatning, men de synes parate til alt – blot de kan komme Donald Trump til livs.