USA PÅ KATASTROFEKURS

the-white-house
Del artiklen her:

Af Bent Jensen

Tucker Carlson er ægte konservativ: Nationens folkevalgte repræsentanter har som vigtigste opgave at beskytte nationen; de skal lade sig lede af fornuft og erfaring, ikke kaste sig ud i ideologiske eksperimenter; de skal have tæt kontakt til befolkningen og lytte til folkets røst; forandringer skal ske gradvist, ikke i pludselige spring. Men USA’s politiske elite lader sig lede af ideologiske illusioner.

Valget af Donald Trump i 2016 har været en tilskyndelse til at skrive bogen, hvor han tegner et foruroligende billede af et Amerika i opløsning, fordi den herskende politiske klasse i symbiose med ikke-folkevalgte eksperter og medier har isoleret sig og ignoreret den brede befolknings problemer. Han ser angrebene på ytringsfriheden som udtryk for elitens rådvildhed: Dens egoistiske politik har skabt så store problemer, at eliten nægter at se sandheden i øjnene og i stedet reagerer aggressivt på kritik.

Hvorfor blev Trump valgt?

Carlson er ikke nogen Trump-fan, men han anser ”den permanente klasse” for værre – Clinton-klanen, det demokratiske parti, Bush-familien og dens donorer, det republikanske partis ledelse, finansspekulanterne, mediestjernerne, Hollywood og ”tænketankgenierne” – dem, der var ansvarlige for tingenes tilstand i 2016. Trump er måske vulgær og uvidende, men han var ikke ansvarlig for de mange katastrofer, eliten havde påført nationen. Det var ikke ham, der havde invaderet Irak eller reddet Wall Streets spekulanter; ikke ham, der åbnede grænserne for en ukontrollabel illegal indvandring; ikke ham, der blot lod middelklassen dø og produktionsvirksomhederne bryde sammen. Faktisk var Trump den eneste af kandidaterne, der lyttede til den jævne befolknings bekymringer.

Med valget af Trump gav det jævne Amerika den selviske elite fingeren. Men det ville eliten ikke forstå. I stedet kastede den sig ud i desperate bortforklaringer, hvoraf den mest latterlige lød, at ”russerne havde hakket valget”. Den sutteklud har det demokratiske parti og dets lydige medier suttet på lige siden.

Afgrunden mellem den jævne befolkning og eliten er vokset dramatisk siden 1970, både økonomisk og kulturelt. Eliten har deres egne køer i lufthavne – hvis de da ikke bruger privatfly, deres egne etager på hoteller, de ser sport fra skyboxes (afskærmede loger), adskilt fra det almindelige publikum, de står på ski i private bjerge og holder ferie på egne private øer. Deres børn går i særlige skoler og senere på særlige universiteter.

Den samme elite har sørget for en voldsom befolkningsændring ved hjælp af fattige indvandrere, der gør rent, vasker og slår græs for eliten, der taler om det velsignede ved mangfoldighed. ”Mangfoldighed er vores styrke!”, lyder klicheen.

Den ringeste elite nogensinde

Men er det virkelig sandt, spørger Carlson. Bliver vi stærkere af at have mindre og mindre til fælles? Selvfølgelig ikke! For ikke så længe siden var USA en overvejende europæisk, kristen og engelsktalende nation. Til trods for befolkningens modvilje mod masseindvandring er Amerika nu blevet radikalt og permanent ændret. Sarkastisk skriver han, at elitens svar på islamisk terror (ud over en række forgæves krige) har været at importere en mængde indvandrere fra lande, der er plaget af islamisk ekstremisme.

Et land, der misregeres af en elite, der foragter og modarbejder sit eget folks interesser, er på katastrofekurs. En sådan elite vil det gå ilde. Den har forsøgt at sabotere den folkevalgte præsidents administration og herunder grebet til direkte ulovligheder. ”Døende regimer … bliver mere og mere undertrykkende, mens de opløses. I takt med, at deres magt opløses, slår de til mod afvigere og ulydige.”

Sådan er situationen i USA ifølge Carlson. Eliten skammer afvigende personer ud i medierne og forhindrer dem i at optræde offentligt. Dissidenter fyres eller forsøges fyret. Denne beskrivelse gælder også for Vesteuropa. Situationen i USA og her er forbavsende ens – og uheldssvanger.

Carlson mener, at den nuværende amerikanske elite er den ringeste nogensinde. Men deres selvglæde gør dem blinde: ”Vores ledere er tåber, som ikke er klar over, at de er kaptajner på et synkende skib.”

Del artiklen her: