De etablerede partier har skabt en helt ny, ikke-vestlig underklasse på permanent offentlig forsørgelse. Den kommer aldrig til at bidrage til velfærdssamfundet, da socialt belastede underklassebørn intelligens- og kompetencemæssigt er langt bagud i forhold til etniske danskere.
Af André Rossmann
Amerikansk forskning viser, at fattige børn med en social belastet opvækst og lav intelligens er dyre for samfundet. De tegner sig for 81 pct. af alle udgifter i forbindelse med kriminalitet, 78 pct. af alle udgifter til medicin og 66 pct. af alle udgifter til bistandshjælp.
Det modsatte er tilfældet med børn, som ikke kommer fra en baggrund med fattigdom og mishandling, og som ikke har lav IQ og dårlig selvbeherskelse. Deres træk på de offentlige kasser er minimalt. De tegner sig for 0 pct. af udgifterne i forbindelse med kriminalitet, 3 pct. af medicinudgifterne og 6 pct. af bistandshjælpen.
Socialt belastede børn er altså ekstrem dyre børn. Det gælder også ikke-vestlige indvandrerbørn i Danmark. En analyse, der er foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser, at både førstegenerationsindvandrere og efterkommere – og især drengene – klarer sig langt dårligere i folkeskolens afgangsprøve end etnisk danske elever. 33 pct. af drengene med indvandrerbaggrund opnår således ikke karakteren 2 eller derover i både matematik og dansk, mens det kun er 15,7 pct. af de etnisk danske drenge, der ikke formår at bestå begge fag.
Flere tusinde indvandrerbørn over hele landet har intet sprog og er stærkt bagud motorisk, når de skal i børnehave, selv om de er født og opvokset i Danmark. Deres familier kommer fra kulturer, hvor der ikke er tradition for at tale med børnene, læse bøger for dem og gøre dem til selvstændige væsener. Indvandrerbørnene har svært ved selv at spise, gå og løbe, fordi de bliver serviceret meget og bliver passivt underholdt af TV. Børn af ikke-vestlige indvandrere er også langt efter danske børn, når det gælder empati, samarbejde og god opførsel.
På et tidspunkt havde man en teori om, at indvandrerbørnenes danskkundskaber kunne løftes gennem modersmålsundervisning, ekstra dansktimer samt timer i almen sprogforståelse, hvor eleverne arbejder med sproglige udtryk og begreber. Et forsøg, som Undervisningsministeriet har gennemført i perioden 2013-2015, viser imidlertid, at modersmålsundervisning, ekstra dansktimer og sprogstøtte ikke har nogen effekt på indvandrerelevernes danskkundskaber.
Eksperter advarer om, at når først de første vigtige læringsår er gået tabt, bliver det næsten umuligt for indvandrerbørnene at nå op på niveau med etnisk danske børn. Dermed får de svært ved at klare sig i det danske samfund, forsørge sig selv og blive bidragsydere til velfærdssamfundet.
HVORDAN SKAL INDVANDRERE FORSØRGES, NÅR TAXAER KØRER UDEN CHAUFFØR?
Når indvandrerbørnene ikke lærer dansk fra de er helt små, skyldes det bl.a., at der i private pasningstilbud ikke stilles krav om dansk som hovedsprog. Derfor er indvandrerbørnene bagud på point lige fra starten. Den oplagte løsning er, at man tvinger ikke-vestlige indvandrere til at sætte deres børn i dansk vuggestue og børnehave, så indvandrerbørnene ikke sendes ind i voksenlivet med megadårlige kort på hånden. Det berøringsangste og blødsødne behandlersystem er imidlertid ikke meget for at blande sig i indvandrerfamilien og bestemme over den.
Ifølge en ny opgørelse vurderes 44,2 pct. af de ikke-vestlige elever i de københavnske 0. klasser til at have behov for ”omfattende sprogstimulerende indsats”. Alene i Københavns Kommune vil man de kommende fire år anvende otte 8 mio. kr. på ekstra sprogstimulering af ikke-vestlige indvandrerbørn. På landsplan vil denne indsats koste rigtig mange millioner. Det er penge, der går fra danskernes velfærd.