[Forfatteren har valgt at være anonym, men NewSpeek kender skribenten og har valgt at imødekomme ønsket om anonymitet]
***
Denne tekst er delvist baseret på en artikel på Wikipedia med ukendt forfatter, som omhyggeligt og veldokumenteret beskriver problemerne i Ukraines grænseområder.
En plakat fra sovjettiden, der viser Donbass, med teksten: “Donbass er hjertet af Rusland”.
Zartiden
Donbasss eller Donetsk Bassinet er en region, der i dag består af de ukrainske oblaster (nærmest en region med stort selvstyre) Donetsk og Luhansk. De var tidligere kendt som “Vilde områder”, hetmanater, styret af en lokal kosak høvding med uindskrænket magt. I 1783 besejrede Kejserinde Katherine II Hetmanatet i Donbass og Khanatet på Krim. Begge var russiske indtil 1991. Områderne i øst blev kaldt “Ny Rusland” – Novorossiya.
Da den industrielle revolution fik fat i Europa, begyndte man at udnytte de enorme naturressourcer i Donbass indtil i dag. Den østlige del af Ukraine er stadig industriområde i dag og har i øvrigt store problemer med forurening efter Sovjettidens miljøsvineri.
Udviklingen medførte en voldsom stigning i befolkningstallet, primært ved indvandring fra det øvrige Rusland. I 1858 var befolkningstallet 700.000. 40 år senere, i 1897, var det fordoblet til 1.500.000.
I 1897 optalte den Kejserlige Russiske Folketælling, at etniske ukrainere udgjorde 52.4% af befolkningen i Donbass, og etniske russere udgjorde 28.7%. Etniske grækere, tyskere, tatarer og jøder udgjorde også en betydelig del af befolkningen i Donbass, mest omkring Mariupol, hvor de udgjorde 36,7% af befolkningen.
På trods af dette udgjorde russerne størstedelen af den industrielle arbejdsstyrke. Ukrainerne dominerede i landdistrikterne, men byerne var ofte udelukkende beboet af russere, der var kommet for at søge arbejde i regionens tunge industrier.
Nøjagtigt som i dag hvor det centrale og vestlige Ukraine med enorme landbrugsarealer domineres af ukrainsk-talende, og industriområderne i øst har et meget stort mindretal af russisk-talende, i visse regioner flertal. De etniske ukrainere, der flyttede til byerne for at arbejde, blev hurtigt assimileret i den russisktalende arbejderklasse.
Sovjetperioden
Ukrainerne i Donbass blev stærkt påvirket af Holodomor (Den Store Sult) i 1932-33. Stalins kunstigt skabte hungersnød, hvor otte millioner ukrainske bønder omkom af sult på to vintre, og Stalins russificering senere.
Da de fleste etniske ukrainere var selvejerbønder på landet (kaldet “kulakker” af sovjetregimet), bar de størstedelen af hungersnøden. Ifølge Sammenslutningen af Ukrainere i Storbritannien faldt befolkningstallet i det område, der nu er Luhansk oblast med 25%, mens den faldt med 15-20 % i det område, der nu er Donetsk oblast – direkte som følge af hungersnøden. Den beskrev danske forfattere i rørstrømske beretninger om de pittoreske børn i laset tøj, der tiggede om mad på togstationerne.
Ifølge et skøn var 81,3% af de, der døde under hungersnøden i SSR, ukrainske, etniske ukrainere, mens kun 4,5% var etniske russere. Nikita Khrushchev var kommunistisk kommissær i perioden, hvilket måske forklarer, hvorfor han overlod administrationen af SSR Ruslands oblast Krim til SSR Ukraine i 1954.
Under genopbygningen af Donbass efter Anden Verdenskrig ankom mange russiske arbejdere for at genbefolke regionen og yderligere ændre befolkningsbalancen. I 1926 boede 639.000 etniske russere i Donbass. I 1959 var den etniske russiske befolkning 4-doblet til 2,55 millioner.
Russificeringen blev yderligere fremskyndet af de sovjetiske uddannelsesreformer 1958-59, hvilket førte til næsten eliminering af alt ukrainsk sprog i Donbass. Ved den Sovjetiske Folkeoptælling i 1989 oplyste 45% af befolkningen i Donbass, at deres etnicitet var russisk.
Den ukrainske periode
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 gik beboerne i Donbass generelt ind for stærkere bånd til Rusland, i modsætning til resten af Ukraine. En storstrejke i 1993 blandt minearbejdere i regionen opfordrede til et føderalt Ukraine og økonomisk autonomi for Donbass.
Det blev efterfulgt af en vejledende folkeafstemning i 1994 om forskellige forfatningsmæssige spørgsmål i Donetsk og Lugansk oblaster, der blev afholdt samtidig med det første parlamentsvalg i det frie Ukraine. Disse spørgsmål omfattede, om russisk skulle fjernes som et officielt sprog i Ukraine, om russisk skulle være administrationssproget i Donetsk og Lugansk oblaster, om Ukraine skulle være en føderation, og om Ukraine skulle have tættere bånd til CIS, Commonwealth of Independent States.
Tæt på 90% af vælgerne i Donbass stemte for disse forslag. Ingen af dem blev gennemført, Ukraine forblev en helhedsstat, Ukrainsk blev eneste officielle sprog, og der var intet selvstyre for Donbass.
Ukraine har gennemført folkeafstemninger i Donbass, der viser stor majoritet af ukrainsk sindede, og de nyudråbte republikker har gennemført nogle, der viser 97% russisksindede. Sandheden er første offer i enhver konflikt.
Donbass-vælgere og -politikere havde stor indflydelse på ukrainsk politik indtil 2014. Daværende premierminister Viktor Yanukovych, der var målet for denne revolution, er fra Donbass og fandt også det meste af sin støtte der. Yanukovych’ Regionernes Parti vandt parlamentsvalget 2006. Senere blev han valgt som præsident i 2010. Hans regering, med Mykola Azarov som premierminister, gennemførte en kontroversiel lov om regionale sprog i 2012. Denne lov gav et sprog status som “regionalt sprog”, hvis mere end 10% af en etnisk gruppe i et defineret administrativt område talte det.
Regional sprogstatus tillod brug af mindretalssprog ved domstole, skoler og andre offentlige institutioner i disse områder af Ukraine. Det betød, at russisk blev anerkendt i Donbass for første gang, siden Ukraine blev selvstændigt. Denne lov blev erklæret for forfatningsstridig af Ukraines forfatningsdomstol d. 28. februar 2018 og erstattet af en ny i 2019, der styrker brugen af ukrainsk sprog.
Hykleriet er tykt
Siden 2010 har der fundet en voldsom ”af-russifisering” sted i Ukraine. Alt med russiskklingende navne eller stavemåder er blevet ændret. Kiev hedder nu Kyiv, Dnepropotrovsk hedder Dnipro, gadenavne ændres. I nogle byer omhandler det samtlige gader, og mennesker med russiske navne får ”ukrainiserede”. Andre steder kaldes det etnisk udrensning.
Nu fjerner man statuer af russiske, ikoniske kunstnere som Pusjkin. Naive og uvidende vestlige symfoniorkestre spiller ikke Tchaikovsky. Andrei Sakhorov lyses i band. Rusland smides ud af FN’s menneskerettighedsråd, mens Kina, Pakistan, Qatar, Somalia og andre stater, kendt for deres utrættelige kamp for menneskerettigheder, stadig er der. Uvidende supermarkedskæder fjerner polsk Vodka fra hylderne. Hykleriet er tykt.
Ny revolution i 2014 støttet af vestlige kræfter
I 2014 opstod der igen revolution støttet af vestlige kræfter. Et regulært statskup med det formål at få afsat Yanukovych, efter han forkastede forslagene om en tilslutning til EU til fordel for en tilslutning til CIS. Den kendes som Maidan eller EUROMaidan, men i Ukraine kalder man den Anstændighedens Revolution.
Revolutionen var blodig. Mange civile og politibetjente blev dræbt i kampene, hvor sikkerhedspolitiet Berkut, blev anklaget for grove overgreb og vold mod borgerne, og Berkut blev opløst bagefter.
Anders Fogh Rasmussen, prætendent til posten som generalsekretær i NATO, truede med bål og brand, hvis Ukraines lovlige regering forsøgte at genoprette ro og orden, blandt andet fjerne de mennesker der havde holdt politihovedkvarteret i Kiev besat i månedsvis.
Det udløste voldsomme uroligheder i Donbasss, hvor 14.000 ukrainere, heraf et stort antal kvinder og børn, blev dræbt, og hundredtusinder flygtede. Ikke ind i Ukraine, men ind i Rusland, hvor mange blev genhuset.
Yanukovych flygtede til Rusland og blev afløst af Petro Porosjenko.
Minsk-protokollen
I 2014 underskrev Ukraine, Rusland, republikkerne Lugansk og Donetsk og OSCE Minsk-protokollen, hvorefter Ukraine ikke gennemførte et eneste af de 12 punkter, man blev enige om. Ser man på aktuelle kort over den igangværende krig, er det præcist samme område, bortset fra Kiev og Kharkov, der kæmpes i og om.
Putin opnåede ikke det hurtige statskup, hvor han udskiftede en vestligt styret bundkorrupt leder med en russisk styret bundkorrupt leder, men han opnåede at skabe en bred korridor fra Rusland til Krim, og den giver han, eller en kommende ny leder i Rusland, nok ikke slip på.
Grænsedragninger løses ikke ved krig, men ved folkeafstemninger
Den eneste holdbare fremgangsmåde nu er en bindende folkeafstemning om nationalitet. Grænser opnået ved krig holder ikke, men det gør grænser opnået ved folkeafstemninger.
Danmarks grænse mod Tyskland har holdt i over 100 år, og den folkeafstemning var også grundet etniske forskelle og store nationale mindretal. Det undskylder naturligvis ikke Ruslands invasion, men det forklarer baggrunden for det sammenbragte land Ukraines problemer.
Donbass er slet ikke enkelt, det er Krim, Kharkov og det vestlige Ukraine heller ikke, og det er ikke blevet bedre siden 2010.
Synes man, at dette er kompliceret, så vent til vi behandler Krim.
***
Links
https://en.wikipedia.org/wiki/Donbass
https://en.wikipedia.org/wiki/Russian_Imperial_Census
https://en.wikipedia.org/wiki/Holodomor
https://en.wikipedia.org/wiki/1989_Soviet_Census
https://en.wikipedia.org/wiki/Dissolution_of_the_Soviet_Union
https://en.wikipedia.org/wiki/Commonwealth_of_Independent_States
https://en.wikipedia.org/wiki/Orange_Revolution
https://en.wikipedia.org/wiki/Language_policy_in_Ukraine
https://en.wikipedia.org/wiki/Constitutional_Court_of_Ukraine
https://en.wikipedia.org/wiki/War_in_Donbass
https://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations_Human_Rights_Council#Members
Referencer
- “What you should know about the Ukraine crisis”. PBS Newshour. 7 March 2014. Archived from the original on 2 April 2015. Retrieved 28 February 2015.
- “History and Geography Help Explain Ukraine Crisis”. National Geographic. 24 February 2014. Archived from the original on 17 February 2015. Retrieved 28 February 2015.