Af Jens Ellekær.
På Berlingskes opinionssider er i juli måned foregået en debat om tolkningen af Koranens tekst mellem historiker Maradona Isho og forfatter Aminah Tønnsen. I sit indlæg den 21. juli refererer Isho flere hadither – overleveringer om Profetens handlinger og udsagn – som belæg for sit standpunkt, at islam tillader (”befaler” skriver Isho) vold mod kvinder og sexslaveri.
Hermed gør Isho indirekte opmærksom på, at islam ikke kan forstås ud fra Koranen alene, men at Profeten, der af de troende betragtes som det perfekte og efterfølgelsesværdige menneske, udgør et så centralt element i religionen, at islam kun kan forstås på grundlag af det samlede tekstkorpus. Dette udgøres ud over Koranen af samlingerne af hadither og profetbiografien.
Jeg ønskede at bidrage til debatten med en kommentar om selve tolkningen af Koranens tekst, men denne kommentar blev desværre – uden tvivl med de bedste begrundelser – afvist af Berlingske. Den bringes i stedet her:
Koranens udlægning
I en kommentar i Berlingske fredag den 16. juli går forfatter Aminah Tønnsen i rette med historiker Maradona Isho, som i en kronik i Berlingske søndag den 11. juli anklager Amer Majid og Isam B for i deres koranoversættelse at ”manipulere, skjule og forskønne teksten, fordi de ikke ønsker, at danskerne skal få en negativ holdning til Koranen”.
Tønnsens argument er, at ”de allerældste eksemplarer af Koranen var ikke vokaliserede. Fraværet af vokaler i originalteksten gør det oplagt at se på konsonant-røddernes forskellige betydninger. […] Og blandt alle disse betydninger er det læserens opgave at finde det, der passer bedst i den aktuelle situation.”
Koranen kan tolkes efter forgodtbefindende – eller?
Da Koranen blev nedfældet, bestod den arabiske skrift af blot 15 tegn – uden vokalisering og uden diakritiske tegn. Tønnsen påpeger, at en given ”konsonant-rod” – altså en konsonantsekvens uden vokaler -, kan have vidt forskellige betydninger, når konsonanter tænkes ind i sekvensen.
Dertil kommer den senere tilføjelse af diakritiske tegn, der betyder, at de oprindelige tegn i dag kan tillægges op til tre forskellige lydværdier. Tønnsens konklusion er, at Koranen er åben for meget forskellige udlægninger – eller, udtrykt med andre ord, at den kan tolkes efter forgodtbefindende.
Specifikt peger Tønnsen på Koranens sura 34, vers 4, som i en nyere dansk oversættelse lyder ”[…] De [kvinder], fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. […]” (Ellen Wulff: Koranen i ny dansk oversættelse, Vandkunsten 2006). Ifølge Tønnsen kan verbet ”slå” lige så vel oversættes til ”vende jer bort fra”. Såfremt begge disse oversættelser/udlægninger er valide, sætter verset naturligvis den troende i et dilemma: Hvordan skal han handle korrekt?
Den misere, der er resultatet af Koranens meget brede tolkningsspektrum, blive mere dramatisk, hvis man betragter en voldsom muslimsk praksis: Nogle muslimer finder i Koranen belæg for det retfærdige i at hugge hovedet af ”vantro” og at slå homoseksuelle ihjel, mens andre i Koranen ser en ansporing til at skabe fred og forståelse mennesker imellem – uden at islamiske lærde tilsyneladende finder grundlag for at forkaste den ene eller den anden udlægning som falsk.
Med disse vidt forskellige tolkningsmuligheder, kan Koranen ikke fungere som en generel etisk rettesnor, men kun som retfærdiggørelse af undertiden modstridende handlingsmønstre.
Tønnsens præsentation af Koranen som en ”one size fits all”-åbenbaring stiller imidlertid et afgørende spørgsmål ved islams grundlæggende dogme: At Gud gennem ærkeenglen Gabriel åbenbarede Muhammed sin sidste og endelige anvisning på, hvorledes mennesket skal agere for ikke på Dommedag at blive sendt i evig fortabelse.
For det nærmest uundgåelige, polemiske spørgsmål er: Hvorfor skulle Gud – almægtig, alvidende og algod – åbenbare sin endelige anvisning for menneskene til en angivelig analfabet, som lod den nedfælde i et primitivt skriftsprog? Gud ville vide, at mange mennesker vil forholde sig skeptisk til en tekst, der kan udlægges som et miskmask af modstridende anvisninger på menneskets rette vej til frelse, og at selv blandt de ”troende” vil tekstens forskellige fortolkningsudfald give anledning til ufred og blodsudgydelser.
Ville Gud – stadig almægtig, alvidende og algod – ikke have formidlet sin endelige åbenbaring til menneskene på et af datidens mest veludviklede sprog – på græsk eller latin -, således at menneskeheden i dag kunne have samlet sig om at gennemføre Guds vilje i stedet for at strides om, hvori denne vilje består?
Nogle islamforskere er på grundlag af profetbiografien kommet til den opfattelse, at Muhammed led af en særlig epilepsi, temporallap-epilepsi, og at hans åbenbaringer baserede sig på indtryk under epileptiske anfald.
De mangfoldige muligheder for fortolkning af Koranen lader to konklusioner stå tilbage.
Enten har Muhammed i en religionsskabende proces stykket Koranen sammen på sit poetisk veludviklede, men skriftmæssigt tilbagestående sprog.
Eller også er de ”sataniske vers” – de fire vers i sura 53, som Muhammed senere fandt i konflikt med sin lære, og som han efterfølgende hævdede, at Djævelen havde hvisket i hans øre – ikke de eneste vers, som havde denne oprindelse:
Hele Koranen kan være resultatet af Djævelens eller en dæmons hvisken i en syg mands øre.