TV2 Nyhederne kunne d. 6.5.2018, i forlængelse af et indslag om Donald Trump, berette om en markant stigning i antallet af drab, primært knivdrab, som London har oplevet de seneste år.
I 2018 er antallet af dræbte allerede oppe på 68.
Af en eller anden grund følte værten Mikael Kamber sig kaldet til lige at afslutte indslaget med en opvisning i pærer og bananer: Til sammenligning dør der 30.000 om året af skydevåben i USA.
Det er næsten ikke muligt at konstruere en mere forfejlet sammenligning:
1) Han sammenligner en by (London, 8,7 mill) med et helt land (USA, 325 mill)
2) Han sammenligner tre måneder (London) med et helt år (USA)
3) Og værst af alt: Han sammenligner en statistik om drab (London) med en statistik, der indeholder både drab og selvmord (USA). Faktisk er hele 60% af de ovenstående skudrelaterede dødsfald i USA selvmord.
Skulle man lave en sammenligning, der bare en lille smule kunne belyse Londons problemer, kunne man f.eks. have sammenlignet de to metropoler London (8,7 mill) og New York (8,5 mill) og observeret, at i 2018 er der indtil videre dræbt ca. tre gange så mange i London.
Dette havde været en spændende sammenligning, der måske bryder med det verdensbillede de fleste, i hvertfald nogle af TV2s journalister, lader til at gå rundt med.