Af Peter Qvistgaard, journalist (61 år)
Jeg er en af de få overlevende – qua min alder – der kan fortælle ungdommen, at vi faktisk for ikke længe siden her i landet havde et helt andet samfund end det, som de i dag kender til. En tilværelse, hvor nøgleordene var tryghed, tillid, ydmyghed, ansvarlighed og respekt. Og vi skal altså ikke længere end 25 år tilbage i tiden.
Tryghed
Dengang var der ikke en kæft, der låste sin cykel, bil eller dør. For indbrud og tyveri var slet ikke i den størrelsesorden, som vi i dag kender til. Mord hørte absolut til sjældenhederne. Og blev vi uvenner med naboen eller andre, så tog Retten sig af det. Og begge parter respekterede dommen. Var vi om natten i byen, gik vi trygt hjem – og tænkte slet ikke den tanke, at vi måske kunne blive overfaldet. Når vi skulle ud og flyve, var der ingen kontrol, ja, selv piloterne inviterede os ud i cockpittet. Skulle vi hente en pakke på postkontoret, sagde vi blot vores navn, så fik vi den udleveret – uden fremvisning af ID, pas eller anden form for identifikation. Stod der en ”tomler” på vejen, samlede vi hende/ham op – uden at tænke på, at vi efterfølgende kunne blive beskyldt for sex-chikane. Tog vi naboens unger med på stranden, badede de alle nøgne. For det var naturligt dengang. Satte vi et læserbrev i avisen, var vi ikke bange for efterfølgende at blive chikaneret af dem, der var uenige med os. For begge parters våben var kuglepennen eller skrivemaskinen. Og på vore plejehjem blev klienterne passet af ildsjæle, og ikke af folk, hvis primære formål var at skrive indberetninger og alverdens rapporter.
Ydmyghed
Min mor var en fattig, men flittig kvinde, der ernærede sig som kogekone eller gik ud og gjorde rent for ”de fine”. Men ind imellem var hun grundet sygdom nødt til at gå til kommunen og få hjælp til hende og os fire små drenge. Hun betragtede ikke denne almisse som en selvfølge, men tog ydmygt imod den med stor tak. For hendes generation var vokset op med at ”man klarer sig selv” – og ikke ”det har vi sgu ret til”.
Ansvarlighed
Vi børn voksede hurtigt op med ansvar. Vi gjorde rent derhjemme, ordnede haven, og senere, da vi blev ti år, gik vi med aviser eller blev opvaskere på det lokale hotel. Penge så vi intet til, for de gik naturligvis til mor, så vi kunne bidrage til udgifterne derhjemme. Men denne ”dyd” lærte os også senere i livet, at man har ansvar for sit eget liv. En ”aftale er en aftale”, man ”render ikke af pladsen”, man kommer ikke for sent, man tager ansvar for sine handlinger etc.
Respekt
Dengang havde vi tillid til autoriteterne. Blev vi stoppet to på en knallert af politiet, blev vi flove og gjorde alt, hvad betjenten sagde. Kom vi senere i livet i kontakt med Retten eller andre myndigheder, modtog vi deres dom – uden at svine dommeren til eller kaste med stole eller nedrakke samfundet. Blev vi bedt af personalet om at være stille, når vi besøgte en kammerat på sygehuset, gjorde vi det øjeblikkeligt. Vi chikanerede ej heller en parkeringsbetjent, når vi fik en bøde. Og vi gik heller ikke til fysiske yderligere over for personalet, når vi ikke kunne få vores bistandshjælp på kommunekontoret. Ej heller kastede vi sten efter politiet eller brandvæsenet, når de ankom i forbindelse med en eller andet ulykke. Skulle vi til en jobsamtale, klædte vi os pænt på, og havde forberedt os. Fik vi ikke jobbet, sagde vi pænt farvel og tak. Skulle vi optræde foran nogle dommere i forbindelse med en sangkonkurrence, svinede vi ikke dommerne til, hvis vi blev fravalgt.
Lyder ovenstående kedeligt? Måske, men ikke for mine venner og jeg. Vi havde en vidunderlig opvækst, hvor vi festede igennem samtidig med at vi passede vore respektive jobs – i en tryg verden. For netop grænser giver børn tryghed i deres opvækst. Men naturligvis var alt ikke ”Morten Korch”. Også den gang var landet præget af sociale problemer. Men slet, slet, slet ikke, hvis vi sammenligner med nutidens problemer.
For nutidens Danmark har gjort de fleste af os til klienter i stedet for selvstændige, handlekraftige mennesker. Resultatet: Et land i kaos, børn, der vokser op uden grænser, masser af kriminalitet, faldende uddannelsesniveau, geografiske områder, hvor vi danskere ikke tør komme, politikere, der helt åbenlyst støtter en religion, der undertrykker kvinder – og borgere, der via lovgivningen ser en større fordel i at gå på bistand frem for at finde et job.
SUK, selv dem, der i tresser-generationen prækede fred, fri hash (hvad er der i øvrigt i vejen med det?) og fri indvandring i mine unge dage, de sidder nu i fede stillinger i det offentlige, og har glemt alt om deres fordums frihedsbegreber – og regningen for deres utopiske idéer er nu sendt videre til deres og vores børn.
Det er en naturlov, at børn skal være rebelske og gøre oprør mod det bestående. Men historien har vist os, at så snart de selv stifter familie – og udgifterne banker på – bliver de mere og mere borgerlige efterhånden som årene går. Faktisk så meget, at de (fy, fy) selv er begyndt at tænke over konsekvenserne over de mange indvandrere, der om føje år snart kan bombe vort samfund 1.400 år tilbage.
Men så har vi til den tid minderne tilbage – et vidunderligt Danmark fra en svundet tid.