Af Ulrik Høy
I dag vil jeg sige tak til en række personer og institutioner og lidt mindre tak til andre personer og institutioner.
Fotograf og skribent Steen Raaschou skal have tak, fordi han tog pænt imod de seks granvoksne danske betjente, der ikke kunne finde på andet – rettere: hvis overordnede ikke kunne finde på andet end at lægge ham i håndjern, bortfjerne hans computere og køre til Bellahøj politistation med hele herligheden.
Jeg håber, Steen er hjemme igen, og at hans computere efter ransagning også er installeret påny. Steen er chef og førstemand for bloggen “Snaphanen”, som er leverandør af enhver form for svensk dårskab. Sverige ligger som bekendt i spidsen for underminering af eget folk og egen nation, så det er klogt at holde øje med. En fremtrædende svensk politiker udtalte for et par år siden, at “de fremmede har ligeså stor ret til at bo i Sverige, som vi selv har”. I sandhed et mindeværdigt udsagn. “Snaphanen” kan vi ikke undvære, hvorimod vi rigeligt kan undvære de 25 knægte, der leverer uro og optøjer og sjofel opførsel overfor almindelige borgere.
Skulle politiet ikke prioritere det en kvart paragraf højere end indsættelsen af seks betjente til arrestation af en god dansk mand og hans computere? De 25 drenge i Brønshøj og deres utålelige dominans er et ægte gedigent eksempel på importeret pøbelkultur. Knægte på 8-10-12 år, der flakser omkring som en stime sultne piranaer, det er da utroligt. Det havde vi sgu da ikke i Silkeborg i gamle dage, i 50erne, med visse ridderidealer og ligeværdighed i kampen.
Kvarteret omkring Thorsgade kæmpede mod knægtene fra Andelsboligerne, og det var fair fight, for vi var lige gamle. Om vi opsøgte yngre, enlige kvinder i nattemørkningen? Om vi skræmte livet af ældre medborgere, fordi vi var fire mod en, seks mod en, ti mod en? Utænkeligt. Der var trods alt visse standarder. Det er der ikke i Brønshøj. Her kan en enlig yngre kvinde berette, hvordan hun blev antastet i en cykelkælder og groft forulempet, svinet til verbalt og skubbet til af pøbelskaren. Hvilken kulturberigelse, og hvilken forbedring til det værre – Verschlimmbesserung – som tyskerne siger.
Og så vil jeg sige tak til Dansk Samling, partiet der fastholder den smukke mindekultur i Mindelunden i Ryvangen. Det er prisværdigt. Dansk Samling har de bedste debattører i Danmark, og så må de se at udvikle deres politiske talenter – og især organisatoriske – så partiet bliver andet og mere end en begavet debatplatform. Dette sagt i den bedste mening.
Og så er jeg fremme ved Rasmus Paludan, som kaldes ved navne og skammes ud for alt mellem himmel og jord. De danske medier har indledt en formelig klapjagt på ham, og ingen midler er for billige. Oh danske medier, oh danske flokmentalitet! Kan de ikke selv se det?!
Bag den demonstrative uenighed og gevaldige debat er danske medier ekstremt enige og ensrettede. Ligesom Donald Trump skal ned med nakken, skal Rasmus Paludan ned i skidtet. Som jeg før har skrevet, så er der 10.000 medlemmer af det venstreorienterede Dansk Journalistforbund, alle hader de Donald Trump, og er der bare 5 eller 10 trumptilhængere i forbundet, så skal de række fingeren i vejret. Jeg vil se det, før jeg tror det.
Danske medier, danske journalister, de er uhyggeligt ensrettede, og nu har de som sagt indledt jagten på Rasmus Paludan. Hold kæft, hvor skal han jordes, og så er han nazist! Hold da kæft, hvor er han nazist, og den slags kan man selvsagt kun mene, når man har fået Holocaust på hjernen.
En ellers flink fyr, Jacob Mchangana, er også gået fra snøvsen. Rasmus Paludan lægger op til folkemord med sine ytringer, hedder det, og mener man det, så er det nat med fornuften og den sunde dømmekraft. Næ, Rasmus Paludan er noget helt andet:
Han er en ægtefødt ætling af Klods Hans, der tog fusen på dem allesammen og endte med at få prinsessen og det halve kongerige. Betuttede stod de tilbage og gloede dumt, mens Klods Hans smed pludder i hovedet på oldermændene, inklusive ham, der kunne Weekendavisen forfra og bagfra i tre år. Huhej, råbte Rasmus Klods Hans Paludan og snuppede de første syv mandater. Det kan kun blive til mere, og så vil jeg helt personligt bede Rasmus Klods Hans kontakte den amerikanske ambassadør og bede hende om at få bossen til at sende en twitter i tidens fylde.
Sådan et rigtigt patriot-missil af en twitter lodret ned i den danske valgkamp. Huhej!