SYGE KONSPIRATIONSFORESTILLINGER

Laptop
Del artiklen her:

Af Bent Jensen.

 

 

Kære Flemming Møller.                                                                               25. juni 2022

Jeg latterliggør ikke anderledestænkende, fordi de er anderledestænkende, men fordi de er grebet af latterlige sammensværgelsesforestillinger, som er så ekstreme, at man ikke kan tage dem alvorligt.

Det drejer sig heller ikke om kritik af mennesker, der har et kritisk syn på de dominerende medier. Jeg ser selv meget kritisk på disse medier, hvilket jeg har demonstreret i årevis – bl.a. i min kritik af disse mediers udbredelse af den fuldkommen grundløse påstand om, at præsident Donald Trump var Kremls og Putins hemmelige egent i Det Hvide Hus, altså en sammensværgelsesforestilling, der var lige så absurd som latterlig.

Jeg ved faktisk også godt, at ikke alt er sort-hvidt, hvad angår Rusland og Ukraine – og har også talt og skrevet herom i årevis. Men lige nu drejer det sig altså om Ruslands ødelæggende angrebskrig mod et naboland. Og det er ikke USA, der er i gang med at ødelægge Ukraine, men regimet i Kreml og dets enorme krigsmaskine. Det er voksne mennesker, der er ved magten i Rusland, og det er deres beslutning og deres ansvar.

Flemming Møllers indlæg dokumenterer, hvor langt ude i dette morads af spekulationer om sammensværgelser, han befinder sig. 

Jeg takker Flemming Møller for påstanden om, at jeg taler imod bedre vidende. Men det hænger jo ikke sammen med hans anden påstand om, at jeg tydeligvis IKKE har sat mig ind i tingene. Da jeg ifølge Flemming Møller intet ved om tingene, kan jeg jo ikke tale imod bedre vidende!

Flemming Møller taler om min ”vanvittige” påstand om angrebet på tvillingetårnene i New York 11. september 2001. Jeg forstår på ham, der efter egen opfattelse har sat sig ind i tingene, at der var tale om et såkaldt ”insider job”, udført af amerikanske myndigheder, og at de muslimske fanatikeres morderiske angreb på tårnene sådan set ikke rigtigt betød noget. Det var amerikanerne selv, der fik tårnene forvandlet til støv osv. Han bygger denne påstand på en bog af en amerikansk sagfører, som han udstyrer med en videnskabelig titel (”Dr. Judy Wood”). 

Men hun er altså for det første ikke doktor i fysik eller energi, men jurist, og har derfor ingen forudsætninger for at vurdere de mange påstande, hun bringer til torvs, og som Flemming Møller og NewSpeek ukritisk viderekolporterer.

For det andet: Hvorfor i alverden skulle USA-myndigheder ødelægge disse amerikanske tårne? Var det også USA, der ved samme lejlighed ville angribe Pentagon?

Ærlig talt – hvor langt ud i dette hjernespind vil man gå? Det er jo absurde forestillinger. Lige så absurde som forestillingerne om Trump som Putins hemmelige agent. Lige så absurde som forestillingerne om, at det er USA, der står bag Ruslands ødelæggende angreb på Ukraine. Og lige så absurde og syge som de gamle russisk fabrikerede påstande om en jødisk sammensværgelse med kontor i Amerika.

Bent Jensen

Del artiklen her: