Dem som påstår, at integrationen nok skal lykkes, hvis blot kravene er stramme nok, stikker folk blår i øjnene.
Kommentar af Nicolai Sennels
Hele det politiske spektrum diskuterer i disse år, hvordan man kan stramme kravene til integration for at motivere indvandrere til at integrere sig. Sandheden er desværre, at integrationen aldrig vil lykkes i bare tilnærmelsesvis tilstrækkeligt omfang. Fordi der for hver solstrålehistorie, vi hører, kommer mange nye til, som aldrig bliver del af vores danske fællesskab.
Hverken skiftende flertal af politiske strammere og slappere, milliarder brugt på forskønnelse af ghettoområder, hære af socialarbejdere, integrationsvejledere eller politibetjente har fået bugt med den manglende integration.
Tværtimod: Parallelsamfundene skærer stadig større skiver af vores dejlige byer. Her udklækkes farlige kriminelle og radikale islamister i hobetal, grundloven ligger nede i skraldespanden sammen med respekten for myndighederne og os vantro i almindelighed, og islamiske lov tvinger de lokale til at behandle hinanden i deres omgivelser brutalt.
Sådan er det i Danmark, og sådan er det alle andre steder i verden med et højt antal indvandrere og efterkommere fra islamiske lande. Og sådan har det været altid: Det er ikke uden grund, at meget store områder på Jorden, som før var kristne, hinduistiske, buddhistiske og jødiske i dag er islamistiske.
Mennesker, opdraget i en islamisk kultur, skifter åbenbart ikke holdning til ytringsfrihed, kvinders lighed eller vantro, blot fordi de får færre børnepenge eller skal længere tid i fængsel, hvis de begår kriminalitet. Hvem kunne dog også have forudset det…? Jo, alle med bare en smule menneskekundskab.
Alligevel går selv de strammeste værdipolitikere stadig rundt og taler om “integration” som noget, der nok skal lykkes, hvis blot vi finder den rigtige måde at gøre det på. Men det er at stikke folk blår i øjnene, for så sender man et signal om, at det kan lykkes. Det kan det ikke. Og imens folk går og snakker om, hvordan vi så finder den rigtige måde, vokser problemerne med voldsom hast.
Sandheden er, at der ikke er nogen “integrationskode”, der skal knækkes. Vi kan allerhøjest forsinke katastrofen. Det eneste, der betyder noget, er antallet. Derfor er der ingen “koranklodser” og soldater på gaderne i Østeuropa, som klogeligt har sagt nej til migranter og flygtninge fra islamiske lande. Derfor kan kvinder trygt gå på gaden i Prag, Budapest og Riga, men ikke i stadigt større dele af Stockholm, Paris og London. Og derfor står selveste vores retssamfund og velfærd på stadig mere gennemtærede pæle i lille Danmark.
Så stop straks al snak om integration. Det trækker blot tiden ud, og imens vokser problemerne. Tal om antallet og om, hvordan vi får det nedbragt.