Af Bent Jensen.
Til september indledes en rigsretssag mod medlem af Folketinget og tidligere Venstre-minister Inger Støjberg. Der er meget på spil for den principfaste politiker, og det er tankevækkende, at det nu er minister nummer to, der søges dømt ved en rigsret med forvaltning af udlændingespørgsmål som anledning. Den første var den konservative Erik Ninn Hansen, som Mimi Stilling Jakobsen fældede.
Det er ikke så sært, at Inger Støjberg ønsker så megen offentlighed som mulig om sagens gang i Rigsretten. Det skulle man tro, at alle, der går ind for mest mulig offentlighed om samfundsanliggender, kunne støtte – ikke mindst mediernes redaktører og journalister. Men sådan forholder det sig ikke. Der udfoldes tværtimod megen opfindsomhed for at afvise forslaget og begrænse borgernes mulighed for selv at følge direkte med og ikke være afhængige af mediernes udvalg.
Langt de fleste journalister hører til i det røde felt
Det er en kendsgerning, at langt de fleste journalister modsat Inger Støjberg politisk hører til i det røde felt. Medierne har indtil nu fortalt befolkningen, at hele grundlaget for adskillelsen af mindreårige tvangsgifte piger fra deres ældre mænd var en pressemeddelelse, som Inger Støjberg udsendte 10. februar 2016. Men ifølge bogen ”Processen mod Inger Støjberg” af Peter La Cour er det ikke rigtigt. Det afgørende dokument er derimod et ministernotat, udarbejdet af ministeriets departementschef, og som Inger Støjberg godkendte 9. februar. De stort set enslydende påstande fra politikere og medier om, at adskillelserne var ”ulovlige”, er heller ikke rigtig. Der skete i alle sagerne om adskillelse en konkret og individuel vurdering under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser. Denne oplysning var ny for mig og mange andre.
Flere mærkværdigheder
Under Støjberg-sagens hidtidige forløb har der i det hele taget været flere mærkværdigheder. Hvorfor valgte ombudsmand Jørgen Steen Sørensen under sin vurdering af sagen helt at se bort fra et dokument, som både Støjberg, flere ledende embedsmænd og uafhængige eksperter anså og anser for meget vigtigt. Der er tale om det just nævnte ministernotat fra 9. februar 2016 om individuel vurdering af tilfælde, hvor mindreårige piger boede sammen med ældre mænd på asylcentrene. Da notatet kom frem i lyset, bad kommissionen ikke ombudsmanden om en forklaring på fravalget. Hvorfor ikke?
Socialdemokratiets rolle i sagen er yderst interessant. Til at begynde med var partiet meget opbragt over, at mindreårige tvangsgifte piger skulle leve sammen med deres ældre mænd i danske asylcentre. Det var de radikale og Enhedslisten, der førte an i angrebet på Inger Støjberg, fordi hun ønskede de umage par adskilt. Men senere fik den socialdemokratiske pibe en anden lyd, og Mette Frederiksen kundgjorde nu, at hendes parti gik ind for en rigsretssag, fordi Støjberg havde iværksat ”en klart ulovlig administration”. (DR bragte denne nyhed med en påstand om, at Støjberg havde givet ”en ulovlig instruks” og tog dermed klart parti i sagen).
Socialdemokratiet sejler med et lig i lasten, der hedder minksagen
Socialdemokratiet sejler imidlertid med et lig i lasten, der hedder mink-sagen. Man udøver derfor den svære kunst at blæse og samtidig have mel i munden. Justitsminister Nick Hækkerup forsøgte at redde sin chef i mink-skandalen ved at få udarbejdet et notat om, at Mette Frederiksens udtalelser på pressemøder og andre politiske udmeldinger ikke udgør hverken ”administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter”. Men dermed trak han tæppet væk under sit partis anklage mod Støjberg om, at hendes pressemeddelelse om adskillelse var ”en ulovlig instruks”.
At Støjbergs ønske om direkte transmission fra Rigsretten i de elektroniske medier skulle være udtryk for mistænkeliggørelse af dommerne, er svært at tage alvorligt som argument for, at der ikke bør transmitteres direkte. Det samme gælder påstanden om, at det vil være kedsommeligt at følge transmissionerne. Det sidste kan man jo roligt overlade til seerne og lytterne at afgøre. Hensynet til unge jurister, der skal medvirke i Rigsretten, er ligeledes mærkværdigt. Hvis nogen skammer sig over at deltage i retssagen, må de jo lade være. At transmissioner er overflødige, fordi man blot kan gå ind og overvære sagen, er jo ikke en reel mulighed for Støjbergs mange vælgere og sympatisører I Skive-kredsen og andre provinser fjernt fra Rådhuspladsen i København. Og at USA ikke er Danmark, er jo ubestrideligt, men er jo heller ikke noget seriøst argument for at modvirke åbenhed om sagen.