SIGER ALLE RELIGIONER DET SAMME?

Shares 146

Det er helt afgørende, hvorvidt en religion kan tolkes eller ifølge sine egne dogmer skal tages bogstaveligt. Islams indtog i Vesten har gjort teologi særdeles relevant, også for politiet.

Det korte svar – eller rettere sagt mit korte svar – er : Nej det gør de ikke, men alligevel kan man argumentere for, at der er fællestræk i den forstand, at de fleste religioner henviser til en verden hinsides vores. Men det gør de religioner, der ikke har en gud også. Både buddhismen og konfucianismen anerkender eksistensen af en masse (temmelig betydningsløse) guder, mens de ikke tilbeder nogen verdensskaber eller verdensstyrer. Deri ligner de lidt nazismen og kommunismen, der begge tror på en anden mystisk og mytisk skikkelse – Skæbnen – der i den sidste ende vil bestemme, at alting ender med de rigtiges sejr. For kommunismen var det proletariatet, og for nazisterne var det den ariske race.

Hinduismen

Sagen bliver yderligere kompliceret af hinduismen, som alle tror, er en dyrkelse af fantasifulde gudeskikkelser (såsom elefantguden Ganesh for eksempel), men som i virkeligheden minder om de tre abrahmitiske religioners gud – altså jødedommens, kristendommens og islams gud. Det har jeg i hvert fald læst i filosofiprofessor Huston Smiths bog ”The Religions of Man”, hvoraf det fremgår, at hinduismen absolut er en religion for viderekomne. Hinduismens Gud (med stort G) kan opfattes som personlig eller upersonlig, skriver den lærde Huston Smith, og som sidstnævnte opfattes han som (”is conceived as”) en treenighed, der består af 1. Skaberen (Brahma) 2. Bevareren (Vishnu) 3. Ødelæggeren (Shiva)”. Så hinduismen er ret forskellig fra Buddhismen, der ikke har nogen Skaber. Og heller ikke nogen Sjæl. Wikipedia siger det klart:

“The six orthodox schools of Hinduism believe that there is Ātman (soul, self) in every being, a major point of difference with Buddhism, which does not believe that there is either soul or self.”

Her bekymrer det mig, at Huston Smith ikke siger, at disse tre guder er noget – men blot at de kan opfattes som noget – dvs. som noget eksisterende. Jeg synes, det er dunkelt.

Et højhus som billede på troen

Så det er absolut ikke nemt, det der med Gud og hvordan Han er (det plejer jo at være et væsen af hankøn, må man konstatere), og et godt billede på problematikken er et højhus, hvor de fleste mennesker bor i underetagerne. Øverst oppe er der en beboer (påstås der), som er meget mægtig og meget vigtig, men som ingen har set. Buddhisterne siger, at der bor ingen deroppe, og hvad nazismen og kommunismen siger, ved jeg ikke rigtigt, fordi begge tror på en slags bestemmende Forsyn, men ikke på nogen Gud: Så jeg ved ikke, om de ville anbringe Skæbnen på den øverste etage som en slags styrende overgud ligesom romernes Fatum, der betyder skæbne og stod over alle andre guder

Men de abrahamistiske religioner i de nedre etager er fast overbevist om, at han er der. De kan bare ikke blive enige om, hvordan han er, og hvad han vil have. Dog er alle tre overbevidste om, at han er god. Jamen siger de det samme, så? Det er som sagt ikke nemt at svare på.

Lovreligion kontra selvstændig frihed

Islam og jødedommen er lovreligioner (mere af navn end af gavn for jødedommens vedkommende),mens kristendommen og jødedommen er præget af græsk tænkning. Det er islam ikke. Ikke fordi, der ikke har været græsktænkningsinspirerede muslimske filosoffer, men de har ikke nogen plads i det officielle islam og anses nærmest som kættere (hvis deres navne overhovedet kendes). En anden afgørende forskel, der sætter islam et helt andet sted end kristendommen og jødedommen, er fortolkningen. I jødedommen er fortolkning alt – de drakoniske forordninger i tredje Mosebog, (som er meget værre end noget, der findes i koranen), fortolkes til noget nær det modsatte – mens i islam fylder fortolkning meget lidt. Ja, meget, MEGET lidt er man fristet til at sige. Her er det ledende princip ”Den frie fortolknings port er lukket” (“Insidid bab al ijtihad”, som man kan læse om på www.exploreislaam) og dette princip har været gældende i 1000 år. Javel. Men er der ikke nogen, der må – eller kan – fortolke koranen? Jo da. Æren tilfalder såmænd profeten Muhammed selv, fordi det er Muhammeds sunna, hans eksempel, der vejleder den troende i koranens dunkleste passager, som – hvis jeg må være lidt profan – ingen djævel kan finde rundt i. Koranens danske oversætter Ellen Wulff siger det meget klart:

”man skal ikke tro islam er det samme som Koranen. Der er andre kilder, og en kilde der er – ikke helt så respekteret som Koranen, men som i praksis har meget større indflydelse – det er den kilde, der hedder hadith. Og der findes uendelige mængder hadiths, og det er i sidste ende det, der bestemmer, hvordan en muslim tænker.”

Ja. Det er sunnaen, der er koranens facit. Og derfor selve islams facit. Hvilket alle muslimer er enige i. Spørger man sin muslimske nabo – hvad enten han er shia, sunni, sufi eller noget fjerde – vil han sige, at Muhammed var det perfekte menneske. Hvorfor? Fordi han hele sit liv gjorde, netop hvad Allah ville. Og ikke andet. Via hans gerninger – og de inkluderer snigmord, tortur, massemord på jøder, ran og slavetagning – er han den bedste og den eneste tilladte fortolker af koranen, og at diskutere i det uendelige, om der i koranen er belæg for dit eller dat, er fuldstændig ørkesløst.

”Man kan ikke ændre på, hvad der står i Koranen, og hvad Profeten har sagt til os, at vi skal gøre”, siger Imam Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center og han bakkes op af imamen af Grimshøjvej moskéen, der siger, at hvis man afviger fra ovennævnte princip ”så er man ikke muslim mere” (JP 13. oktober 2015).

Så hvad er bundlinjen? Den er følgende. Islam hviler på to søjler. Islam og profetens sunna. Hans eksempel. Men det gør kristendommen også. Grundteksten er bibelen og ledetråden er Jesu eksempel. Men dette eksempel er det stik modsatte af Muhammeds eksempel. Så hvis man bruger dét som kriterie…ja, så siger de bestemt ikke det samme. Alligevel kan man se tidligere overrabbiner Bent Melchior vimse rundt om muslimer med et forbrødrende smil. De tilhører samme familie, mener han. Det minder mig om folk, der kun kan se ligheder mellem en tiger og en huskat. Og hvorfor det? Jo, de tilhører begge samme familie, ikke sandt? Men hvilken af dem vil de have mest tiltro til, da det kom til handlinger og ikke kategorier?

Shares 146

Comments

comments