Af Peter Østerby-Jørgensen.
De sidste 15 måneder, fra marts sidste år til nu, har været de mest mærkelige, de fleste af os har oplevet.
Alene de nye ord og udtryk, vi har lært, siger meget om det: Corona-virus, Covid-19, smittekæde, restriktioner, hold afstand, brug sprit, host og nys i ærmet, mundbind, lockdown – samfundet lukkes ned, forsamlingsforbud, arbejde hjemmefra, hjemmeskole, sofa-kirke (det ord er opfundet af et af vore børnebørn: det betegner, at man kunne se Morfars gudstjenester på YouTube).
Og så er der jo også test – både PCR-test og hurtigtest, vaccination (nå, ja, det ord kendte vi i forvejen; men nu bruges det jo næsten kun om én bestemt slags vaccination), flokimmunitet, corona-frisure, hjælpepakke til virksomheder.
Og sikkert en hel del flere.
Vi husker måske hvordan det begyndte
Vi husker måske, hvordan det begyndte:
Med rapporter fra Italien, hvor vi fik at vide, at der døde så mange, at de måtte køres væk fra sygehusene på lastbiler, og dødsannoncerne fyldte flere sider i hver eneste avis.
På den baggrund var vi helt med på at indordne os, da regeringen lukkede samfundet ned midt i marts sidste år.
Der var stort set ingen, der stillede kritiske spørgsmål til det, der blev gennemført, og de få spørgsmål, der blev stillet, blev hurtigt fejet af bordet: Vi stod jo over for en frygtelig sygdom, meget værre end alle hidtil kendte influenza’er.
Vi begyndte at undre os hjemme hos os
Som tiden gik, sidste forår, sidste sommer, sidste efterår, begyndte vi at undre os, hjemme hos os. Der var ting, vi ikke forstod. Der var spørgsmål, vi havde lyst til at stille.
Og kan man ikke stille sit spørgsmål til andre, kan man da altid prøve med Google og YouTube. Så det gjorde vi.
Og så opdagede vi, at der også var andre, der stillede spørgsmål. Og vi opdagede, at der kunne stilles mange flere spørgsmål, end vi var nået til at stille.
Vi opdagede også, at f.eks. forskere, der ellers havde været regnet blandt de dygtigste inden for deres områder, pludselig ikke blev regnet for noget længere – fordi de vovede at stille kritiske spørgsmål til noget af det, der foregik.
Det gælder både her i Danmark og i udlandet.
Det fik os til at undre os – og vi undrer os stadigvæk.
Hvorfor er kritik ikke bare uønsket, men næsten forbudt?
I årtier har vi fået at vide, at vi skal forholde os kritisk til verden omkring os og forholde os kritisk til det, vi får at vide i radio, fjernsyn og aviser, og forholde os kritisk til det, politikere kommer med. Selv tage stilling.
Men nu kan det pludselig virke, som om nogen – og jeg véd ikke hvem – ønsker at lukke for alle kritiske spørgsmål.
Hjemme hos os udløser det ny undren og nye spørgsmål – og det kan samles til ét spørgsmål: Hvorfor er kritik i denne sammenhæng, ikke bare uønsket, men næsten forbudt?
Og de, der vover at stille spørgsmål til et eller andet af det, der foregår – hvorfor bliver de ikke rost for deres sunde kritiske sans, men nedgjort og kaldt sølvpapirshatte?
Et par gange har vi hørt nogen sige:
Når nu 99% af alle forskere eller eksperter på et område er enige, hvordan kan nogen så tro, at de par stykker, der udgør den sidste, ene procent, kan have ret?
Sådan kan man måske godt sige.
Men jeg tillader mig at minde om, at for 500 år siden var det næsten kun astronomen Kopernikus, der mente, at det ikke var jorden, men solen, der var verdens centrum, som alt andet bevægede sig rundt om.
Man prøvede at lukke munden på ham; men i dag véd vi jo, at han havde ret – ganske vist ikke i, at solen er verdens centrum, men i hvert fald i, at det er jorden, der bevæger sig rundt om solen, ikke omvendt.
Én person kan godt have ret, selv om 99 påstår, at han ikke har det
Hjemme hos os, når vi prøver at undersøge de her ting og snakker om det, vi finder ud af, får vi nemt en fornemmelse af, at der må være nogen, der véd noget om alt det her, som vi almindelige borgere ikke får at vide.
Vi håber, at det ikke forholder sig sådan, for vi ville ikke bryde os om det; men vi kan ikke helt frigøre os fra tanken. –
Især på de såkaldte sociale medier har det vist sig, at diskussioner om corona-virus og alt det, det har ført med sig, kan blive meget uforsonlige.
Det gælder uanset, hvad der bliver diskuteret, og det gælder begge parter i de mange forskellige diskussioner.
Værst bliver det, når man gensidigt begynder at bruge nedgørende skældsord mod hinanden – at svine hinanden til, som man siger nu om dage.
Den slags har vi mindst af alt brug for, lige nu.
Vi elsker vort land
Men nu er vi mødtes her i aften. Til Sankt Hans-bål i Erslev. Som så mange gange før.
Der er noget vigtigt i det at mødes, ansigt til ansigt, at få talt lidt sammen, at synge og lytte sammen, at spise og drikke sammen.
Vi er her ikke, fordi vi er enige om alting, men fordi vi bor det samme sted – sådan stort set.
Vi lever sammen, og vi har noget sammen – forud for alt det, vi kan finde på at diskutere og måske blive uenige om. Dét er noget, vi kan bygge på. Dét er det, vi SKAL bygge på.
Det er også det, der ligger bag de stærke og dristige ord i Midsommervisen:
Vi elsker vort land.
Intet mindre end ’elsker’. Vort land – vor ø, vort sogn, vor by.
Vi elsker det, der var her før os selv. Det og dem, vi hører sammen med. Landskabet. Årets rytme: Fra jul over forår til sommer og høst – og til vinter igen. Den travle hverdag og de festlige afbræk i travlheden og hverdagen.
Vi elsker det alt sammen og er villige til at forsvare det – som Midsommervisen siger: Med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende.
Men ufredens ånd kan snige sig ind – som jeg nu har påpeget det her i aften.
Til det siger Midsommervisen, at mod ufredens ånd / over mark, under strand / vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde.
Altså: Når ufredens ånd sniger sig ind, er det vigtigt, at de gamle skikke kalder os sammen igen, at vi mødes, taler sammen og hygger os sammen.
Det kræver noget af os. Det kræver, at vi vil. At vi vil af hele vort hjerte. At vi går til sagen med kærlighed.
Derfor siger Midsommervisen: Vi vil fred her til lands, den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!
Hjerterne er det, der kaldes på. Det inderste i os.
Og har vi altid hjerterne med – også når vi diskuterer og måske ikke kan blive enige, så kan uenigheden aldrig skille os ad. For så er der plads til at give den anden frihed.
Midsommervisen synger om Fred. Men sand fred for alle kan kun findes, hvor der også er frihed. Og sand frihed kan kun findes, hvor sandhed og lov og ret hersker blandt os.
Vi håber, at vi får en slags normale tilstande tilbage
Vi håber, at vi med tiden kommer hen ’efter corona’ – at vi får en slags normale tilstande tilbage.
Og både undervejs til det, og når vi først er der, er det nødvendigt for vor fælles fremtid, at vi bærer det med os, vi har i arv fra generationerne før os, at vi elsker vort land, viser vore medborgere respekt, elsker sandhed og lov og ret, fred og frihed – og er villige til at kæmpe for hele denne arv.
Den kamp kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde, men også kun dér.
De bedste ønsker for sommeren. Og tak for lydhørhed!