Af Lone Nørgaard.
D. 24. oktober kunne man bl.a. i dagbladet Information læse om et nyt konservativt venstrefløjsparti i Tyskland:
”Nyt konservativt venstrefløjsparti kan ændre landskabet i tysk politik
I Tyskland kalder den populære og populistiske politiker Sahra Wagenknecht med sit nye parti til kamp mod wokeisme, indvandring og social uretfærdighed. AfD og Die Linke ryster i bukserne. ”
Men hvem er Sahra Wagenknecht egentligt?
Jeg stiftede bekendtskab med hende første gang tilbage i august 2021, hvor jeg anmeldte hendes netop oversatte bog ”DE SELVRETFÆRDIGE. Mit modsvar – for fællesfølelse og sammenhold.”
Den anmeldelse er stadig aktuel, så teksten følger nedenfor lettere redigeret og kan forhåbentligt give læsere, der ikke måtte kende Wagenknecht, en fornemmelse af hendes position.
Den gamle anmeldelse bliver trukket af stald, fordi det er mit håb, at flere vil ophøre med at tænke i traditionelle modsætninger: Venstrefløj versus højrefløj, rød versus blå.
I dag går fronten i de såkaldte demokratier et helt andet sted. Ikke først og fremmest mellem rød og blå blok, men mellem såkaldt almindelige mennesker og den globalistiske mafias netværk af (nationale og internationale) organisationer, (uddannelses)institutioner, tænketanke, lobbyister, (købte) politikere, (købte) journalister, embedsmænd m/k m.fl.
Herhjemme snorksover de fleste danskere. De aner tilsyneladende ikke, hvad der er gang i på globalt plan (indførelse af totalovervågning og indskrænkning af vores økonomisk frihed og bevægelsesfrihed), men der er jo ikke andet at gøre end at blive ved og ved med at informere, herunder om de små lyspunkter. Og til dem hører Sahra Wagenknecht indtil videre.
Forbeholdet ’indtil videre’ fordi sporene skræmmer, når politikere får adgang til magtens hellige haller. Således har Nye Borgerliges opkomst og fald endegyldigt knækket min tillid til demokratiet.
***
Sahra Wagenknecht – et ikon på den tyske venstrefløj
Sahra Wagenknecht er et ikon på den tyske venstrefløj. Ikke desto mindre gør hun i bogen ”De selvretfærdige” op med store dele af den nuværende europæiske venstrefløj og de storbyakademikere, hun har døbt livsstilssocialister. Et opgør hun fik ørerne i maskinen for.
Allerede i forordet står hendes ærinde ret klart: Almenvel og fællesfølelse er ord, der næsten ikke længere findes i hverdagssproget, og det begræder forfatteren. Følelser har erstattet argumenter, man moraliserer i stedet for at argumentere, debatkulturen er forgiftet, og venstreliberalismen er hverken venstreorienteret eller liberal. Sammenholdet er i opløsning og fjendtligheden stigende. Folk fra forskellige miljøer taler mindre og mindre med hinanden, fordi de lever i vidt forskellige verdener. Det går i den helt forkerte retning.
Hendes mission er intet mindre end at gøre det klart, hvad det vil sige at være venstreorienteret i det 21. århundrede uden alle klichéerne og de fashionable fraser. Og så kommer den sentens, der er blød nougat i mine øregange:
”For mig omfatter det også spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan lære af den oplyste konservatisme.” (s. 17)
Her følger definitionen på livsstilssocialister.
Definitionen på livsstilssocialister
”Livsstilssocialister lever ikke i den traditionelle verden (…) De er først og fremmest kosmopolitiske og som følge heraf for Europa, selvom andre måtte forstå noget andet under dette slagord. De bekymrer sig om klimaet og kæmper for frigørelse, indvandring og seksuelle mindretal. De er bl.a. overbeviste om, at nationalstaten er forældet, og de forstår sig selv som verdensborgere, der ikke er specielt forbundet til deres eget land. Det bakkes ofte op med et CV, hvor udlandssemestre, gymnasieudvekslinger eller et praktikophold i udlandet er en selvfølge.
(…)
Traditionelle værdier som det at præstere noget, arbejde flittigt og gøre sig umage har ikke voldsom høj prioritet. Det gælder især for den yngre generation, der hele livet er blevet opdraget af omsorgsfulde, velhavende curlingforældre og aldrig har kendt til eksistentiel social angst og den stress, det forårsager.” (s. 25)
”(…) deres åbenlyse hang til at betragte deres privilegier som personlige dyder (…) deres moralsk overlegne selvtilfredshed, når de skamløst udstiller deres klippefaste tro på, at de befinder sig på de godes, de retfærdiges og de fornuftiges side.” (s. 28)
”Religion, nation og fædreland er venstreliberale kodeord for en bagstræberisk indstilling. Normalitet betragtes om uattraktiv (…)” (s. 95)
Bogen falder i to afdelinger
Del I Det spaltede samfund og dets tilhængere
Del II Et program for fællesskab, sammenhold og velstand
Altså først analysen af den herskende misere (på venstrefløjen), dernæst program for og ideer til en anden samfundsindretning. Med en række konkrete og rimeligt jordbundne forslag, der ikke er hentet i en socialistisk utopi.
Wagenknecht lægger ikke fingrene imellem
Wagenknecht lægger ikke fingrene imellem, når hun tager fat på alle de store og ømtålelige emner: Flygtningepolitik, migranter, klimapolitik, mangfoldighed, identitetspolitik, forbrugsvaner, trigger-ord, rejseglade øko-forbrugere, racisme, kapitalisme, overvågning, big tech, globalisering mv.
I den følgende citatmosaik bliver hendes position i debatten forhåbentligt gjort klar, og hvor nuanceret hun er i sin tænkning og sine analyser afdækkes bl.a. af denne kritiske salut rettet mod livsstilssocialisterne:
”Slagordet ”ingen vej tilbage til nationalstaten” betyder faktisk også: ”ingen vej tilbage til demokratiet” og ”ingen vej tilbage til velfærdsstaten”. (s. 233)
Såre interessant kommentar i betragtning af, at hendes politiske modstandere beskriver hende som venstreekstremist, stalinist og kommunist – og at hun er blevet overvåget af den tyske efterretningstjeneste!
Citatmosaik
”For de venstreliberale er enhver, der afviger fra deres værdigrundlag, ikke en anderledes tænkende, men derimod en dårlig person, måske er han endda menneskefjendsk eller nazist.” (s. 29-30)
”Alene tanken om, at der er naturlige forskelle mellem kvinder og mænd kan føre til en veritabel shitstorm.” (s. 31)
”Mens den traditionelle venstrefløj repræsenterede de underprivilegerede (…) står den venstreliberale venstrefløj på samme side som vinderne af de seneste årtiers sociale forandringer. Taberne har dermed også mistet deres autentiske politiske stemme, og de vender sig nu enten helt bort fra politik eller retter blikket mod højre.” (s. 92)
”Den identitetspolitiske venstreliberalisme (…) skaber splittelse (…)” (s. 109)
”Det, mange venstreliberale kalder multikultur, dækker i virkeligheden over mislykket integration.” (s. 116)
”(…) korstoget mod ægteskab og familie som ”repressive rollemodeller” [får] en noget kedelig bismag.” (s. 129)
” De højrepopulistiske partier er de nye arbejderpartier.” (s. 166)
”Hvis et demokrati er mere end regelmæssige valghandlinger, hvis det er et system, hvor flertallets interesser sætter sig igennem og bliver varetaget, så er det allerede noget tid siden, at det blev afskaffet i den vestlige verden.” (s. 181)
”Jo mere folk føler, at de sociale ydelser uforholdsmæssigt kommer andre til gode, altså folk, de ikke føler sig forbundet med og som i deres øjne ikke har nogen virkelig ret til samfundsmæssig solidaritet, desto mere taber den velfærdsstatslige udligning sin opbakning.” (s. 206)
”Koncentrationen af økonomisk magt i nogle få store globale virksomheder og den massive koncentration af økonomiske ressourcer i hænderne på de ekstremt velhavende ejere af dem, er den vigtigste årsag til, at demokratiet er sat ud af kraft i de fleste vestlige lande.” (s. 251)
”Enhver nation, der forsvarsløst udsætter sig for import, der underløber dens egne standarder, er ikke verdensåben, men bare dum.” (s. 298)
Jeg er begejstret og imponeret
Jeg er begejstret for dette værk, fordi forfatteren konsekvent stikker hovedet i løkken og adresserer problemerne kontant og uden uld i mund. Hun demonstrerer alt det modsatte af politisk korrekthed.
For ærlighed – og de ubekvemme sandheder! – koster. [Nu tidligere] partifæller i Die Linke har anklaget Wagenknecht for at have skadet partiet ubodeligt og krævet hende ekskluderet.
Men hvad så? Slet ingen indvendinger?
Jovist.
Fx at forbinde Steve Bannon med den yderste højrefløj. Fx at udnævne den politiske højrefløj til at være den helt store vinder i begyndelsen af det 21. århundrede. Fx ensidigt at tildele Vesten skylden og ansvaret for flygtningekrisen. Fx den overfladiske forklaring på Trumps nederlag: Dårlig håndtering af corona-krisen. Fx at hun slet ikke forholder sig til New World Order. Fx at hun går ind for gratis tosprogede børnehaver.
Men i det store og nuancerede billede, Sahra Wagenknect har vævet frem, er disse indsigelser få. Jeg er imponeret af formatet i hendes økonomiske, sociale og kulturelle fremstilling af det politiske landskab i Tyskland og kan varmt anbefale ”De selvretfærdige”.
Det lille forlag ”Brilleuglen”, som jeg med skam at melde ikke kendte, fortjener stor ros for den hurtige – og gode – oversættelse af denne vigtige bog.
———————————————————————————-
OM FORFATTEREN
Sahra Wagenknecht (født 1969) er uddannet nationaløkonom, forfatter og politiker. Hun er tysk politiker og har været medlem af Den Tyske Forbundsdag for ’Die Linke’ siden 2009. Medlem af Europaparlamentet i perioden 2004-2009.
Hun har blandt andre skrevet bøgerne Freiheit statt Kapitalismus: Wie wir zu mehr Arbeit, Innovation und Gerechtigkeit kommen og Freiheit statt Kapitalismus: Über vergessene Ideale, die Eurokrise und unsere Zukunft
(Hovedtitel på begge bøger: Frihed i stedet for kapitalisme).
Sahra Wagenknecht: DE SELVRETFÆRDIGE. Mit modsvar – for fællesfølelse og sammenhold. Oversat fra tysk af Lars Onslev. Hæftet. Forlaget Brilleuglen. 330 sider. Vejl. pris 249,50 kr. Udkommet d. 26.08.21.