Alle, der først og fremmest følger med i samfundsdebatten på nettet frem for i mainstreammedierne, kender Nigel Farage. Han har siden 1999 været britisk medlem af Europa-Parlamentet og er tidligere leder af UK Independence Party (UKIP).
Efter Folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab 2016 trådte Nigel Farage tilbage som leder af UKIP. Her i 2019 konstaterer han, at Brexit ikke er blevet ført ud i livet i overensstemmelse med folkeafstemningens flertal for ’leave’.
De britiske politikeres uduelighed og fedtspilleri har gjort Farage så forbandet, at han har taget initiativ til et ny parti: The Brexit Party.
Men hvorfor dog ikke holde sig til UKIP her op til Europaparlamentsvalget?
Som desværre set så ofte før er der splid i de politiske rækker, uafhængigt af politisk ståsted og platform, og også tilhængere af suveræne nationalstater har svært ved at finde fodslag. (Det kender vi alt for godt fra den hjemlige debat). Således har Nigel Farage ikke kunne forlige sig med en Tommy Robinson.
Min kommentar er: Der er plads til begge partier og frontfigurer i kampen for at komme ud af EU’s totalitære jerngreb. Den migrations-katastrofe, vi står overfor i form af en befolkningsudskiftning i Europa, er af en dimension, så alle fædrelandstro må bestræbe sig på at begrave uenigheder og stå sammen om det væsentligste for at overleve som folk.
Modstanden mod EU er heldigvis så stor i England her op til Europaparlamentsvalget, at såvel The Brexit Party som UKIP kan få mange af deres kandidater valgt.
Men hvorfor hører vi så lidt om The Brexit Party? Tavsheden vil NewSpeek gerne råde bod på med denne video, der præsenterer partiets kandidater.