JURA-PROFESSOR: MEDIERNE SKABER DERES EGEN VIRKELIGHED

Shares 463

Hvorfor glemmer journalister, at NATO selv har gjort, hvad man nu fordømmer Rusland for?

Af Ole Hasselbalch, jura-professor

Ole_Hasselbalch.jpg

Det burde fremkalde skepsis, når man lader målet hellige midlet – men ikke hos de vestlige lande, skriver Marie Krarup i Berlingeren 27/7 2017.

Det får hun så på hattepullen for af en uvidende lederskribent.

Umiddelbart før, nemlig 24/7 kunne man i Jyllands-Posten læse på forsiden med relation til den russiske indlemmelse af Krim i 2014, at ”for første gang siden 1940’erne havde en stormagt (her) ændret grænser på kontinentet med militærmagt og i direkte modstrid med international lov.”

Fake news befæstes

Berlingerens pukken på Marie Krarup er urimelig. Men det må hun stå alene med over for læserne. Og oplysningen i JP er usand. Men det må JP’s læsere ikke få at vide. I al fald har begge organer afvist korrigerende læserbreve fra undertegnede. Stillingen er følgende:

Første gang, de europæiske grænser blev flyttet med magt efter 2. Verdenskrig, var med NATO’s angreb på Serbien i 1999, som sikrede udskillelsen af Kosovo.

Jeg gjorde i JP den 6/8 1999 opmærksom på det uhyre farlige i, at man på den måde fra vestlig side retfærdiggjorde indgreb i suveræne landes forhold uden tilstrækkelig begrundelse i international ret. En sådan hjemmel savnedes nemlig, idet der ikke var den nødvendige FN-tilslutning til aktionen. Der var dermed tale om brud med et ikke-indblandingsprincip, som havde virket styrende for internationale relationer siden den Westfalske Fred, der afsluttede Trediveårs Krigen i 1648.

Rusland og Kina modsatte sig i øvrigt både aktionen og Kosovos senere uafhængighed bl.a. med henvisning til, at oplysningerne om de omfattende serbiske overgreb i Kosovo var falske. Det har senere vist sig, at denne frygt var velbegrundet. I JP 19/9 2008 redegjorde jeg herfor.

Jeg gjorde også opmærksom på det farlige i, at NATO så at sige etablerede sig som et kvasi-FN, der var villig til at gennemdrive sin politik med magt. Aktionen mod Serbien kunne således meget vel af Rusland blive taget til indtægt for, at der nu var fri bane for, at russerne selv kunne gøre ligeså. Konsekvenserne af det forbillede, Vesten skabte med Kosovo-krigen, var således lette at forudse.

De forspildte muligheder

Det er farligt, at den vestlige offentlighed misinformeres forholdene. Og det er både nedslående og uheldigt, at det eneste folketingsparti, der synes at have et realistisk syn på det moderne Rusland, er Dansk Folkeparti.

Med Murens fald opstod en chance for at hele Europa så langt som til Ural. Den mulighed blev imidlertid sat over styr med angrebet på Serbien. Mainstreamfortællingen om, at Ruslands indlemmelse af Krim var første gang siden 1940’erne, en stormagt i modstrid med international lov ændrede grænserne på kontinentet med magt, er som sagt forkert og et uholdbart grundlag for de senere indførte sanktioner mod landet.

Det er ejendommeligt, at Danmark i 1999 ville være med til at puffe det Rusland, vi gerne skulle have et godt forhold til, ud i militær genoprustning. Også fordi det vanskeliggjorde forholdene for de demokratiske kræfter i landet.

Krim

I øvrigt: Når det drejer sig om Rusland og Krim – med 70-80 % russisk befolkning og overladt til Ukraine af en fordrukken diktator som vennegave i Sovjettiden, hvor overdragelsen savnede enhver praktisk betydning – tales der om ”anneksion”. Når det drejer sig om Sønderjylland i 1920, tales der om ”genforening”. Hvorfor? Hvorfor har det såkaldte ”internationale samfund” ikke tilbudt at klare vandene ved en internationalt overvåget afstemning på Krim ligesom i Slesvig?

Danmark har ingen interesse i at udelukke Rusland fra det gode selskab. Vi har tværtimod interesse i, at Rusland udvikler sig til et stabilt element i et Europa.

Rusland er vitterlig ikke noget mønsterdemokrati. Men et sådant kunne heller ikke ventes efter 1000 års totalitært styre og enorme praktiske problemer med at få det nedbrudte land til at fungere. Mønsterdemokratier er i øvrigt også svære at finde i vor del af Europa. Herunder i Danmark, hvor det aktuelt kan være ikke blot karrierehindrende, men endog livstruende at modsige den fortælling om det multikulturelle samfunds muligheder og velsignelser, mainstreammedierne og Godhedsindustrien med tilhørende politikere har gjort til den gyldige.

Russerne er ikke barbarer

Russerne er ikke vilde barbarer, der som i Tolstojs “Krig og Fred” knuser krystalglassene mod gulvet og springer ud ad vinduerne. Ud fra undertegnedes snart 20 års erfaringer med bistand til at få en moderne russisk jurauddannelse og et reorganiseret justitssystem op at stå oplever man dem snarere som ikke blot gæstfrie, men også ganske kloge og vidende mennesker, der står over for en næsten uoverkommelig opgave med at skabe et trygheds- og retssamfund. Hvorfor gøre det vanskeligt for dem at løfte den?

Gennem de nævnte snart 20 år er det i øvrigt ikke lykkedes at opleve den aggressive holdning og undertrykkelse af afvigende meninger derovre, som mainstreammedierne herhjemme ynder at fortælle om. Tværtimod har der været frie muligheder for at udtrykke nødvendig kritik.

Hvem har egentlig interesse i at udgrænse Rusland fra nationernes gode selskab på et uholdbart grundlag?

Shares 463

Comments

comments