Af Lone Nørgaard.
Det har været en sorgens måned: Først dør Ole Hasselbalch, dernæst Ulrik Høy og nu Roger Scruton. Tre kæmper inden for hver deres område, men alle placeret på positionen: Forsvaret af nationen og suveræne nationalstater ud fra en erfaringsbaseret livsholdning og sund fornuft. Og høj intelligens!
Det er et ufatteligt tab, og udsagnet: ’Ingen er uundværlig’ holder ikke for disse store mænd. For de gamle, der faldt, er der ikke nye overalt.
Roger Scruton er en af de filosoffer, der har betydet mest for mig i mit liv. Også fordi han ligesom Ole Hasselbalch (jeg nåede desværre aldrig at møde Ulrik Høy personligt) ikke bare havde en masse i munden og i bøgerne. Han var i sin personlige omgang med folk selve indbegrebet af en negation til de intellektuelle, som den lærde britiske historiker, journalist og forfatter, Paul Johnson, revser i sin bog ”Intellektuelle” ved at udstille deres hykleri og dobbeltmoral (læs fx her og her).
Roger Scruton modtog Trykkefrihedselskabets ytringsfrihedspris i 2016. I den anledning skrev jeg en introducerende artikel Scruton er bare godt selskab, der fortæller præcist, hvorfor han været så stor en inspiration – og trøst – i et århundrede, hvor vi bevæger os mod mørket.
Ære være hans minde.
(Nekrologen har været bragt i Den Korte Avis d. 13.01.20)