Af Jette Anne-Marie Hansen, mag.art, forfatter.
[NewSpeek har fået tilladelse til at bringe nedenstående tekst. Den er skrevet i april 2022, men på en række punkter stadig helt aktuel. NewSpeek har indsat mellemrubrikker og afsnit for at lette læsningen på skærmen]
Putins diagnose af den vestlige samfundsorden
Jeg tror, at få har forstået den sande visdom og dybde i Putins diagnose af den vestlige samfundsorden, da han kaldte den for “Empire of Lies”. Der er nemlig tale om uendeligt meget mere end en fornærmelse fremsat af en frustreret leder af en ikke-vestlig nation. Og hvis vi ikke har forstået det, kan vi heller ikke forstå de dybereliggende dimensioner i det opgør, der foregår i Ukraine imellem Rusland og USA/NATO/Vesten.
Dette er ikke blot militær magt sat ind for at få kontrol over Ukraine, beskytte de civile i Donbas og afmilitarisere og afnazifisere landet. Selv om det er det selvfølgelig også. Men det er tillige en konfrontation imellem to civilisationer, som bygger på kvalitativt forskellige principper. Og det er hele pointen.
Vestens økonomiske orden bygger på gældsudskrivelse og tomme penge, der ikke er knyttet til værdiskabelse (petro-dollaren). Rusland introducerer en mod-orden, hvor pengenes værdi bakkes op af materielle værdier (den guldopbakkede gas-rubel). Men dybest set er dette også en krig, der bliver udkæmpet på den symbolske ordens niveau. Og det er her Putins diagnosticering af Vesten som “Empire of Lies” for alvor får sin betydning.
Så hvad ER “Empire of Lies”?
Den dybe tro på en godartet samfundsautoritet
Lad mig begynde med at fortælle, hvordan det lykkedes mig selv at finde frem til det “Empire of Lies”, hvori jeg og alle andre i Vesten, uanset om vi vil det eller ej, for tiden bor og lever.
Født 1960 er jeg barn af tresserne og den velfærdsstat, som blev skabt i de årtier. Som jeg ser det, har det været min generations kollektive skæbne, at skulle foretage en erkendelsesrejse, hvori vi måtte gøre op med det billede af samfundsautoriteten, vi havde fået med os fra vores barndom og ungdom. Nemlig den dybe tro på en i grunden godartet samfundsautoritet.
Det er jo ikke fordi, jeg ikke voksede op med at høre politikerne blive kritiseret i medierne og over frokostbordene. Gud bevares. Men det var sådan noget med, at et socialt boligbyggeri var blevet sat i gang, og så var det OVERHOVEDET ikke blevet færdigt til tiden. Eller det var kommet til at koste meget mere, end det var budgetteret til.
Og det var vreden over al den “papirnusseri”, som fulgte med den offentlige sektor. Og betalingsbalancen, der ikke var for god. Eller hvor latterlig Anker Jørgensen dog havde været, da han ønskede Richard Nixon tillykke med valget, men tilføjede, at han havde foretrukket, at den anden kandidat havde vundet. Der var historier om, hvordan ditten og datten stof nu var blevet forbudt i maden, fordi det ikke var godt for menneskene. Og så videre.
Well, måske var de ikke perfekte, men NOGEN holdt hånden over os almindelige mennesker. Det var faktisk den grundlæggende følelse. Sådan kommer i det mindste den verden, jeg voksede op i, til mig igennem det enorme filter af glemsomhed, barndommen er.
Den sociale tryghed kan ikke overvurderes
Den sociale tryghed, som velfærdsstatens implementering i de år betød, kan slet ikke overvurderes. Og det er andet og mere end et glemsomt barns erindring. Jeg så både min mormor og min farmor installeret i gode ældreboliger, tildelt rigelig hjemmehjælp, jævnlige besøg hos frisøren, “fodtussen” (kampen imod ligtorne) og optikeren – og frem for alt en folkepension, de fint kunne leve af, så der også var råd til pæne gaver til børnebørnenes fødselsdage og konfirmationer.
Vi fik neoliberalismen
Nuvel. Op igennem mine ungdomsår i 80’erne og 90’erne ændrede samfundet sig. Vi fik neoliberalismen.
Ud over at være en klassekamp ført imod lønmodtagere og folk uden for arbejdsmarkedet, var neoliberalismen karakteriseret ved den overlagt manipulerende sprogbrug, der skulle få de almindelige mennesker til at indforstå sig med de samfundsændringer, der i længden ville føre til deres elendiggørelse.
– Statens budget er som et husholdningsbudget, og man kan ikke bruge pengene to gange. (NEJ! Statens budget er NETOP ikke som et husholdningsbudget). Hvis vi sparede, blev vi rige, og verdens største og dyreste offentlige sektor skulle bare køre længere på literen. … Andet var det ikke. Forringelser var der minsandten ikke tale om. Og ikke for at være ond ved nogen, selvfølgelig ikke, men DET SKULLE KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE!!!! (midt i en tid med stor arbejdsløshed). Osv, osv.
Institutionaliseret beskadigelse af små børns udvikling
I dag er f.eks. daginstitutionernes normeringer så dårlige, at vi er kommet til at leve i et samfund, der praktiserer institutionaliseret beskadigelse af små børns udvikling. (Ikke at det hedder sådan, naturligvis. Det er bare sandheden om det).
Selv som ungt menneske registrerede jeg, at al kommunikation, der udgik fra politikere og offentlige institutioner til befolkningen, i stigende grad blev tilrettelagt, så sproget gav et forkert indtryk af den realitet, som blev formidlet, men uden at afsenderen kunne beskyldes for at have løjet direkte.
Jeg følte det frustrerende! Men befandt mig i en mellemtilstand, hvor jeg stadig havde mulighed for at opleve samfundet og dets autoriteter fra en benign side.
“Nogle” var sågar villige til at ansætte mig og give mig en chance, efter at jeg havde gjort mit universitetsstudie færdigt. “Nogle” ville gerne forstå, den jeg var, og så ligefrem en fordel i det.
Jeg betalte tilbage for godheden med tillid
Jeg betalte tilbage for godheden med tillid. En grundlæggende tillid til den verden, jeg var blevet født ind i, som jeg overførte til en nutid, der ganske vist var ved at blive meget anderledes.
Nuvel. Tingene blev ikke ligefrem bedre hen ad vejen. Neoliberalismen gik ikke væk igen. Ikke nok med at det var løgn, at vi kunne spare os til rigdom, sådan som vi var blevet lovet. Neoliberalismen som kultur og sprog ekspanderede tværtimod til at gennemtrænge enhver slags menneskelighed. Man kan jo bare tænke på de utilistiske logikker, der blev gjort gældende over for syge og arbejdsløse mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Og de perverse New Public Management-logikker, der blev taget i anvendelse over for ansatte i den offentlige sektor.
Jo længere tid, der gik, og jo flere forringelser af samfundet, der skete, jo mere kom jeg til at føle, at det sprog, hvori myndighederne henvendte sig til borgerne og mediernes videreformidling heraf, var som at gå med en utåleligt kradsende sweater. At mærke, at man konstant blev udsat for en manipulation… og at sproget blev brugt til at lyve med, kort og godt…. Til sidst følte jeg, at jeg skulle blive VANVITTIG.
Hvad er det, vi oplever, hvad er det vi bliver udsat for? Hvad er endemålet for denne sindssyge udvikling, hvor samfundets værdier konsekvent overføres fra bunden af samfundet til toppen… til den berømte ene procent.
Selv en så mådeligt matematisk begavet person som jeg selv, kunne se, at dette ikke var en samfundsmodel, der havde fremtiden for sig. Til sidst ville der jo ikke være flere værdier, man kunne tage fra de almindelige mennesker og give til den ene procent. Og hvad så? Så måtte modellen jo bryde sammen.
Hvad er meningen med det og hvor fører det hen? Hvor er der nogen, som taler om realiteten? Nu VIL jeg kende realiteten!
Og så… fandt jeg på at bruge internettet
Og så… fandt jeg på at bruge internettet. Jeg søgte på “neoliberalism” og op kom mange, mange intellektuelle og akademikere og kloge helt almindelige mennesker, der dybt og alvorligt havde studeret denne fremkommelse.
Ja, det viste sig endog, at der manifesterede sig en kollektiv bevidsthed på nettet, hvor ethvert af de spørgsmål, jeg selv stillede, allerede var blevet stillet af mange, mange andre. Og svar tilbudt. Der fandtes simpelthen en modoffentlighed til den neoliberale offentlighed på nettet.
Det blev indledningen på den erkendelsesrejse, der har bragt mig til, hvor jeg er i dag. Og da kaninhullet som bekendt er næsten uendeligt dybt, er uendeligt mange skæl også faldet fra mine øjne. Billedet af den benigne samfundsautoritet, som barnet med sin uskyld og sin specielle generationserfaring bar på, måtte dø.
Det lyder måske mærkeligt. Men efter den omgang er jeg gladere nu, end jeg har været i mange år. Det er simpelthen så skønt at være fri for at måtte tro på løgnen!
Nuvel. Men pointen i denne sammenhæng, er, at denne erkendelsesrejse også har været at bevidne den eskalerende grad af lovløshed, manipulation og bedrag, som er kommet til at gennemsyre hele Vestens samfundsorden.
Hvordan der er sket – med et af den intellektuelle systemkritiker, Chris Hedges yndlingsbegreber – en “inversion” (“omvending” eller at vende noget på vrangen)… af selve sproget og af institutionerne. Lad mig give et dugfrisk eksempel fra USA på, hvad “inversion” af institutionerne f.eks. kan være:
Som bekendt benyttede amerikanerne sig af konflikten i Ukraine for nylig til at beslaglægge den russiske stats ejendomme. Regeringen kunne godt tænke sig at sælge ejendommene og tage pengene. Dette går imidlertid imod konstitutionens Fifth Amendment, der beskytter retten til at have ejendom. Men nu argumenterer de jurister, der hjælper politikerne med at få deres ønsker opfyldt, for, at konstitutionen kun beskytter mennesker. Og disse ejendomme ejes af den russiske stat. Som ikke er et menneske. Og således ikke beskyttet af Fifth Amendment, men kan frit stjæles og sælges videre, imens regeringen beholder pengene.
Dette er et eksempel på en manipulation med lovens bogstav og lovens ånd, der repræsenterer en inversion af den institution, som er Amerikas grundlov.
Forsvarspagten NATO er reelt blevet til en angrebspagt
Andre eksempler: Forsvarspagten NATO, der reelt er blevet til en angrebspagt.
Vesten, der rask væk tilsidesætter international lovgivning og fører ulovlige krige og betjener sig af ulovlige økonomiske sanktioner – samtidig med at hævde at repræsentere den “rulesbased order”.
FN, der intet andet er end en skueret.
Menneskerettighederne, ingen regering føler sig forpligtet på mere.
OPCW’s svindel med rapporten, der skulle undersøge Assads eventuelle andel i giftgasangrebene på de civile i Syrien.
Tyveriet af Libiens guld, Venezuelas guld – og nu Ruslands valutareserver.
Se på vores eget kontanthjælpssystem. Det er grundlagt på løftet om, at det som dengang blev kaldt “sociale begivenheder” – det kunne være sygdom, arbejdsløshed, fallit osv. – ikke skulle ødelægge den ramtes liv og blive til sociale problemer. Og på, at det ikke var en skam at modtage hjælp, men en ret.
I dag er kontanthjælpssystemet et sted til hjerteløs afstraffelse og disciplinering af de borgere, som af den ene eller den anden grund ikke er på arbejdsmarkedet – til gengæld for nogle usle håndører, der garanterer et kummerligt liv på fattigdomsgrænsen. Men det italesættes stadigt fra officielt hold som dette vidunderligt tryghedsgivende sociale sikkerhedsnet. Og folk taler stadig fuldstændigt tykke i mælet af bevægelse om, hvor privilegerede og forkælede vi er her i Danmark pga. den vidunderlige velfærdsstat. De har ikke gennemskuet, at sproget hvormed velfærdsstaten italesættes er bedragerisk og udtryk for en løgn.
Eskalerende grad af lovløshed
Godt så. Lad mig fortsætte min redegørelse for den eskalerende grad af lovløshed, manipulation og bedrag, som er kommet til at gennemsyre Vestens samfundsorden:
Siden præsidentvalget i 2016 – hvor eliten chokerende måtte erkende, at den IKKE havde haft kontrol over, hvem, der vandt – er den vanvittige løgnagtighed og manipulation af sproget tiltaget med en ekstra intensitet.
Om nogen har Rusland og “Putin” været genstand for Vestens dysfunktionelle psykologi, hvor man projicerer på andre, hvad man selv gør (omvending) og italesætter rene fiktioner, som var det realitet. 17 efterretningstjenester “vurderede” og “anslog” f.eks. alle, at “Putin” helt sikkert havde hacket DNC’s server, manipuleret det amerikanske præsidentvalg og stod i direkte ledtog med Donald Trump.
UDEN nogen form for beviser.
Lige som det er helt sikkert at “Putin” forgiftede Skripals.
UDEN nogen form for beviser.
Det samme med Lavalnyj og MH17, flyet som blev skudt ned over Ukraine – også uden videre tilskrevet Ruslands åbenbart iboende trang til at opføre sig som terrorister.
UDEN nogen form for beviser.
Det monumentale svigt, Rusland blev udsat for
Men værst er vel det monumentale svigt, Rusland blev udsat for, da Sovjetunionen blev opløst, og Vesten lovede at hjælpe med omstillingen til en kapitalistisk økonomi, kun for at udnytte landets sårbarhed til fuldstændigt at udplyndre det. Og løftet om, at NATO ikke ville ekspandere så meget som en “inch” imod øst…
Amerikas nuværende præsident er så knaldende dement, at han glemmer, hvor han er midt i pressekonferencerne og ikke evner at svare sammenhængende på selv de simpleste spørgsmål. Men ingen siger noget…. Ikke i mainstreammedierne i hvert fald.
Ifølge Politiken er og bliver Joe Biden, “den voksne i det Hvide Hus”. Realiteten tildækkes og det hele italesættes som var alting i sin skønneste orden. …
Covid og vaccinerne? Hvad skete der lige med Sundhedsstyrelsen og SSI…. der skulle være folkets garanter for ikke at blive udsat for skadelige produkter fra medicinalindustrien? Ja, de viste sig at være degenereret til propagandister for regeringen!
Vi kalder os for “den frie verden”, alt imens ytringsfriheden afskaffes, og der indføres mere og mere censur og den frie, kritiske presse er en saga blot.
Løgn på løgn på løgn og institutioner, der for længst ikke mere forpligter sig på deres egne fundatser. Listen er blevet uendelig.
I denne verden, som vi nu lever i, er ALT sprog blevet til salgsannoncer designet til at indgive falske indtryk og skjule sandheden. Og sandheden forpligter ingen sig på. Kun manipulationen findes. Den løgn, folk har ladet sig overtale til at leve i.
Vestens civilisation er brudt sammen
Og her kommer pointen: Når ord og begreber og institutioner ikke længere forpligter sig på at henvise til et stabilt betydningsindhold og selve forpligtelsen på realiteten er forsvundet, er den symbolske orden brudt sammen. Så er man kommet til at leve i “Empire of Lies”. Og dét var Putins budskab til os! Vestens civilisation er brudt sammen. Den findes ikke mere.
Jeg kan ikke tælle alle de gange, jeg har læst på Facebook, at “Putin lyver, det ved man”, “Putin lyver ALTID”, “Man VED, at Putin er fuld af løgn” og bla, bla, bla. (Og hvor “ved” de det i øvrigt fra mon?)
Det er ikke Putins stil at lyve
Nej, det er netop ikke Putins stil at lyve. Jeg har ikke kendskab til Putin som privat person, så det kan jeg naturligvis ikke svare for. Men som politiker lyver Putin ikke. Det vil man kunne spørge enhver hæderlig politisk iagttager om. Ikke mindst i sin udenrigspolitik har Putin lagt stor vægt på altid at handle i overensstemmelse med gældende international lovgivning (i skærende kontrast til USA/Vesten).
I dette opgør, der foregår i Ukraine imellem Rusland og USA/NATO/Vesten, gør Putin det modsatte af at lyve: Han afslører sandheden. Med den militære intervention i Ukraine indføres et niveau af konkret, materiel realitet, som den vestlige verden er nødt til at forholde sig til. Og bemærk hvordan Vestes forholden sig primært sker i form af den såkaldte informationskrig, der består i, at alle mainstreammedier og alle politikere og alle de fake kommentatorer med en hidtil uset intensitet tæppebomber befolkningerne med løgn, følelsesmanipulation og propaganda.
Snake Island, The Ghost of Kiev, beretningerne om de skvattede, demoraliserede russiske soldater, der stikker halen imellem benene, så såre et par mand fra den ædle ukrainske hær råber “fuck you” efter dem, fremstillingen af russernes krigshandlinger som de rene sadistiske massakrer på civile osv. i en uendelighed.
Alle griner hånligt af, at Rusland taber “informationskrigen”… Tænker de opblæst hoverende mennesker på, at der i realiteten menes, at Vesten er langt bedre til at propagandisere befolkningerne end fjolserne i Kreml? Og at de faktisk hoverer over deres egen fordummelse?
Men nej, INTET kan de jo finde ud af derovre i Rusland. Heller ikke at lyve ordentligt. Konklusionen er kort og godt: RUSLAND TABER!
Realiteten findes! Sandheden findes!
Well, nej! Sådan er det ikke. Rusland har lagt en plan for, hvad det vil med Ukraine, og landets leder, Putin har redegjort for den overfor sin befolkning og forklaret meningen med den og baggrunden for den. Og den plan bliver fulgt!
At vi her i Vesten har gjort os nogle forestillinger om, hvad Putin “nok” ville (erobre Kiev f.eks.) og mener, at han/Rusland lider nederlag, fordi dette ikke sker, som vi ville forvente, er hamrende ligegyldigt for såvel Rusland som den russiske befolkning. For krige vindes nemlig ikke i propagandaens løgneverden, men på slagmarken, hvor enten den ene eller den anden hær til slut må strække våben og erkende sig slået. Der er realiteter, der ikke kan lyves eller manipuleres bort. Enten kan Rusland overvinde Ukraines hær eller også kan det ikke. Punktum. Realiteten findes! Sandheden findes!
Putin adresserede på et tidligere tidspunkt Vestens påstand om, at det var for svært for Rusland at overvinde den ukrainske hær. “Kan vi gøre det hurtigere og rykke hurtigere frem?”, spurgte han retorisk og svarede. “Ja, vi kan! Men vi gør det ikke, fordi vi har besluttet at begrænsningen af tabet af civile liv er en afgørende faktor i denne krig. Vi følger planen og lader det tage den tid, det tager”.
Den russiske befolkning modtager en gang dagligt tidender fra officielt hold, hvordan den militære operation skrider frem. Tørt og faktuelt. Og deres ledere påtager sig at forklare befolkningen, hvad de gør og hvorfor. I modsætning til Vesten begiver de sig slet ikke ud i elaborerede (mis)informations-kampagner for at indgive befolkningen forkerte indtryk af realiteten.
De skal nemlig ikke nyde noget af, at det f.eks. kunne afsløres som en løgn, at Ukraines regime terroriserede befolkningen i Donbas, eller at der stod en 100.000 mand stor nazist-hær trænet af NATO klar til at gå ind i Donbas og dræbe de civile.
Derfor betjener de sig generelt ikke af løgne. Russerne tilbageholder muligvis oplysninger i visse strategiske situationer. Men de lyver ikke. Den informationskrig, vi fører med så stor entusiasme her i Vesten, deltager russerne helt enkelt ikke i. Og derfor “taber” de den.
Putin nyder i øjeblikket [april 22] opbakning fra 85% af sin befolkning (og før krigen 71%)! Den slags kommer ikke af ingenting. Folkets tillid bygger på, at det igennem årtierne har kunnet erfare, at der er overensstemmelse mellem ord og handling hos deres leder.
Putin er alt andet end løgner
Putin er med andre ord alt andet end en løgner, men derimod en konsistent leder, der forpligter sig på sine ord overfor befolkningen. Det hører naturligvis med til historien, at den russiske befolkning har kunne opleve støt forbedrede levevilkår under Putin. Men hans virkelige styrke ligger i, at russerne har kunnet erfare, at der er overensstemmelse imellem ord og handling, løfter bliver holdt og det, han sætter i gang, bliver gennemført. Et ord er et ord, så simpelt er det. Og dét er Putins guld i kampen for Ruslands overlevelse som nation udsat for Vestens aggressioner og bedragerier.
Han ved, at hvis han bliver grebet i at lyve bare én gang over for sit folk… har han tabt. Hvis han ikke fuldfører den militære operation, han har sat i gang… har han tabt. Pålidelighed og konsistens er hans mønt i kampen imod “Empire of Lies”.
Imens Vesten havde travlt med at afvise Putin og udsætte ham for ufatteligt grove fornærmelser, brugte han tiden til at opbygge tillidsfulde relationer til verdens øvrige ledere. Og gæt hvem verdens lande (bortset fra den lille klat, vi kalder EU), nu helst vil samarbejde med? Putin/Rusland, som man har erfaret er ordholdende, fair og til at stole på, eller USA, som man kan vide er eksploiterende, løgnagtig og upålidelig?
Det skal da være dem en sand fornøjelse at sende den værdiløse og rungende tomme petro-doller derhen, hvor peberet gror og i stedet handle med den guldbaserede gas-rubel! Rusland vil absolut ingen problemer have med at sælge sit korn, sine mineraler, gas og olie på verdensmarkedet. Uanset Vestens sanktioner er dette en nation, der har fremtiden for sig (med mindre en atombombe gør en ende på det hele selvfølgelig).
Som militæranalytikeren og ruslandskenderen Scott Ritter siger: Russerne bluffer ikke! Russerne er ikke gået ind i Ukraine for at tabe, derfor kommer det heller ikke til at ske, de følger deres plan, indtil de har nået det mål, de har sat.
Hvad vil der ske den dag, Rusland har overvundet Ukraines hær? Det er selvfølgelig en militær sejr. Men det er også sandhedens time, hvor realiteten trænger sig ind i illusionerne skabt af Vestens løgne og afslører for dens befolkninger, at virkeligheden er en helt anden end den, de blev bildt ind.
Når sandhedens time kommer for “Empire of Lies”, vil det være dødsstødet til en symbolsk orden, der for længst er brudt sammen og en civilisation, der ophørte med at eksistere.