Af Peter Krogsten.
Et af de største problemer er pressens følgagtighed: Man bider jo ikke den hånd, der fodrer en.
Følgagtigheden opstår ikke mindst ved, at der nærmest er flere journalister på Christiansborg end politikere, hvilket uvægerligt fører til sammenspisthed. Problemet forstærkes af danske mediers snævre horisont, når der skal udvælges stof. Det meste kommer fra Ritzau, og resten fra The Guardian, Washington Post og CNN, hvor ingen af disse medier er kendt for sandfærdighed og neutralitet.
Dansk presse svigter totalt på kvalitetssikring
Har man været på et kort kursus i kvalitetssikring – og neutrale og sande nyheder er jo kvalitet – får man som det første at vide, at man skal kontrollere det, man modtager, hvis det skal bringes videre.
Her svigter dansk presse totalt. Man undersøger ikke baggrunden og videreplaprer de mest håbløse påstande. Eksemplerne er legio.
Holdningen er også politisk skæv, for danske medier har mig bekendt ikke bragt en eneste positiv artikel om Trump. Jeg husker tydeligt DR’s reportage fra Trumps indsættelse, hvor indslaget brugte lang tid på en demonstration langt derfra, hvor nogle kvinder iklædt “pussy costumes”, udtrykte deres fordomme om Trump, uden nogen form for substans.
Ens politiske holdning skal ikke dyrkes i arbejdstiden
En af grundene er den velkendte, at danske journalister stemmer langt til venstre, og det har de naturligvis lov til. Men ens politiske holdning skal ikke dyrkes i arbejdstiden, og slet ikke, når man er i en branche, hvor påvirkningseffekten stadig er stor, men troværdigheden i frit fald.
Vi ved, at langt de fleste vælger journalistuddannelsen med et ønske om at forbedre verden, og naturligvis som den studerende M/K selv mener, den skal være. Men så har den journalistik-studerende valgt forkert – og ganske glemt, at på engelsk hedder en journalist ‘reporter’, en der beretter om, hvad der sker. Naturligvis faktuelt, og sker det ikke, er man ikke journalist, men forfatter – og skal søge ind på Forfatterskolen.
Da journalistuddannelserne skiftede kurs til oplevelsesjournalistikken, gik det galt. Nu kan der ikke bringes en vejrmelding om storm, uden at journalisten står på ydermolen i Hanstholm, eller berettes om troppebevægelser i Irak, uden at den udsendte sidder på en kampvogn iført fuld – til lejligheden lånt – militært kampudstyr.
Hvad handler det om? At promovere journalisten eller berette om, hvad der sker?
Det begynder alt sammen i stemmeboksen
Hvis danske borgere, specielt vælgerne, begyndte at skaffe sig nyheder andre steder end i de statsstøttede medier, ville meget blive ændret. Hvis danske vælgere ville se, hvad deres politikere gør, og ikke bare tro på, hvad de siger de gør, ville Folketinget se helt anderledes ud. Der er intet, vi har mere brug for nu, end nogle helt anderledes politikere, og nogle ministre, der har forstand på det område, de er ministre for.
Det begynder alt sammen i stemmeboksen, men her rammes de fleste desværre af akut hjernelammelse og momentant hukommelsessvigt. Alt for mange tror på påstandene fra de reklamebureauer, der en kort valgkampsperiode sælger politik i stedet for vaskepulver.
Mette Frederiksens og Socialdemokratiets løftebrud på asylområdet er blot ét eksempel blandt mange.