Af Christian Frei.
Om der findes racisme i USA?!
Også i den grad!
Jeg har selv oplevet det på klos hold!
I 2001 besøgte mine forældre og jeg for første gang min mors familie i Portland, Maine i USA. Ved samme lejlighed gjorde vi stop i både New York og Washington. En tur vi havde glædet os til i lang tid.
Greyhoundbussen til New York
I Washington havde vi bestemt os for at tage Greyhoundbussen til N.Y., da vi havde læst os frem til, at det skulle være en seværdig og udmærket måde at rejse dertil på.
Da vi ankom til det sted, hvor busbilletterne skulle købes, lagde vi godt mærke til hvor mange sorte, der tilsyneladende benyttede sig af denne busstrækning.
Faktisk var mine forældre de eneste med lys hudfarve på stationen.
Min far gjorde, som han altid har gjort, siden jeg var barn, når vi skulle have billetter til et eller andet. Han stillede sig tålmodigt op i den lange kø og ventede.
Der var stort set kun sorte i køen, og damen, som sad forenden af køen bag en skænk og solgte billetterne, var ligeledes sort. En stor overvægtig afro-amerikaner i midt-50’erne, vil jeg tro.
I mellemtiden fandt min mor og jeg en bænk, hvor vi satte os og ventede på far.
Og vi ventede…. og ventede…
Der skulle gå omkring 45 minutter, førend min far kom noget slukøret tilbage til os, selvom jeg godt havde lagt mærke til, at han underligt nok havde stået forrest i køen i noget tid.
“Damen vil åbenbart ikke sælge billetter til mig”, sagde han forundret.
Min far har altid troet på det bedste i folk. Han er med andre ord godheden selv og tror det samme om andre mennesker.
Det var tydeligt at se, at han var noget forvirret over situationen og ikke anede, hvad der foregik – eller hvad han havde gjort forkert.
Fra bænken, hvor jeg sad, kunne jeg se, at billetdamen var i fuld færd med at sælge billetter til resten af køen.
“Far, kom! Følg med mig” sagde jeg.
Og så gik jeg målrettet uden om køen og direkte op til negeren bag disken.
“We need three tickets right now. My dad has been waiting in this line for more than 40 minutes for his turn. And guess what – it’s his turn. NOW!”
Da damen kunne se, at jeg var temmelig anspændt og godt træt af at vente – og ikke mindst over hendes behandling af min far – solgte hun os billetterne, dog uden overhovedet at kigge mig i øjnene en eneste gang.
Der var ingen tvivl om, at hun bevidst havde undladt at ekspedere far, fordi han var hvid.
En smutvej igennem et nabolag i Washington
Da vi endelig ankom til Washington, ville vi slå en smutvej igennem et nabolag. Men hvad vi ikke vidste var, at det var et sort nabolag, vi tilsyneladende befandt os i.
De sad, som man ser det på film, på trapperne foran deres huse og lavede ikke ret meget andet end at sidde og stirre.
Da vi kom gående forbi et af husene, rejste to af dem sig pludselig op og begyndte at råbe ad os. Da de råbte i munden på hinanden, var det svært at høre præcis, hvad der blev sagt, men det var tydeligt, at de råbte af mine forældre og antastede dem, fordi de var hvide.
“Er det mon os, de taler til? Har de brug for hjælp?”, spurgte mine forældre naivt og godtroende på den bedst tænkelige sønderjyske måde.
“I skal bare kigge ligeud, og så går vi. Hurtigt. Kom nu!”, sagde jeg, mens jeg satte tempoet op og nærmest endte i løb.
Jo, der findes racisme i USA
Vi har ofte talt om, hvad der mon kunne have været sket, hvis min far, i sin gode tro, havde henvendt sig til dem. Eller hvis de havde været alene.
Men det er en tanke, jeg på ingen måder har lyst til at bevæge mig længere ud ad.
Jo, der findes racisme i USA. Selvfølgelig gør der det!
Forskellen mellem hvide og sorte er bare, at hvides beretninger om racisme preller af på medier, myndigheder og politikere, som var det en regndråbe mod en nano-paraply.
Er ofret derimod en sort person, ja så er fanden løs i Laksegade, og hele USA sættes i en tsunami af brand.
Jamen selvfølgelig.
Det er da logik for burhøns!