Et af tidens buzzwords er udtrykket ”at være på en spændende rejse”. Det er oftest virksomheder, der ekspanderer, eller erhvervsfolk, der bliver forfremmet til et topjob, der ”er på en spændende rejse”. Der findes dog også politikere, der er på en spændende rejse.
Af André Rossmann
Da Malou Aamund i 2013 blev forfremmet til direktør for Marketing & Operations i Microsoft Danmark A/S, var hendes indgangsreplik til det nye job: ”Microsoft er på en spændende rejse, som det er inspirerende at være en del af”.
Også milliardæren Ib Kunøe er på en rejse. I et interview med Børsen i 2015 udtalte han, at han ”havde været på en lang og spændende rejse med Atea, som siden 2007 havde opkøbt 56 virksomheder”.
Modsat hvad de fleste tror, kan man også være på en spændende rejse med DSB. I 2014 sagde den daværende transportminister Magnus Heunicke, at ”den danske togdrift er lige nu i gang med en spændende rejse mod fremskridt, fornyelse og udvikling. Igennem mange år er jernbanen blevet forsømt, men tiden er en anden nu”.
Man kan komme på en spændende rejse alle vegne, også i Socialpsykiatrien i Ballerup Kommune. I kommunens aktuelle jobopslag er overskriften: ”Vil du med på en spændende rejse i Socialpsykiatrien?”
En af de politikere, der er på en spændende rejse, er Sophie Løhde, som var sundheds- og ældreminister fra 28. juni 2015 til 28. november 2016, og som nu er minister for offentlig innovation.
Det er nemt at være minister i dette land. Man skal bare hele tiden gentage, at ”vi skal blive bedre til det ene eller til det andet”, uden at man behøver at fremlægge konkrete forbedringsinitiativer, og uden at man efterfølgende bliver stillet til regnskab. Det at blive stillet til regnskab hedder ”accountability” på engelsk, men det bruger man ikke i dansk politik.
På sin rejse i sundhedsministeriet har Sophie Løhde ikke udrettet noget som helst (i hvert fald ifølge medierne), og har efterladt sig en sump, som den fungerende sundhedsminister Karen Ellemann nu hænger på.
Sophie Løhde var også ansvarlig for de danske plejehjem. I et indlæg i Berlingske har hun fortalt om sine planer om at indføre ”det muntre profilplejehjem” med petanque, vinsmagning, fredagsbar og andre sjove aktiviteter. I dag er ”det muntre profilplejehjem” glemt, og plejehjemmene fortsætter med at være en deprimerende sump og ren elendighed.
Den muntre rejse fortsætter nu i Ministeriet for Offentlig Innovation, hvor Sophie Løhde siger alle de rigtige ting, som hun nu skal sige som minister, bl.a.: ”Vi har et mål om at sende flere offentlige opgaver i udbud, som en del af vores arbejdsprogram for den offentlige sektor”. Det samme sagde Troels Lund Poulsen i 2015, men det er blevet ved snakken. Ingen minister, der er ved sine fulde fem, vil tage et opgør med de magtfulde interessegrupper, der findes i det offentlige, og sende flere opgaver i udbud.
Senest har Sophie Løhde lovet, at hun vil luge ud i unødvendige regler og proceskrav, som stjæler offentligt ansattes tid. ”Intet er helligt på forhånd”, sagde Sophie Løhde, men hun vil dog ikke pege på noget konkret, hun vil fjerne. Man skulle jo nødig beskyldes for løftebrud.
Om et par år vil Sophie Løhde fortsætte sin karriere i et nyt ministerium, og så er både profilplejehjemmene, øget konkurrenceudsættelse og kampen mod overflødige regler i det offentlige gået i glemmebogen. Det er skønt at være på en spændende rejse.