Af Jens Ellekær.
I Berlingske den 8, oktober skriver ekstern lektor i politisk teori ved Københavns Universitet, Malte Frøslee Ibsen, i anledning af Morten Østergaards fald, at ”konsekvensen kan være, at dansk politik aldrig bliver det samme igen”.
Nej, det gør den muligvis ikke; vi aner perspektiverne af, hvorledes den lovgivende forsamling vil tage sig ud allerede efter nogle få nyvalg: Lovgiverne vil udelukkende udgøres af kvinder og bøsser. De sexistiske mænd vil være uddrevet fra Borgen; den danske vælgerbefolkning vil ikke længere måbende skulle iagttage det sted, hvor vore folkevalgte udøver deres demokratiske mandat, som Sodoma og Gomorra.
Vil det så bringe ro i folkestyret? Næppe. I netop Folketinget placerede venstrepolitikeren J.K. Lauridsen (1898-1905 – han hørte til kredsen omkring Viggo Hørup, og så er vi jo tilbage ved De Radikale) i 1888 seksualdriften øverst i hierarkiet af menneskelige drifter med bemærkningen: ”Næst Kønsdriften er Jærnbanedriften den stærkeste af alle menneskelige Drifter.”
Så det er endog meget forventeligt, at de lesbiske MF’ere vil begynde at lægge en hånd på lårene af de heteroseksuelle kvindelige MF’ere, som på deres side vil begynde at lægge en hånd på lårene af bøsserne, da der nu ikke er heteroseksuelle mænd tilbage i Tinget. Resultatet vil blive nye bølger af tilkendegivelser om krænkelser og nye udrensninger – et nyt Ragnarok, der bringer kvinde- og bøsseguderne til fald.
Den hvide mands tilbagevenden i dansk politik?
Og hvor vil vi så være henne? Vil det betyde den hvide mands tilbagevenden i dansk politik? Det er svært at gætte om. Vi kan kun med lektor Ibsen konstatere, at ”dansk politik aldrig bliver det samme igen”.
Hvad der kan undre overtegnede er, at der i dansk politik åbenbart ikke findes kvinder, der evner at sige fra – og at slå fra sig, hvis det skulle komme dertil. De findes åbenbart heller ikke i mediebranchen, i advokatbranchen eller i konsulentbranchen.
Tilsyneladende er der kun mimoser
Alle de steder, hvor man ville forvente at finde handlekraftige kvinder, er der tilsyneladende kun mimoser, der i årevis bærer rundt på krænkelser. De må være en guldgrube for psykologbranchen.
For de kan jo ikke altid gå hjem til mor for at finde trøst. Mor har muligvis dyrket sex med skiftevis alle mændene og kvinderne i storkollektivet, og hun hører til en generation, hvor kvindefrigørelse især betød at lægge bh’en fra sig.
Vi har endnu ikke hørt noget om forholdene i jord og beton
Vi har endnu ikke hørt noget om forholdene i jord og beton. Det kan skyldes, at krænkelsesbevidstheden kun langsomt bevæger sig ned i interessehierarkiet (der er stor interesse om kvinder i ”toppen” af erhvervslivet, men meget lidt interesse om kvinder i jord og beton). Men det kunne jo også skyldes, at Danmarks robuste kvinder i dag tøjler store kræfter som maskinførere i netop jord-og-beton-branchen.
Den tapre skjoldmø
Er det dér, at vi i dag skal finde de kvindelige ætlinge af fortidens legendariske skjoldmøer? Kvinder, som hvis de følte sig gået for nær ikke bar rundt på en krænkelse, men trak deres glavind af balgen? Det er den slags kvinder, vi skal knytte vore fremtidsforhåbninger til.
I hyldest til dem, gengives her ”Hervors død” af den norske maler Peter Nicolai Arbo (1831-1892). Scenen er hentet fra ”Hervors Saga”; den tapre skjoldmø har fået ulivssår i kamp mod et overtal af hunnere.
(Til dem, der fra 1970’erne og fremefter har været henvist til folkeskolen, skal her forklares, at hunnerne var et centralasiatisk folkefærd, som i den tidlige middelalder aggressivt etablerede sig i det østlige Europa – altså mere en tusinde år før kineserne sendte os en ødelæggende virus på halsen: Der er aldrig kommet noget godt til os fra Østen.)