Af Christina E. Pihl.
Hvad er det dog, der er sket de sidste 1½ år? I nyhederne har pandemien ’covid’ været nærmest det eneste emne. Og det er som om, at vi mennesker er enten på det ene hold eller det andet hold.
For eller imod.
Vi er alle sammen ’tåber’, ’fjolser’ og måske endda ’får’ i nogens øjne. Min familie er ikke gået ram forbi. Det er hårdt, når man pludselig ikke kan tale sammen længere. At se ens kære forvandle sig til ’dem’. Jeg har fundet enorm trøst og støtte og visdom i nogle sange, eventyr og film, for de taler til mig og rummer budskaber og svar på, hvordan jeg – og måske også du? – kan bevare glæden og komme videre på trods.
Michael Falcks ’Sommer på vej’ handler nærmest om Corona:
I disse for vort land så alvorlige tider
Og lidt senere hører vi, at vi bør ’tage den med et gran salt’ og grine, når eksperterne (medierne) forudsiger, hvor slemt det bliver, for det går tit og ofte ikke som præsten prædiker:
og selvom mister meteorolog
Si’r at vejrudsigten sikkert er go’
Så ta’r vi den lige med lidt salt til
For sidst han sag’ solskin var vi mer’ end to der lo,
To der lo
(…)
Livet i et øjeblik
Smuk som i min piges blik
Det er smukt, ikke? At tage den med et gran salt og nyde hinandens selskab i stedet for at frygte ’hvad nu hvis’. At stole blindt på ’at alt er er godt (sommer på vej)’ selvom nogen spår dommedag.
Så kommer man heller ikke uden om Storm P.s smukke billede, som min far har hængende hjemme på væggen.
Som handler om ’at turde’, at have modet til at gå en anden vej end flokken. At være sig selv. At finde livet og glæden i de små ting her og nu – nyde fuglesangen, træerne, blomsterne, solen, farverne, stilheden – i stedet for den evige jagt på fremtiden.
Livet, som man oplever, når man er til stede i nuet og er ’mindful’.
Storm P. har i øvrigt et andet smukt billede af ’klovnen’, som balancerer på linen mellem vugge og grav:
Finde balancen. Hm. Hvordan finder man så den?
Hvorfor kan jeg pludselig ikke tale med min elskede familie? Jeg henter hjælp i et begreb fra psykologien, der hedder ’kognitiv dissonans’.
Dybest set beskriver kognitiv dissonans, hvordan vi mennesker reagerer. Vi har et sæt overbevisninger (programmering) om, hvem vi er, hvad samfundet er for en størrelse, hvad der er godt og ’not’.
Fx at ’jeg lever i et demokrati, jeg er respekteret, uddannet’, og det får dig til at føle dig godt tilpas med dig selv. Du har fundet ud af livet og måske endda et eksamenspapir, der understøtter ’at du er klog på det hele’.
Hvis du så støder på nye oplysninger, der udfordrer din overbevisning, din tro, bliver din indre balance truet. Balancen skal opretholdes, enten ved at ignorere ubehagelig nyt, latterliggøre kilden, indholdet, nedskalere virkningen.
Det er smertefuldt at se det ubehagelige i øjnene
Eller du kan udskifte dine overbevisninger/tro. Se ’det ubehagelige i øjnene’ og erkende ’at der er noget om det’.
Det sidste er smertefuldt.
For du må så erkende ‘jeg var ikke så klog’, eller ‘hvordan kan mennesker, jeg stoler på, lyve for mig?’
Jo større dissonans, jo mere smerte. Det, der sker lige nu mht. corona-vacciner, kan føre til en del stress og angst (ubalance), og det gør ondt at erkende, at ’noget er galt’, og ’de lyver’ – for hele ens verden ramler.
Men hvis man når til en ny erkendelse, vokser man altså også. Man forvandles.
Lidt ligesom eventyret om prinsessen, der kysser frøen, som bliver til en smuk prins. Når man accepterer det grimme, det man frygter, så forvandles det, og man kan måske ligefrem se en skønhed i det.
Så i disse tider, hvor der er dem, der er ’for vacciner’ og dem, der er ’imod vacciner’, så ligner det lidt, at begge sider ’kæmper med frygten for, hvad nu hvis’?
Hvis man dør af corona?
Hvis jeg dør af vaccinen?
Kan accept være en løsning?
Kan accept være en løsning (kysse frøen)? Kan man tro, at de, der ’tror på, at vi alle skal vaccineres, før de kan føle sig trygge, kan acceptere, at andre har en anden virkelighed/tro?
Der ligger jo nærmest en indbygget ’krig’ mod hinanden i den måde, vi har fået ’ind-programmeret, hvad ’flok-immunitet’ er. Man skal være en del af flokken. Gøre det for flokken.
Og man er ikke ’et godt menneske’ hvis man ikke passer på flokken.
Jeg tror ikke, at accept vil virke, hvis man ikke begynder at acceptere sin egen frygt. Har du en frygt for vacciner? For shedding? For at træde ud af flokken? For at dø?
Så det begynder vel med en selverkendelse? Vi skal først ’kysse’ os selv, acceptere vores egen frygt, før vi kan acceptere og omfavne andres frygt.