Sammendrag af artikel af Bitten-Kirsti Nielsen.
Kansler Ofaf Scholz tog til Kina i fredags med en delegation af tyske industrifolk. Dette besøg har skabt vrede både i USA og Frankrig, og Macron mener endda, at Tyskland udstiller sin sårbarhed og kunne blive et offer for pression. Også seks tyske ministre protesterede. Men den offentlige mening i Tyskland er i stigende grad mod sanktionerne mod Rusland, og den 30. oktober var der en række større demonstrationer i landet.
Tyskland er den økonomiske primusmotor i Europa, men går nu i stigende grad enegang for at beskytte sin industri. Olaf Scholz skal derfor møde den kinesiske præsident Xi Jinping og dennes premierminister Li Keqiang, og han vil være ledsaget af folk fra store virksomheder som Volkswagen og BASF (tysk kemivirksomhed), da Kina er Tysklands førende handelspartner. Ifølge Reuters tilbød den franske præsident Macron at tage med for at sende et budskab til resten af verden om enhed, men dette forslag blev afvist.
Andre EU-regeringsledere beklager også Scholzs enegang, hvor EU burde stå sammen om at vise Kina en “streng” holdning uden naivitet, udtrykker EU-kommissær for det indre marked, Thierry Breton, med beklagelse.
“Det er meget vigtigt, at landene bevæger sig mod en langt mere koordineret adfærd over for Kina fremfor en individuel handling”.
Tyskland først
Alle Tysklands beslutninger har således i nogen tid vakt irritation hos de andre EU-medlemslande især i Frankrig, men hverken kansleren, tysk erhvervsliv eller en stor del af de tyske arbejdere støtter den franske præsident Macron og hans regering, som gerne belærer hele verden om, hvordan de bedst kan tilpasse sig USA’s krav. Men “Merkel-Macron tandem’et er fortid”.
Tysklands utallige planer for at støtte tysk økonomi, industri og forsvar uden en eneste høring i EU er et klart tegn på “Deutchland zuerst” (Tyskland først), for slet ikke at tale om at undlade at drøfte tysk genoprustning direkte med USA.
Men den ihærdige Macron kan for sit vedkommende trøste sig med nogle få allierede, han har blandt tyske politikere. Hvis kansleren og industrifolkene vil lidt væk fra den omgivende “Kina-bashing”, så er den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock ikke enig. Hun siger: “Vi må ikke længere være afhængige af et land (Kina), som ikke deler vores værdier”, og blive politisk sårbare for pression”. Og hun opfordrer til ikke at begå den samme “fejl” som med Rusland.
Olaf Scholz besluttede for nylig – mod råd fra seks ministre fra sin regering – at sælge 25% af havnen i Hamborg, som er den største i landet, til det kinesiske selskab Cosco. Det er dog ikke den eneste havn i Europa, som er blevet solgt til kineserne, men lad os sige, at konteksten har ændret sig markant siden da.
Nato og CIA ved naturligvis godt, at krigen mod Rusland kun er et forspil i deres imperialistiske politik. I et politisk fiktionsscenario kan man forestille sig, at Kina vil invadere Taiwan. De sanktioner, som er rettet mod Rusland, vil da også blive rettet mod Beijing. Men Tyskland vil befinde sig i samme situation med afhængighed af Kina for sin industri, som det er af Rusland med den russiske gas. [Det er altså ikke et spørgsmål om at gå tysk enegang over for det øvrige Europa, men at overleve.]
Demonstrationer mod sanktionerne mod Rusland
USA, der længe har advaret Berlin mod Tysklands russerpolitik, ser nu tegn på en splid blandt dets vestlige allierede, som snarere burde indtage en fast position over for Kina. Men nu er et helt andet fænomen dukket op nemlig det stigende antal folkelige demonstrationer mod sanktionerne mod Rusland.
Den 30. oktober 2022 fandt massedemonstrationer sted i flere tyske byer, hvor folk på gaden krævede et stop for sanktionerne mod Rusland, som ødelægger økonomien og skaber inflation. Den årlige inflationsrate inden for eurozonen slog ny rekord på 10,7% i oktober 2022. Dette er en stigning fra 9,9% i september ifølge flash estimat fra Eurostat, EU’s statistiske kontor.
Mens massemedierne igen rapporterer, at kun nogle få hundrede personer deltog i demonstrationerne, var der flere tusinde personer på gaderne i Tyskland.
Nogle demonstranter erklærede, at deres såkaldte ledere havde haft tilstrækkeligt med tid til at tage nogle ordentlige beslutninger, men at disse fortsat afviste at tage dem.
Det er i sidste ende et stærkt signal, når store folkemasser samles om et fælles mål.
————————