OH, MANGFOLDIGHED

newspaper

Af Ulrik Høy

De fleste journalister bekender sig til fænomenet “mangfoldighed”, og hvad er så det? Det er et gemmested for kujoner. Skrev jeg “de fleste journalister”? Det er da alle journalister. Jeg har aldrig mødt nogen, der ikke går ind for mangfoldighed og tolerance og humanisme og frisind og andre bolsjefarvede plusord.

Engang kom chefredaktør Jørgen Schleimann hen til mig og prikkede mig i brystbenet: “Du er ikke frisindet!”. Nej, fy for satan da, svarede jeg spontant og vendte omkring. Det hændte på Weekendavisen, hvor han selv var skyld i miséren og havde ansat mig på trods af journalisternes protest.

Da det forlød, at Schleimann nu igen gik sine egne veje og var på vej til at ansætte en person – eller skal vi sige “personage” – der hverken havde en journalistisk uddannelse eller bekendte sig til Slædehundenes Fællesskab (SF), så nedlagde de protest.

En flink journalist på avisen sørgede for at meddele en flink kollega på Det Fri Aktuelt, at Weekendavisen var i færd med at ansætte en kulturredaktør, der “færdedes i kredsen omkring Søren Krarup”, og sortere og mere reaktionært og nationalistisk kunne det ikke være. Jeg kom faktisk på forsiden med forbryderfoto og det hele.

Bl.a. derfor trak ansættelsen ud, og Schleimann og jeg mødtes til så det ene og så det andet diskretionære møde ude i byen, for på bladet kunne vi ikke ses. Ikke i det lyserøde og halvt kulturradikale, Berlingske bladhus. Det ville være en provokation.

På et tidspunkt sagde jeg til Schleimann: “Ved du hvad, jeg har slet ikke lyst til at komme ind til de røvhuller”, hvilket Schleimann venligt afviste med et “nænænæ”. Tålmodighed.

Hvordan det kunne gå godt, og jeg alligevel blev ansat? Fordi Jørgen Schleimann var en Donald Trump-type med fabelagtig intelligens og prægtigt affejende brutalitet i debatten. Den hidtidige kulturredaktør havde sagt op i lutter sarthed mod den facon og fik snart ansættelse i bedemøllen på Rådhuspladsen. En freelancer og skribent på “Evangelisk sidebemærkning” forlod også avisen i protest mod den højrenationale hr. Høy, og det var en lettelse, for så kunne jeg selv prædike det, der skulle prædikes på skift med Niels Højlund, der var mangfoldigheden selv, når ellers ihukommes, at mangfoldigheden også dengang befandt sig til venstre for midten.

I dag bestyrer hans mangfoldige datter, Gertrud Højlund, en ny version af “Højlunds forsamlingshus”, og det er da så sødt og genetisk kodet, at man bliver helt øm om hjertet. Jojo, Højlunds forsamlingshus er et journalistisk typehus med en mild flavour af sharia og politisk korrekthed, for man skal jo være med på noderne. Burka og tildækkede kvinder, det er da fint, det er mangfoldigt, og spørgsmålet er vel, om Gertrud Højlund overhovedet kunne få ansættelse i dansk presse uden kujonernes feltråb, mangfoldighed.

Ja, og så holdt jeg snart op med at skrive ledere i Weekendavisen, for som Schleimann begyndte at sige: “Det mener VI ikke!”. Hvem er “vi”, spurgte jeg forsigtigt. “Det er mig”, svarede solkongen Schleimann, og hvis det ikke er frisindet og mangfoldigt, så skal jeg have mine skolepenge retur.

Bortset fra det går det jo godt. Det fryder mig voldsomt, at Donald Trump kom til magten. Han har banet vejen for det store opgør med pressens magthavere, så Trump er til stor inspiration i den vestlige verden. Knap så meget i Danmark, hvor de venstreorienterede medier støttes af venstreorienterede partier. Er der andet? Over 50 mio. kr. tilflyder årligt JP/Politikens Hus i statsstøtte, så det er dansk hyggekorruption a la carte.

Gudskelov har vi fået et væld af digitale medier; det formelig bobler og syder af ukorrekte meninger, og det er den ægte mangfoldighed.

Velkommen herhid!

Fortsat god valgkamp!