NYE SOCIALDEMOKRATER?

PernilleVermund

Af Anders P. Johnsen.

Det er kommet som noget af en grim overraskelse for mig at se Pernille Vermund gå ud og aktivt forsvare Mette Frederiksens Corona-nedlukning af Danmark, mens hun tværtimod klandrer Jakob Ellemann Jensen for som oppositionsleder at gøre indsigelser imod regeringens magtudøvelse (læs her)

Jeg kan så udmærket forstå at Vermund i en anden sammenhæng forsvarer Jakob Ellemanns næstformand Inger Støjberg, hvilket da også er et prisværdigt initiativ i kraft af, at der på lange stræk deles solide grundholdninger til, at asylansøgere i Danmark skal leve under dansk lov og ret på asylcentrene. Og ikke under mere ”lempelige” Sharia-normer, når det kommer til seksuelt misbrug af muslimske barnebrude.
Men at kaste sig i favnen på en socialdemokratisk statsminister, som ret bredt – og selv i mainstreampressen – er under mistanke for at tiltage sig lige lovligt megen magt, meget brutalt ihht. Epidemilovens udvidede myndighedsbeføjelser – har jeg meget svært ved at se rationalet i.

Mit umiddelbare indtryk af Nye Borgerlige er, at det er et parti for driftige mennesker, som ønsker at gøre grundlæggende op med den skattebetalte og offentlige, socialdemokratiske velfærdsstat, og som i øvrigt heller ikke er liberal-naive angående indvandring og EU.

Men mindre, selvstændige erhvervsdrivende – som burde være den selvklare kernevælgergruppe hos Nye Borgerlige – rammes da netop om nogen på levebrødet i disse tider under statsministeriel påtvungen samfundsnedlukning?

Jeg har under det meste af denne Corona-nedlukning ment mig tryg ved at vide, at der også ville være en reel opposition til Mette Frederiksen omme bag de mere etablerede partier i ”Blå Blok”, hvis hun røg for langt ud i et faretruende oplagt magtmisbrug: Dén tryghed forsvinder imidlertid hurtigt, når ikke engang Pernille Vermund kan se problemet i den bekymrende autoritetstro dyrkelse af statsministeren som ’Landsmoder’ i en grad, så man uforvarende tænker på kommunistregimer og George Orwell.

At Vermund endda tværtimod ligefrem angriber Ellemann for at påpege dette helt oplagte problem med socialdemokratisk egenrådighed, bringer mig ganske alvorligt i tvivl om fundamentale anskuelser.

Hvad vil Vermund med Mette Frederiksens personlige velvilje, når der vel næppe findes to partier med så forskellige samfundsanskuelser, den yderste venstrefløj her undtaget?
Med kun fire mandater kan man alligevel ikke fra Vermunds side redde regeringen fra et radikalt mistillidsvotum, når Morten Østergaard har 16 mandater at smide i vægtskålen, så hvad er meningen?

Hvordan kan man gå ind for ”mest mulig frihed til alle danskere” og samtidig velsigne Mette Frederiksens autokrati?