Af Marianne Wagner.
Sidste år hastebehandlede folketinget et forslag fra regeringen, der skulle fratage IS-terrorister deres danske statsborgerskab. Statsministeren ringede i den anledning til Pernille Vermund og spurgte, om Nye Borgerlige ville bakke op om det.
Det ville de, og før Vermund lagde røret på, takkede hun Mette Frederiksen på sine og sine børns vegne. Mere skulle der ikke til, før Vermund mente, hun stod i taknemmelighedsgæld til en statsminister, hvis parti ikke gjorde nævneværdigt væsen af sig under migrantkrisen i 2015, og som i 2018 støttede, at Lars Løkke Rasmussen underskrev Marrakesh-aftalen.
”Vi bliver aldrig som de andre”
»Vi bliver aldrig som de andre«, lovede Vermund på partiets årsmøde i 2019, men allerede et halvt års tid senere, da statsministeren lukkede landet ned og formåede at presse et rådvildt folketing til enstemmigt at vedtage hastelove, der bl.a. forbød den grundlovssikrede forsamlingsfrihed, var NB’s støtte til regeringen helhjertet.
Forsamlingsfriheden handler imidlertid ikke alene om retten til at demonstrere, men om borgernes ret til at samles – offentligt eller privat – for at tale frit med hinanden. Forsamlingsfriheden er sammen med friheden til at tænke, tro og tale frit livsnerven i et frit land. Alle var imidlertid bange, Vermund endda meget bange, og så løb NB med flokken. Men man må godt tænke lidt længere end ens venner på de sociale medier, hvor stemningen var overophedet.
Nedlukningen bliver endvidere dyr, og det vil vanskeliggøre NB’s arbejde for lavere skatter og dermed mere frihed til borgerne. Fordi NB støttede Mette Frederiksen varmt under hele forløbet, kan de dårligt kritisere hende til næste valg.
Så er der udlændingepolitikken
Så er der udlændingepolitikken, hvor NB for nylig har markeret sig med to sager. NB har fået danskerne til at støtte Inger Støjberg i sagen om barnebrudene, og så har de forsøgt at få forbudt det islamiske bønnekald.
Hvis Inger Støjbergs egen forklaring om barnebrudene står til troende, beordrede hun indadtil sine embedsmænd til at administrere efter reglerne, d.v.s. konventionerne, da det i Danmark ellers ikke er tilladt unge mennesker at gifte sig uden tilladelse, hvis de er under 18. Udadtil anvendte Støjberg sin hårde retorik og udelod derfor i en pressemeddelelse alle de undtagelser, der gjaldt efter konventionerne. Pressemeddelelsen var rungende malm og klingende bjælde, men Vermund brugte alligevel krudt på at få mange danskere til at donere penge til en kampagne for Inger Støjberg. NB er altså som de andre, her DF, der altid har støttet Støjberg den ene gang på nær, da Martin Henriksen beskyldte hende for at stjæle DF’s retorik.
Forbud i stedet for at forlange indvandringen standset
Så skulle det islamiske bønnekald forbydes. Det er det allerede, idet man skal indhente tilladelse til at lade imamens inciterende bluestoner (som bønnekaldet sammenlignes med) gjalde ud i det offentlige rum. Forslaget blev nedstemt (også af Vermunds elskede regering), og så gav det stødet til en reklamekampagne for bønnekaldet.
Vermund ville løse problemet med indvandringen »fra bunden«, men hun og partiet er havnet i den blindgyde, der hedder forbud i stedet for at forlange indvandringen standset. Konsekvensen af fortsat indvandring er dog klar: Hvis ikke den standses, så kommer Vermund og NB til at se forbud: mod islamkritik, mod kirkeklokker og meget mere. Måske endda mod NB selv.
Det tog et års tid, så var NB som de andre. Ude af stand til at tænke konsekvent og dermed ganske overflødige.
(Kommentaren er blevet afvist af Berlingske og bringes her med nogle få tilføjelser)