MULTIKULTUR BETYDER SEGREGATION

Students

Af Jens Ellekær. 

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil samt en række gymnasierektorer udtrykker bekymring over den stigende segregation, der finder sted i danske gymnasier. Det forekommer lidt overraskende i og med, at samme personkreds synes i nogen omfang at være fortalere for den multikultur og den højt besungne mangfoldighed, som angiveligt skal løfte den danske nation ud af sin provinsielle slummer i Europas periferi.

Men netop denne mangfoldighed, der som bekendt er ganske dyrekøbt med offentlige udgifter, kan jo ikke fastholdes, hvis vi blander vores ungdom af forskellige kulturer sammen i de uddannelsesinstitutioner, der skal være centrale elementer i de formative år. Vi vil få skabt en rodløs blandingskultur, der vil finde sit sproglige udtryk i et kaudervælsk af gadearabisk, popengelsk og rudimentært dansk, som ikke har et fæste i nogen traditioner, og som derfor vil skifte med tilfældige, udefra kommende påvirkninger.

Multikultur – og det drejer sig jo især om sameksistensen af vestlig kristen-oplyst kultur og islam – må nødvendigvis basere sig på adskillelse af kulturerne, på segregation, hvis mangfoldigheden ikke skal forsvinde. Det er derfor overraskende, at undervisningsministeren, rektorerne og andre ikke hilser segregationen på de gymnasiale uddannelser velkommen. Man kunne foranlediges til at tro, at det, de ønsker at fremme, er assimilation eller i hvert fald hævdelse af en dansk-kristen ledekultur.

Segregation bør næppe være kommet som en overraskelse
Noget andet er, at den segregation, der har fundet sted i de danske gymnasier, næppe bør være kommet som en overraskelse for de politiske beslutningstagere. Havde man udvist rettidigt omhu og undersøgt forholdene i de eksotiske lande, hvorfra man begyndte at importere et stort antal mennesker, så havde man muligvis kunne konstatere, at segregerede skoler er meget almindelige dér: At kristne og muslimske børn i eksempelvis Egypten og Libanon ikke går i de samme skoler, at muslimske og hinduistiske børn ikke har fælles skoler i Indien, og at det end ikke er almindeligt, at sunnimuslimske og shiamuslimske børn frekventerer de samme skoler.

Resultatet af en stor tilgang af fremmede mennesker, som indtil nu ikke er forsøgt assimileret i det danske samfund, kombineret med et ønske om at opnå et ikke-segregeret samfund, betyder formentlig nu, at danske gymnasieelever vil miste retten til et frit skolevalg. Det er ikke den første frihed, der er faldet som offer for den omfattende indvandring, og det bliver næppe heller den sidste. Og så kan jeg i øvrigt ikke frigøre mig fra tanken om, at den sociale styring, som elimineringen af det fri gymnasievalg muliggør, passer meget fint i vor protokommunistiske undervisningsministers tankegods.