MELLEMØSTENS OLIEFEST ER AFLØST AF DYB KRISE

Mellemøsten

Af Gunnar Olesen, International rådgiver.

Mellemøstens økonomiske vækst er kørt i stå – men ikke befolkningens. Regimerne står over for en miljø- og økonomikrise, de ikke kan klare med knipler og kugler. Uden bæredygtige løsninger er der risiko for et samfundsmæssigt sammenbrud, hvad Europa gør klogt i at interessere sig for i tide.

***

Oliens velsignelse og forbandelse

Da fattige, arabiske stater baseret på landbrug og handel blev selvstændige efter 2. verdenskrig, fik de oliens velsignelse og forbandelse i dåbsgaver. Velsignelse i form af hastig vækst i økonomi, gennem afledet virkning også i ikke-olielande – og i befolkning, der blev firdoblet til nu ca. 450 mil. over et par generationer.

Forbandelse i form af ringe udvikling af produktiv økonomi, hvor den offentlige sektor forblev største arbejdsplads. Den leverede undervisning og sundhed for at modernisere både socialistiske stater allieret med Sovjet, og konservative monarkier allieret med USA. Alle top-down styret og præget af kulturelle normer med vægt på slægt, børn og mandsstyre. De, der foretrak Islams styre frem for moderne materialisme og ulighed, blev holdt nede med hård hånd, mens Det Muslimske Broderskab m.fl. spillede en rolle i at støtte de fattige.

Frem til 1980’erne forholdsvis fredeligt i regionen

Frem til 1980erne var der forholdsvis fredeligt i regionen, mest afbrudt af kortvarige krige med Israel. Siden er konflikter vokset i takt med, at socialistiske regimer forsvandt efter den kolde krig, mens muslimsk vækkelse prægede befolkning og regimer i Iran og Saudi-Arabien m.fl. i ortodoks retning og skabte militante bevægelser, der førte terrorkrig inden og uden for regionen.

”Det arabiske forår”

Det kulminerede med 2010’ernes ”store arabiske borgerkrig” i Irak, Syrien, Libyen og Yemen, delvist som en magtkamp mellem Iran vs. Saudi-Arabien og andre golfstater. Krigene blev udløst af ”Det arabiske forår” i 2011 og af militante islamister. De droslede ned efter Islamisk Stats nederlag i 2018 og tilsyneladende genetablering af regionens gamle autoritære orden. Hverken socialistiske, demokratiske (bortset fra Tunesien) eller islamistiske alternativer har overlevet. En undersøgelse viste for nylig (Arab Barometer, jan. 2020) markant faldende tiltro til både partier og religiøse ledere gennem 2010erne.

I 2019 krævede unges nye store demonstrationer mindre korruption samt bedre og mere inklusivt samfundsstyre. Baggrunden for 2011-oprøret – store årgange af uddannede unge med udsigt til arbejdsløshed og indsigt i Internet og sociale medier – var kun vokset i løbet af årtiet. Den nye bevægelse mødte ikke helt så megen undertrykkelse, men fremtvang indrømmelser fra regimer i Algeriet, Irak, Libanon og især Sudan, hvor et langvarigt diktatur blev fældet.

Formentlig fordi 2010’erne også var årtiet, hvor økonomisk vækst faldt brat i takt med olieprisen, mens befolkningen fortsat vokser i takt med miljø- og klimaudfordringer i lande og storbyer med for lidt vand og brugbart land, trængsel og forurening. Det er ikke længere nok at fastholde magten med vold og uddele offentlige jobs under stigende levestandard. Demonstranterne, hvis aktiviteter blev sat på hold af corona-krisen, mangler et sammenhængende politisk alternativ, men tiden arbejder på deres side.

Den gamle vækstmotor er delvist frakoblet

Den gamle vækstmotor, de olierige golfstater, har tabt styrke og er delvist frakoblet resten af regionen. I gamle dage var de arbejdsplads for millioner af egyptere og palæstinensere, men de fleste blev sendt ud i 1990erne, da Golfkrigen splittede de arabiske lande i holdningen til Saddam, og erstattet med arbejdskraft fra Asien. Også den næststørste motor, turismen, har lidt under konflikter, terrorisme og corona.

Konflikter har efterladt de arabiske lande i flere grupper. Fra golfstater med finans- og mediecentre samt planer om atomenergi, der som i Iran evt. kan bruges til kernevåben, til de krigshærgede Syrien, Yemen og Libyen. Ind imellem stabile monarkier i Jordan og Marokko, relativt velstående lande som Algeriet, Irak og Libanon og temmelig fattige som Egypten, Palæstina og Tunesien. Men alle med udsigt til økonomisk nedgang og fælles om miljø- og befolkningsudfordringer (inkl. det demokratiske Tunesien). I golfstaterne dog med ressourcer, der kan gøre løsninger nemmere.

Regimerne er klar over, at en mere forskelligartet økonomi er nødvendig, men har hidtil mest svaret med, ikke særlig vellykkede, forsøg på moderne high-tech produktion – uden hensyn til at tricket i al udvikling er at gøre de fattige produktive. Optimister håber på, at man kan kombinere omvendte alderspyramider nord og syd for Middelhavet – med mange hhv. ældre og unge – gennem europæisk investering og produktion i Mellemøsten frem for Kina og Bangladesh. Men det ligger endnu mindre for hånden efter corona.

Hvad skulle demonstranterne gøre – udover at reducere ulighed og korruption – hvis de får magt? Naturgrundlag og klimaforandring er et påtrængende indsatsområde, hvor magthaverne overvejende har ladet stå til. Det kan undergrave fremtiden, men i bedste fald også skabe ny økonomisk aktivitet, hvis man fx anvender ny teknologi, som i Israel, til at skabe frugtbart land med sparsomt vand.

Et tabuiseret emne

En anden opgave er at reducere befolkningens vækst, et tabuiseret emne i de senere år. Under Mubarak førte Egypten – det tættest befolkede land i verden med 100 mil. på 60.000 km2 (udover ørken) – befolkningspolitik finansieret af USA. Men det stoppede, da de højrekristne med Bush kom til magten i USA. Antagelsen om, at folk får færre børn med bedre vilkår, er i Mellemøsten kun slået igennem i den moderne middelklasse. Hos de fleste er forventningen, at kvinder får børn og tager hånd om hjemmet.

Mange mener, at ligestilling mellem køn er nøglen til bedre udvikling. Skolegang og uddannelse har kvinder for længst opnået, men det er ikke omsat til ret meget udearbejde, bortset fra inden for undervisning og sundhed. Ud over kulturelle forventninger gør jobkøens længde det svært for dem. Men unge kvinder har deltaget på lige fod i de senere års ungdomsoprør, hvad der giver håb om realisering af deres personlige og reproduktive rettigheder.

Palæstina-konflikten

Palæstinas langvarige konflikt med Israel rejser ikke længere det samme engagement i den arabiske verden, og dets befolkning er frustreret over ledelsen, der er splittet mellem Gaza og Vestbredden. Hvorfor man modstræbende kan blive nødt til at acceptere noget, der ligner Trumps fredsplan – hvad der måske kunne bane vej for et mere konstruktivt forhold mellem Israel og de arabiske lande. Modsat risikerer Israels tilsyneladende nært forestående annektering af store dele af Vestbredden at genantænde arabisk had til Israel.

Forhåbentlig vil et mere fredeligt Mellemøsten med nye, kloge mennesker ved roret fokusere på at skabe bæredygtige samfund, en fremtid for unge og mere ligestilling. Hvis ikke, er der udsigt til fattigdom, mere konflikt i og mellem lande, migration og flugt.

Noget som Europa vil blive involveret i, hvorfor EU og medlemslande gør bedst i at interessere sig for, hvad rettidig omhu kan bestå i. For USA har Mellemøsten tabt strategisk betydning, hvorfor dets engagement mest består i valgkamps-dikteret støtte til Israel. Russisk militær kan afgøre krige, men ikke løse de tilgrundliggende problemer.

***

Artiklen er afvist af flere aviser og tidsskrifter, skønt den rummer nærliggende konklusioner på mainstream mediedækning. Den tilgrundliggende analyse bygger på ajourført samfundsvidenskab samt interviews med udviklingspraktikere og forskere, der jævnligt optræder i medierne – men er tilbageholdende med at se tingene i et helhedsperspektiv, og med at drage operationelle konklusioner.

Opdragsgiveren ønskede en analyse af kontekst og udviklingstendenser for 2020-30 i ”Mellemøsten og Nordafrika” (også kaldt den arabiske verden) inden for politik, økonomi, naturgrundlag, konflikt, relationer mellem kønnene og civilsamfund.

Hertil føjede jeg befolkningsudvikling og religion.

Resultatet af analysen var overraskende for opdragsgiver, der havde forventet noget mere positivt (fx mente man, at befolkningsvækst fører til økonomisk vækst). Men efter en faglig dialog blev det accepteret.