MEDIERNES KRIG MOD ISRAEL

Shares 295

I en tid med fare for radikalisering trækker danske medier og islamiske hadprædikanter på samme hammel.

Af Geoffrey Cain

Takket være de rædsler, der i øjeblikket hjemsøger den syriske befolkning, er verdens øjne for en stund ikke rettet mod israelerne. Men angrebene på dem fortsætter, og de kommer fra mange forskellige hold. Foruden fysisk terror i form af knivoverfald på gader og veje, artilleri- og missilbeskydning fra Hamas i Gaza og Hezbollah i Libanon er der en aldrig ophørende propagandahetz mod de israelske jøder både i FN, på mange universiteter og hos flere NGO’er. Mange af sidstnævnte har flotte, ”humanistiske” navne, der ofte tjener som skalkeskjul for blandt andet BDS (boycott, divestment, sanctions), en verdensomspændende kampagne for at delegitimere Israel, som blev initieret af palæstinenseren Omar Barghouti.

Politiken

Herhjemme sker der noget lignende, uden at man lægger mærke til det. I mange år har det været umuligt at åbne for DR eller TV2 og se noget positivt om Israel af den enkle grund, at indslag med positivt indhold om Israel simpelthen ikke bliver bragt. Og det samme gælder Danmarks mest israelkritiske dagblade, Information og Politiken. Den 10. september 2016 bragte ”organet for den højeste oplysning” et Israel-kritisk indlæg af Herbert Pundik ledsaget af en tegning, der fremstillede israelske jøder som Nazitysklands arvtagere. Men den slags  giftigheder bliver ikke omtalt som hate speech eller opmuntring til terror, selv om det utvivlsomt må have netop den effekt. Tak for det Politiken.

Dagbladet Information

Og så er der Dagbladet Information. For ikke så længe siden var der et meget langt ”Faktalink” på avisens hjemmeside, der gav den sædvanlige énøjede beskrivelse af situationen plus –  uforvarende – et helt nyt syn på konflikten. Skribenten var journalisten Malene Grøndal, der citerede ”en gammel muslimsk palæstinenser”. Han forklarede i et temanummer af magasinet Zapp jorden rundt fra maj 2001, hvilke forventninger han og andre har til det palæstinensiske selvstyres leder angående Haram al Sharif (det ret nye palæstinensisk/arabiske navn for Tempelbjerget): ”Her har han ikke blot en forpligtelse over for det palæstinensiske folk, men over for en milliard mennesker i hele den islamiske verden. De forventer alle, at formanden befrier Haram al Sharif og sikrer islamisk kontrol over stedet. Alt andet ville være forræderi mod religionen!”

David og Goliat

Se, det var interessant. Normalt fremstilles palæstineserne som små Davider der bliver angrebet af den store stygge Goliat: Israel. Men her er det omvendt. Israel har fået hele den muslimske verden på nakken. Det er ikke Israel, der har krigeriske hensigter men en milliardstærk muslimsk hær, der ikke helmer, før den har hævnet nederlagene i 1948 og 1967. Og med hjertelig støtte fra en vestlig elite med præcis samme syn på tingene. Man forstår på sin vis araberne/muslimerne, men hvor kommer den vestlige elites had fra?

 Jostein Gaarder

Lad os se på en kronik i Information i august 2006 af den norske litterat Jostein Gaarder, der stillede spørgsmål ved Israels ret til at eksistere. Overskriften var “Guds udvalgte folk”, og teksten blev holdt i gammeltestamentlig tone.

“Hvis hele den israelske nation skulle falde for egen hånd, og dele af befolkningen må flygte fra sine besatte områder tilbage til nok en diaspora, så siger vi: Må omgivelserne være sindige og vise miskundhed med dem nu. Det er for evigt og altid en forbrydelse uden formildende omstændigheder at lægge hånd på flygtninge og statsløse,” skrev Gaarder.

“Nu må vi vænne os til tanken: Staten Israel i sin nuværende form er historie,” konstaterede han. Det er “ikke alene dumt og arrogant at optræde som Guds udvalgte folk, men en forbrydelse mod menneskeheden.”  Så de israelske jøder er altså menneskehedens fjender.

Der var adskillige kommentarer. En Mona Levin, der selv har jødisk baggrund, skrev, at hun og hendes nærmeste følte sig skadet og truet af Gaarders kronik og sammenlignede den med nazilederen Adolf Hitlers kampskrift.

“Det er det værste, jeg har læst siden Mein Kampf. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle læse noget som dette,” sagde hun til Aftenposten. Nu er hun blevet klogere.

Og så kommer vi til det store spørgsmål: Hvor kommer hadet fra? Af alle mulige årsager – inklusive den religiøse – er den mest sandsynlige historien om arabernes flugt fra det genopstandne Israel i 1948, en fortælling der ser ud til at ville præge Mellemøsten og endda hele den vestlige verden lige så længe, som Israel eksisterer.

Benny Morris

Men hvad var det, der egentlig skete dengang? Blev i 1948 araberne opfordret til at flygte af de arabiske regeringer i nabolandene? Eller blev de fordrevet af jøderne? Spørgsmålet fik nyt liv, efter at den venstreorienterede israelske forfatter Benny Morris udgav Birth of the Palestinian Refugee Problem 1947-49, en bog der har tjent som bibel for israelkritiske debattører lige siden. Den gav den arabiske side ret. I hvert fald tilsyneladende, for Morris (der senere har skiftet hest og er blevet meget pro-Israel) var dengang tydeligvis på jagt efter en jødisk master plan for en planlagt og kynisk fordrivelse. Han fandt den ikke, men der var alligevel en lille gevinst at hente i de åbne israelske arkiver, der viste, at der havde været enkelte fordrivelser i månederne op til Mandatområde Palæstinas deling i maj 1948 på et tidspunkt, hvor  jøderne bogstaveligt talt kæmpede for deres liv. En af disse fordrivelser skete i Deir Yassin, en landsby på en strategisk bakketop, hvorfra araberne beskød lastbiler med forsyninger til det belejrede Jerusalem. Disse få undtagelser fremlagde Morris i alle detaljer, og israelkritikerne jublede.

Men hvad med den anden påstand? At araberne var blevet opfordret til at forlade landet, så de arabiske hære uhindret kunne komme ind og feje jøderne i havet?

Det undersøgte han ikke af to gode grunde. For det første ville det have krævet, at Morris gik til arabiske kilder (hvis han kunne arabisk og hvis disse arkiver havde været tilgængelige for kritiske forskere) og brugte den samme ildhu dér. Det gjorde han ikke. Han nævnte dem næppe. Og dog. Langt inde i bogens noteapparat – på side 312 – er han ærlig nok til at indrømme, at en læser havde gjort ham opmærksom på en passus i den tidligere syriske statsminister Khaled el Azms erindringer:

”Vi har nedbragt ødelæggelse over en million mennesker ved gentagne gange at trygle dem om at forlade deres hjem og gårde og fabrikker”.

Flugt eller fordrivelse?

Men det havde Morris ikke fundet beviser for, skrev han, så det er ikke usandsynligt, at Khaled al Azm husker forkert. Men hvor har Morris ledt efter beviser for en arabisk opfording til flugt? Ikke i de arabiske landes arkiver i hvert fald, det fremgår af hans bog. Han har med andre ord nøjedes med at lede efter skeletter i skabet hos den ene part, mens han fredede den anden. Den irske pro-arabiske journalist Erskine Childers gjorde dog det modsatte. Han undersøgte BBCs transskriberede optagelser af alle de arabiske radioudsendelser i krigsperioden – uden at finde nogen opfordringer til at flygte. Hvilket fik ham til at skrive artiklen The Other Exodus – en fordømmelse af Israel – i magazinen The Spectator i 1961. Javel, så havde både Morris og Childers ret? Ja, tilsyneladende. Men svaret fra den anden side lyder lige så overbevisende. Netsiden Did Arab newspapers in 1948 threaten Palestinians with violence if they didn’t leave Israel before the Arabs attacked? er en af de mange dokumentsider på nettet, der citerer eksempler fra arabiske avisers omtale af de arabiske regeringers opfordring til flugt.

Palæstinenserne taler ud

Så hvor er sandheden? Måske kan man finde en flig af den på palestinensernes egen tv-station, hvor man ind imellem afviger fra den officielle forklaring til FN. Her er et transskriberet interview med en flygtning fra landsbyen Bir Ma’in fra 15. maj 2013.

PA (Palestinian Authority) TV journalist:“Hvordan forlod du Bir Ma’in? Oplevede du Nakba (“katastrofen,” i.e., arabernes ord for deres militære nederlag og oprettelsen af Israel i 1948”)?

Beboer i Qalandiya flygtningelejr på Vestbredden: “Ja, jeg tog af sted, da jeg var tyve. Vi rejste, det vil sige, den der fik os til at rejse var den jordanske hær, fordi der ville komme militære slag, og vi ville blive besejret. De sagde ”Rejs. Om to timer vil vi befri området, og I vil vende tilbage. Vi rejste kun med det tøj, vi havde på, vi tog ikke noget med, fordi vi skulle vende tilbage to timer senere. Hvorfor skulle man tage noget med? Vi venter den dag i dag på de to timer.”

En anden arabisk kilde citeres af den jødiske netside ”Myte og fakta: Har arabiske ledere opfordret palæstinenserne til at flygte i 1948?”, og her bringer de udsagn af arabere, der siger det samme som Khaled al Azm. En af dem er ingen ringere end Palestinian Authority’s premierminister Mahmoud Abbas.

Mahmoud Abbas’ indrømmelse

”De arabiske hære drog ind i Palæstina for at beskytte palæstinenserne mod  zionist-tyranniet men i stedet for svigtede de dem, tvang dem til at emigrere og forlade deres hjemland og kastede dem i fængsler, der lignede de ghettoer, hvor jøderne have boet” (Falastin ath-Thaura, marts 1976).

Abbas kom med et lignende udsagn 1. januar 2013 i palæstinensisk fjernsyn, hvor han forklarede arabernes flugt fra byen Safed i 1948.

Her sagde han i al korthed, at araberne flygtede af frygt for, at jøderne ville hævne en massakre på 18 jøder i  Safed og en tidligere massakre på 65 jøder i Hebron i 1929. Hans tale er lige som ovenstående citat blevet transskriberet af Palestinian Media Watch, der forklarer hentydninger, der ellers ville være uforståelige for udenforstående. Eksempelvis ”The Liberation Army” (Befrielseshæren) der betyder de arabiske styrker, der angreb jøderne kort efter FNs delingsresolution i november 1947. Her er teksten på dansk (oversat fra engelsk).

“Befrielseshæren trak sig tilbage fra byen (Safed i 1948), hvilket fik den arabiske befolkning til at begynde at emigrere. I Safed, lige som i Hebron, var folk bange for, at jøderne vill hævne sig for (den arabiske) massakre (af jøder) i 1929. (…) Befolkningen (i Safed i 1948) var skrækslagne, og det fik dem til at forlade byen over hals og hoved.”

Så Mahmoud Abbas husker lige så dårligt som Khaled al Azm? Ja, åbenbart. Kontroversen viser i hvert fald, at historiske begivenheder kan tolkes himmelvidt forskelligt, hvilket er helt normalt. Problemet er bare det, at medierne viser kun den ene parts argumenter. Eksempelvis bragte bragte DR1 19. september 2016 en dokumentar med samme budskab som den omtalte tegning i Politiken den 10. september: Jødiske israelere er nazister, der fører krig mod kvinder og børn. Når dette budskab kommer i en tid med en reel fare for radikalisering, kan man kun sige, at her trækker medierne og islamiske hadprædikanter på samme hammel. Blot med den forskel at medierne gør det under dække af  ”public service”. 

Shares 295

Comments

comments