MAZLUM, “FORURETTET”, ER ET NØGLEBEGREB I MELLEMØSTEN

islamic-conquest
Del artiklen her:

(Foto: Maleri af den ekstremt blodige invasion af Indien)

Det er det stik modsatte af den kristne trang til at påtage sig skylden for alt.

Som NewSpeek tidligere har beskrevet, så viser forskning i gelotofobi – angsten for at blive grinet af – at arabere har verdensrekorden i at blive vred over kritik.

Kommentar af Geoffrey Cain, mellemøst-ekspert

Bagved alle handlinger i Mellemøsten spøger det interessante begreb ”mazlum”, der betyder forurettet. D.v.s. du har forurettet mig, og lige meget hvad der sker, er det hele din skyld. Det er noget, man kan mærke i alle livets forhold, ikke mindst i danske retssale hvor unge med baggrund i Mellemøsten pure nægter, at de har begået noget ulovligt – selv om de er blevet filmet, og overgrebene er blev bekræftet af øjenvidner.

En anden interessant vinkel i denne historie er – foruden benægtelse – en total mangel på interesse for egne ugerninger. Mest synligt er det i slaveriforskningen, hvor araberne simpelthen ikke forsker i det men nøjes med at kaste med sten mod europæernes andel i slavehandelen. Sidstnævnte varede ellers kun et par hundrede år mens araberne under islams fremstød i 600-tallet begyndte at indfange sorte slaver – og senere også hvide slaver – indtil de endelig efter vestligt pres blev tvunget til at opgive det.

Megen ståhej om korstogene – tavshed om angrebet på Indien

Men arabiske historikere skriver ikke om slaveri. Det ville jo være det samme som at indrømme, at det ikke altid var araberne, der var ”mazlum”. Noget lignende finder man i muslimers anklage mod korstogene, der pudsigt nok fandt sted næsten samtidig med muslimernes erobring af det nordlige Indien. Den var yderst brutal, og ifølge historikeren Will Durant (Verdens kulturhistorie i syv bind) skete ved nedslagtninger, der ”måske var de blodigste i verdenshistorien” (prøv at google muslimernes erobring af Indien, kære læser).

Tyrkernes masakrer på armenierne

Ud fra samme tankegang har tyrkerne hårdnakket benægtet masakrene på armenierne under Første Verdenskrig, selvom de er velbevidnet af de mange tyske teknikere, diplomater og militærfolk, der var i landet for at styrke tyrkernes krigsindsats mod Frankrig og Storbritannien.

Så kort fortalt: Lige meget hvor langt man går tilbage i historien, støder man på den samme afvisning af muslimernes skyld.

Jøderne i Medina

Et andet eksempel er deres tredje hellige sted, Jerusalem, som muslimerne egentlig kun har en mytisk tilknytning til, idet Muhammed siges at have fløjet dertil og tilbage igen på en enkelt nat. Ellers var han der ikke.

Faktisk har jøderne meget mere tilknytning til Medina, end muslimerne har til Jerusalem, og indtil profeten flygtede fra Mekka til Medina i 622, var der mange jødiske stammer i Medina, hvor de udgjorde flertallet. Men med Muhammeds komme var det slut. Tre af stammerne – Banu Nadir, Banu Quraiza og indbyggerne i den jødiske bygd Khaybar – blev fordrevet. I Banu Quraizas tilfælde blev alle mænd, ca. 700 slagtet, efter de havde overgivet sig. Kvinderne blev taget som krigsbytte. Hvilket rejser det interessante spørgsmål: Skulle de myrdedes efterkommere have ret til at flytte tilbage til Medina? Det tror jeg, de færreste af dem ville, men det ville være dejligt, hvis der stod et monument i Medina, der mindede om muslimernes første massemord på jøder. Hvad siger de moderate muslimer til det? Tyskerne har beredvilligt vedgået deres ugerninger, nu kunne muslimer passende følge trop. Men det er der ikke stor sandsynlighed for, kan man se af ovenstående.

Del artiklen her: