Af Stig Wørmer.
[NewSpeek har valgt at bringe en afvist kommentar til Weekendavisen, der omhandler Marianne Stidsens bog “KØN OG IDENTITET. Et spadestik dybere”. Identitetspolitikken skal have modspil i alle fora, og Weekendavisen bekræfter med sit afslag, hvor konformt og politisk korrekt, bladet er blevet, med Martin Krasnik ved roret.
For god ordens skyld: Dette WA-skudsmål står alene NewSpeeks Lone Nørgaard for, ikke forfatteren til nedenstående kommentar, Stig Wørmer]
En enlig litteraturforsker- og underviser [Marianne Stidsen] erklærer totalitaristiske tendenser i samfundet krig og udtaler sin støtte til det liberale demokratis principper. Mere skal der ikke til før den intellektuelle flertalskultur på parnasset hvæsser knivene. Den formastelige skammes naturligvis ud på behørig vis, og nu vælter beskyldningerne frem som på bestilling.
Havde Stidsen ikke fået nok?
Anledningen var Marianne Stidsens bog “Køn og identitet”, hvori hun skulle tage afstand fra både #MeToo, BLM og andre humane organisationers metoder. Oventegnede har kun hørt et radiointerview med damen, og jeg vil tro, at hendes (politiske) grundanskuelser dækkes af ca. 80 pct. af befolkningen, mindst. Efter Weekendavisens boganmeldelse i retning af “hun er sgu lidt for meget” og med klar vægt på hendes hårdtslåenhed, skal hun lige have en ekstra bekomst af Lars Bukdahl, men nu som en “Kommentar”.
Havde hun ikke fået nok?
Problemet med kommentaren er, at den er indholdsløs
Problemet med kommentaren er bare, at den er indholdsløs. Stidsens konkrete kritik og begrundelser bliver læserne ikke præsenteret for, medmindre den bukdahlske sprogbrug skal udgøre indholdskritik i sig selv?
Hermed nogle sprogblomster: “Forævlet”, “seriøst dårlig og reaktionær smag” (smag!), “monstrøst ævlet”, “jeg har gudhjælpemig læst hendes bog” (Vorherres hjælp nyttede ikke), “Hvis paranoia var blevet universitetsfag var Stidsen blevet professor” (det havde flertalskollegerne sikkert saboteret på helt demokratisk vis), “topmålet af hulkende, inderlig patos (hvor Søren Ulrik Thomsen også fik en på skallen), “konspiratoriske fantasmer”, “hadefuld retorik” mv.
Med forlov: Hvis ikke denne ’Kommentar’ blot er en personkarakteristisk idiosynkrasi af velkendt art, så er den da noget af det mest hadefulde, der længe er opvist i disse spalter. Det er lidet klædeligt, også selv om man personligt er Stidsen-hader, eller hvis man eventuelt afkræves offentliggjort, personlig stillingtagen til parnassets kendisser?
Man ved jo ikke, hvem der for tiden danner alliancer med hinanden og hader hvem for hvad i de kredse.
Den bog skal læses
Men takket være Bukdahls ’Kommentar’ står det mig klart, at den bog skal læses.
Bukdahl hylder alligevel litteratur- og samfundskritikken, når han ender med at skaffe den læsere, så tak for det.