MAN FÅR JO ALDRIG SKREVET OG SAGT TAK

Ulrik Høy
Del artiklen her:

Stjerneskribenten, satirikeren og det åndelige fyrtårn, Ulrik Høy, er død. Der er skrevet en række smukke nekrologer, bl.a. denne, af mennesker, der kendte Ulrik Høy indgående, men det gjorde jeg desværre ikke. Alligevel skal jeg her forsøge at riste ham en rune.

Jeg kom nemlig på et meget sent tidspunkt i Ulrik Høys liv i kontakt med ham via nettet, og det blev indledningen til en frugtbar mail-korrespondance. I den forstand, at jeg som medbestyrer af platformen NewSpeek havde den fornøjelse at få lov til at bringe hans dagbog op til folketingsvalget i 2019. Læs fx her og her og her.

Åndsfyrsten slog her sit sidste storladne slag med halen – selv om han var meget syg – og nuværende og kommende læsere med en forfatter i maven kan her gå i mesterlære hos en gennemdannet, sandhedssøgende og sprogsprudlende forfatter, journalist og essayist. 

Ulrik Høys afskedssalut til Weekendavisen

Nedenfor bringer NewSpeek Ulrik Høys afskedssalut til Weekendavisens redaktion efter 28 års ansættelse. Ulrik Høy var cand.mag. i nordisk litteratur og musik, journalist, kulturredaktør på Weekendavisen 1984–90, journalist samme sted 1990–2012.

Artiklen har i REDIGERET form været bragt på debatsiderne i Weekendavisen d. 6. juli 2018 med rubrikken ”En mand taler ud til vennerne” og manchetten ”Exit. Duksedrengen Martin Krasnik kunne ikke rumme mine synspunkter. Jeg stod i vejen for hans politiske korrekthed.”

I Weekendavisen fik Martin Krasnik lov til at komme på banen med en lang kommentar lige efter Ulrik Høys indlæg, der forsøgte at tale udenom de ubehagelige kendsgerninger. Den nødudgang får Krasnik ikke her. Det har han ganske enkelt ikke fortjent af adskillige grunde, hvor fyringen af Ulrik Høy og bagholdsangrebet på Lars Hedegaard i Deadline blot udgør toppen af isbjerget. 

-Lone Nørgaard.

***

Af Ulrik Høy (1945-2020).

Man får jo aldrig skrevet og sagt tak. Man læser, nikker og samtykker og tænker, at Den Fjerde Statsmagt kan gå hjem og vugge uden disse kommentarer udefra. De frie ånder. Udefra, ja, for hvad er journalisterne andet end medlemmer af en loge, hvis største skræk det er at falde udenfor. At komme på kant med logens brødre og søstre.

Der er 10.000 af dem i gamle Danmark, og det første jeg slår op på, i papiraviser og på nettet, det er alle andre end de 10.000. Selvfølgelig kan de skrive og rapportere og gøre ved, men de står det samme sted politisk. Lidt til venstre for midten, meget til venstre, kun få står lidt til højre og ingen langt til højre, der hvor virkeligheden er just nu.

For mig blev det evident med valget af Donald Trump, så min første embedshandling på Weekendavisen for knap et år siden var at skrive en forrygende Sankt Hans tale, hvor de 10.000 brændte heksen Trump af på bålet.

De var himmelfaldne på Weekendavisen

Ved I hvad, kære venner?! De var himmelfaldne på Weekendavisen, de var vildt forbløffede og forargede – sådan i dansk sammenbidt stilhed – men realiteten er, at denne debut også blev finalen. De næste par kommentarer blev nægtet optagelse eller udskudt, alt imens aftalen var, at jeg skulle skrive kommentar på side 2 hver anden fredag. Da makkeren udeblev – det var vist nok sukkertøsen i den røde kjole – fortsatte jeg med at skrive fra uge til uge. Med stigende misnøje.

Så skrev jeg åbenhjertige kommentarer om flygtninge og afviste asylsøgere, der udnyttede systemet, og så trak Martin Krasnik nazikortet og bemærkede, pr. mail, at jeg da vist nok have forlæst mig på Stürmer. “Begærlige flygtninge”, kan man skrive sådan i Weekendavisen? Ikke efter duksen Krasniks politisk korrekte opfattelse.

Jeg fandt det passende efter invasionen i september 2015, for vel var der flygtninge i flokken. Der var dog først fremmest snyltere og plattenslagere og eventyr på fodrejsen og en pur epidemi af yngre nordafrikanske mænd, der skulle ud og opleve eventyret.

Den sædvanlige vagtparade af godhedsapostle

Bivånet af den sædvanlige vagtparade af godhedsapostle, naive kristne og kyniske humanister, men jo også ledsaget af en folkelig lammelse, der fik almindelige danskere til at gå i baglås. Grænserne faldt, maskerne faldt, så september 2015 er en central begivenhed, som også Asger Aamund så fortræffeligt har gjort opmærksom på. Alt imens de 10.000 sagde ja og amen til de nye lyksalige udfordringer med integration af ikke-vestlige indvandrere, som vi jo i forvejen har stor succes med. 

Selvfølgelig svigtede det politiske system. Selvfølgelig svigtede politikerne, for demokratiets politikere løser de små problemer og lader de store ligge.

Den efterfølgende logik for folk som mig er jo at se efter forbilleder. Tyskland? Mindst af alt. England? Skrækkeligt. Frankrig? Desværre med et Front national på tilbagetog. Italien? Hvem tager det land alvorligt. Nej, man ser sig omkring efter ægte forbilleder, og hvor er de? I Østeuropa. Ungarn. Orban. Et storartet eksempel på nationalt forsvarsberedskab, for hvorfor i alverden skal de uhyrlige skarer gå ombord og fordærve Ungarn?! Alt imens de 10.000 holdt sig for næsen, for magen til fremmedhad skulle man da lede længe efter.

Uden mure går det ikke
Hvad Orban gjorde? Han rejste et stakit, et satans stort et af slagsen til værn mod de begærlige skarer, der efter at have deltaget i selvødelæggelsen af diverse arabiske stater nu mente sig kvalificeret til livsvarigt ophold og understøttelse i Europa.

Polen udviste samme holdning. Slovakiet. “Som kristen vil jeg ikke vokse op i et land med muslimer”, sagde en slovakisk minister på tysk TV, og det var klar tale. Desværre, som vi ved, med afsky og forargelse til følge fra eliten af EU-lande. 

Men uden mure går det ikke. Uden velbevogtede grænser bliver vi rendt over ende.

Det ved Netayahu og Orban, Trump ved det også, det ved enhver ansvarlig statsleder, der beskytter sit folk.

På Berlingske får man ingen respons

Vel så. Jeg havde jo egentlig skrevet ret syrligt i “Groft sagt” om disse forhold, men må indrømme, at på Berlingske får man ingen respons. Jo, sommetider er noget for råt. Om igen. For det meste er det okay, og man hører ikke en skid. Det er slemt at levere kommentar uden respons. Noget skal man da for fanden høre fra redaktører, læsere, men her har jeg måske gjort regning uden vært. Papiraviser er fortid. Sociale medier nutid, og jeg jo bare en gammel avisdreng, som tiden nok er løbet fra.

Stående invitation fra Krasnik og Klaus Wivel

Men jeg havde en stående invitation fra Krasnik og Klaus Wivel om kommentar og hvad som helst i Weekendavisen, så jeg skiftede for et år siden. Med katastrofe til følge. Jamen, for fanden i fænghullet, tænkte jeg, de har da vidst, hvad jeg mente, det blev da forkyndt med fuld musik i “Groft sagt” og diverse kommentarer i Berlingske. Åbenbart ikke. Så kom modstanden og vreden og på et tidspunkt en uventet fjendtlighed. Men de havde sgu da selv inviteret.

Blandingen af Trump, Orban og Netanyahu var tydeligvis for meget

Men blandingen af Trump, Orban og Netanyahu var tydeligvis for meget. Jo, så skrev jeg også en kommentar om en vis Sandy French, der nu er øverste nyhedschef i det skrækkelige monstrum ved navn DR. Sandytøsen var tidligere autonom, altså venstrefascist, lykkelig voldsparat, og udgav i 2003 en lille modbydelig pamflet om ‘højrefløjens infiltration af medierne’. Sådan hed den vist. Tak skævben. Det kræver sandelig frimodighed at se verden på den måde, når man selv har infiltreret sig ind i de danske medier fra det yderste venstre. Samme Sandy French havde også en rolle i karaktermordet på Henrik Gade Jensen, så jeg nævnte det i et par linjer i en kommentar.

Uha da, her kom fjendtligheden ind og bemærkninger om, at jeg da bare skulle holde mig langt væk fra gamle dage og se på nutiden.

Alt sammen pr. mail, fordi jeg jo sidder hjemme ved skærmen med elendigt syn, blind på det ene øje, minus 18 på det andet plus leverpostej, AMD. Jeg kommer ikke til byen, skal have vor hustru under armen, og det kan også give anledning til misopfattelser. Jeg har nok været for nonchalant, og alle der skriver til et bladhus, hvor de aldrig sætter deres ben, kender den skrøbelige fornemmelse. Er man købt eller solgt? Man har brug for respons – forstående, begavet, imødekommende, til forbedring – ikke brug for tavshed og fjendtlighed.
Hvad den stakkels Gade Jensen angår, så blev han i Berlingske omtalt som noget, katten havde slæbt ind, og det i reportagen. Han havde ‘haft forbindelse med ekstreme kræfter på den yderste højrefløj’, og da Tove Fergo savnede civilcourage, så valgte Gade Jensen at gå. Det er bare 15 år siden.

Sandy French og hendes slags er overalt

Der er heldigvis sket meget i mellemtiden, men Sandy French og hendes slags er der overalt. 10.000 styks. Weekendavisen er centrum-venstre som Asger skriver, Berlingske er rædselsslagen for at komme for langt til højre – de har dog Bent Blod til at skrive godt og gedigent om Trump og hans støtter – men ellers er disse journalister og medlemmer af Den Fjerde Statsmagt gjort af den samme surdej. Godt, vi har jer kommentatorer og selvstændigt tænkende væsner! Dansk presse er ingenting, absolut ingenting, uden jer.

Amen i kirken.

Bedste hilsner

Ulrik

(Artiklen har i redigeret form været bragt i Weekendavisen d. 06.07.18)

Del artiklen her: